Seneste fakta om ø'en i Valsølille sø, her min henvendelse til Nationalmuseet derom:

"hvor kunsten træers vækst i tvang ret holder, og hvor

vandets gang op i det høje fra det lave hidmaales"

Uden at ordene er de samme, benyttes endnu et ordsprog på det lokale Skjoldenæsholm Hotel som siger noget i retningen af "Når guderne besøgte jorden, så var det ved Skjoldenæsholm de kom", sådan kan man ikke sige uden at have grund til det.

Herover mit første fund af bygningsrester på ø'en, et stykke teglsten

Billedet herover viser "UFO-træet", ja jeg tar afslappet på betegnelserne, men de hårde tallerkenformede svampe på det håndlignende træ er altså henimod en halv meter i diameter. Det første billede jeg tog hvor det træ var med på, det var så uhyggeligt, at jeg slettede det fra kameraet.

På billedet herover ses de´t noget specielle lys som er på denne ø, -træstammerne ser næsten selvlysende ud, navnet Silfverstolpe, som en Finlandsk forfatter hed, ligger mig i munden ved det lys. 

Valsølille sø omgiver ø'en, herover ses et træ hvoraf en del ligner hovedet af en blåhval.

Kom jeg bag på Loch-Ness uhyret?, ha-hah

Herover et billede af det monumentale træ, som jeg tidligere tog et billede, som er centralt i artiklen, som er på dette link. 

Skal der tilknyttes en musikfil til denneher artikel kan det kun være Bird of pray med Uria Heep, idet set fra denneher side ser det ud som en fugl der er lodretstillet .

Billedet herover skulle op i den størrelse for at man aner det tæppeagtige løv

Herover et næsten surrealistisk lys

Jo, ræven havde lagt en forsoningsgave til mig, da jeg tog ægget op sad ræven i åbningen og gloede. Fordi at Michael Rosendahl en del år forinden forvirret sagde til mig, "og så sad bagerens køter sku der og spurgte mig: Nå, du er også en af dem henne fra Sanovo Greenpack?" Så vil her sige, Ræven sagde, tag det bare, jeg har flere af den liggende, så vendte den sig om og luntede ned i hullet igen. Jeg stod og nåbede, et halv minut efter kiggede den op igen, nå, ja, ja så tog jeg det med. Her må jeg have linket sat ind hvor jeg som landmand tidligere var indstillet overfor ræve, men her på den her lille ø er der altså noget anderledes det hele. Jeg forventede det var pilråddent så det kunne eksplodere i hænderne på mig, men jeg kunne mærke på det at det føltes friskt, og at der ejheller var ruget på det, da jeg forsigtig prikkede hul på det viste det sig at være helt friskt. Fra min barndom husker jeg at min far og hans karle nogengange tog et par rå æg eller flere til frokost, en rå æggeblomme på tartar med krydderrier er en delikatesse, men at svælge hele indholdet af et ukogt rå æg var noget med at være lidt sej, de havde nogengange lidt skæg med det, efter to stk. begynder halsen ikke rigtigt at ville sende det ned i maven-, men det skulle være vildt sundt på den måde. Jeg gider ikke vise billederne fra turen derefter, hvor næsten det samme skete igen, men da lå ægget pænt op ad en træstamme, og med en del spredte skaller af tømte æg omkring. Efter mine erfaringer med samfundet få dage efter tænkte jeg at det eneste udbytte var at jeg havde ædt en rævekage råt, og at det var min eneste belønning, men denne vurdering er ikke en bebrejdelse mod hverken ø'en, dens oplevelser eller mig selv.

Se godt på billedet herover, helt oppe i træroden der ligger en stylte med to trin, som jeg havde glemt der engang hvor jeg var gået over isen dertil.

Herover en pind som ligner en ripfugl, ej hvad er de der til jul hedder?

Herover ses min gummibåd, som jeg fik til min 13 års fødseldag, den virker endnu.

Herover ses et tydeligt stykke af vejen eller sporet som er der på øen, spørgsmålet er så i hvor mange århundreder det har været der?

Den sorte sten som jeg skrev om til Nationalmuseet fandt jeg ikke, men få dage efter jeg havde fået svaret, var jeg derovre og der fandt jeg et brændt træ derovre. Af asken at tyde på så det ud som at branden har været i enten 2010 eller 2011, fordi at asken ser ud som om den endnu var ret løs, i et træ ca. 5 meter derfra havde der også været ild, jeg er næsten helt sikker på at det er lynnedslag som har antændt branden. På ø'en er der flere århundreder gamle trærester at se, ikke eet eneste andet sted eller på nogen af de øvrige trærester derovre ses spor som af ildebrand. Som sagt fandt jeg ikke den mystiske sorte sten, er det en anden som har fundet den kan fanden være løs. I Arild Hvidtfelds Danmarkshistorie skrev han om en af de holstenske grever, en som hed grev Gerhard, med tilnavnet den kullede greve, der var næppe grænser for deres rov, Danmark endte på kort med at være pantsatte og helt i deres hænder. Men i samme fra Hvidtfeld ses at vistnok ved lejre eller Skjoldenæsholm skete der dem noget hvorved de opgav deres forehavende her i Danmark. Men nu er det ikke folk langvejs fra som berøver os, Poul Schlüters idol Henning Dyremose pantsatte danmarks centralnervesystem TDC væk til udlandet, så de kunne opretholde de høje ministerlønninger, så de har intet lært siden, idet de fleste lever på lånte penge betales ofte 2 eller 3 gange hvad varen koster. Her på dette link fandt jeg faktisk lidt info derom. også her.

Efter mit første besøg på øen havde jeg nogle frygteligt uhyggelige associantioner eller tanker om hvad der tidligere er foregået der på øen, men alligevel forekommer ånden der helt klart at være venlig, når jeg skriver således skal det holdes i sammenligning med en tidligere besøgendes rapport fra ø'en, som meddelte at der i heden var to sole som blændede ham, at skjulte grene spændte ben for ham så han væltede ned i brændenælderne, og at han konstant var overmandet af stikkende myg. Mine fotografiske udbytter fra ø'en har været maksimale.  De udgåede træer udgør ved fotografering fra de rette vinkler skulpturelle figurer, som kan se frygtindgydende ud, det at de ser frygtindgydende ud tror jeg er en rationel nødvendighed, det ville være bizart, såfremt det modsatte var tilfældet.

Jeg har tidligere opfordret til arkæologiske undersøgelser af Valsølille sø, og idet at der altså er en brolagt vej på bunden af søen, så må faktum være, at søen tidligere har været tørlagt, idet at det er umuligt at anlægge en vej hvor der står blankt vand, men når den under en tørlægning først er blevet anlagt, så kan den udmærket være bevaret på søbunden. Vandstanden reguleres jo ved afløbet fra søen, og sådan noget sker fortløbende, man ved at tidligere stod vandet en del højere, idet at renderne i  borgvolden oppe ved det gamle Skjoldenæsholm har stået under vand, således viser bl.a. tegningen af området på tavlen ved indgangen dertil. 

Ved min tidligere opfordring til undersøgelsen vedhæftede jeg endda en

Tilføjelse den 5. juni 2011: Nå, det var ikke meningen at ovenstående skulle afsluttes så brat, så her fortsætter jeg

de mente digtet angik en flydedok, men uanset det, så kan mudderet bruges til jordforbedring, og det er sikkert at søbunden der vil give rige informationer om stedets historie. Iøvrigt så skal jeg korrigere, jeg tror at min tolkning angående hans passage om kiøbmænd har jeg misforstået, men bogstaverne er også ret utydelige i den affotografering jeg dengang foretog.

Det største og mest dominerende maleri inde på Skjoldenæsholm Hotel er med en påfugl som motiv, og spøgskt nok kan jeg faktisk henvise til et par artikler fra i 1970'erne i et par sønderjydske aviser, som omhandlede de påfugle vi der havde gående frit omkring på mine forældres gård. Om sommeren overnattede de oppe på staldens tagryg, hanens galen kunne høres et par kilometer væk og faktisk holdt de utøj borte fra gården, hvert efterår kunne vi gå og samle de lange halefjer fra hanens hale.

Ikke for at holde hånden over rævens ægtyverier, men så vil jeg alligevel her tilføje et råd vi fulgte angående avl af påfugle: Påfuglehøner standser med at lægge æg, når den ser at der ligger ca. 2-3 æg under sig. Men udrugningsprocenten er så lav at man derved kun kan forvente at der højest kommer een levedygtig påfuglekylling ud af det. Man kan hjælpe der: Straks hønen har lagt sit andet æg, skal det ene tages derfra, så ligger den et mere, og sådan kan man fortsætte indtil hønen har lagt ca. 10-15 æg, tilsidst går der længere mellem hvert, da skal man så ligge alle æggene den har lagt, ind under hønen igen, hvor den så begynder at ruge dem. På den måde bliver det et ordentlig hold kyllinger sådan en påfuglehøne stolt kan præsentere hvert år.

Det hele her skal ikke være lutter lagkage, for at blande påfugle med barske realiteter om hvorledes pengenes magt trækker rundt med os mennesker, og om når pengene meningsløst kræver menneskeliv, så er her et link til rockgruppen Nazareth. Den dystre tekst kan I selv finde, men at det de synger om er en større del af dagligdagen tyder noget på, jeg husker en af mine kammerater medens jeg læste på maskinmesterskole, da vi kom forbi hovedsædet til en af landets kreditforeninger, sagde han: De som arbejder derinde er dem som her i byen har flest menneskeliv på samvittigheden! Vel nok et bittert synspunkt, men som altså nogen får og så galt kan det ikke være meningen at det skal være.