U N I C O R N U
Ovenstående detalierige billede indleder Thomas Bartholins Unicornu, hvor emnet er de bekendte horn, i alle udgaver. Se den 8-tals formede slange i grundplanets skygge, den er mage til den ene "roste" på det lange horns 5. ring. Hvad der er ved at krybe ud af den store munding ved jorden på det kæmpehorn jomfruen står med, kan jeg ikke helt se.
Mit møde med Valsølille sø og dens ø her for henimod et par måneder siden har sat en masse igang hos mig. Såfremt at Øen i Valsølille sø har den historiske betydning som jeg tror lige nu, så har det bibelsk betydning. Info fra Tycho Brahe planetariet omtaler at universet består af 96% "mørkt stof". Kan mørkt stof være levende? Langs Valdemarsvejen som ender ved Valsølille sø er der lokaliteter, som helt uafhængigt af nuværende beboere, kan have betydning, i historisk til blev heste dræbt på stedet når de benyttede denne vej, hestenes ejer eller kudsk, blev idømt de strengeste straffe. Den seneste gang jeg læste om at heste blev skåret i stykker omkring kønsåbningen, da lød teksten således, som om at overnaturlige kræfter var på spil. Efter min oplevelse ved Valsølille sø, så studerede jeg stednavnene op langs hvor Valdemarsvejen lå. Eet stednavn hæftede jeg mig ved: Hoppeold, såfremt overnaturlige kræfter udøver meningsløse skændselsgerninger, kan det have et arnested. Faktisk har jeg selv dernede her for ca. 14 dage siden, hvor at jeg undersøgte dele af skoven nær Hoppeold. Skulle selve fanden vise sig for mig, så var jeg forberedt: Diskret havde jeg bevæbnet mig med en tre-tandet blomsterbedsskovl, den kunne være i lommen, men der viste sig ikke noget ved denne undersøgelse. Og jeg fandt heller ingen sten eller andet i skovbunden, som var interessant nok til at jeg kunne benytte det lille stykke værktøj til at det skulle graves fri. Men tilbage til emnet, om tilsvarende meningsløs ondskab som uforklarligt sker mod heste i nutiden, så kan jeg henvise til samme slags grusomheder fra historisk tid, som troværdigt ses gengivet på et kalkmaleri i Jystrup kirke, som kun ligger få kilometer fra Valsølille og Hoppeold: Der ses et at de mest grusomme kalkmalerier som jeg nogensinde har set, en mand liggende bundet på jorden og ser til, medens bødler gennem et lille hul i hans mave trækker hans tarme ud som ved et håndhjul rulles på en vindeaksel. Måske en scene fra en tilfældig som skulle straffes, fordi han kom for tæt på Øen i Valsølille? Enten: Hvor er vi? Eller hvad er mennesker for nogen?
Sorø museum har ikke meldt tilbage om de fandt noget ved eller under de skarpe sten jeg fandt et ubefærdet sted i nærheden, de ved den præcise lokalitet, den giver jeg ikke her. Da jeg spurgte om lov til at besøge øen i Valsølille sø spurgte de om ærindet, jeg sagde arkæologisk interesse, derefter var svaret helt kort og præcist: Ingen, der er ikke nogen som får lov til at besøge øen. Sorø museum lød til at være ligeglade dermed. Jeg bemærkede for et par dage siden, at et par af landets velhavere, bl.a. Maersk netop har doneret Sorø et nyt prestigebyggeri til et to-cifret mio-beløb, sådan noget virker som at få sand i øjnene. Nu vil jeg næsten sige, jeg vil sikkert henvende mig til politiet for at få lov dertil. Altså, såfremt Vorherre er derovre, så håber jeg han ved at jeg ikke har hverken guldhorn, kleiner eller hønsefødder med, og jeg kender heller ikke noget ritual, som jeg vil bruge derovre, sådan noget må han da vide om mig, eller er det da ikke Vorherre. Som bekendt er det blevet en hellig opgave for nogen at forhindre mig i at få et relevant arbejde og en normal løn, havde jeg haft det, så vær sikker, så ville man ikke have set den slags fra mig. Jeg opfylder beskæftigelsesministerens ritual om at søge 4 job pr. uge, og nu har jeg lige været på kurus, jeg siger ikke hvad det hedder, men det er velment og de er ganske rare.
Bogen indeholder billeder, som er så modbydelige. Her må jeg for en gangs skyld krybe i ly under vingerne af en kongelig autoritet, derfor gengiver jeg ovenstående billede, i omslaget var ovenstående ægte guldmonogram, faktisk den første af de bind som jeg har studeret inde på KB, som var således udstyret.
Den strengeste er vistnok den herover, det minder om en lyre, altså et harpestrengs instrument, men ved nærmere eftersyn er det ikke, det billede er for sygt!
Jeg syntes billedet var så modbydeligt og fremmedartet, at det kunne ødelægge og faktisk inficere omgivelserne, men nu skulle det med, studer billedet grundigt! Bemærk strengene som går fra stemmegaflen oppe mellem hornene, det angår stål, men i konstruktionsmæssigt stendøde og umulige dimensioner. Det er alt andet end barnestreger, tegningen er udført med uhyre præcision. Hvad f..... det forestiller ved jeg ikke, (ja,- for anden gang!) men det giver mig en association, helt adskilt fra den latinske tekst: Jeg hørte for lang tid siden i sundhedslære, det var angående følgerne af hudlæsioner fra hhv. en rusten jernplade og et skarpt stykke rustfri stålplade:
Derom sagde læreren at en læsion fra rustfrit stål er meget længere om at hele sig. Det virker selvmodsigende, idet en rusten stålplade medfører jordbakterier, men pointen var vistnok at netop jordbakterierne på en naturlig måde aktiverer immunsystemet, det sker ikke ved en læsion fra rustfrit stål, men derimod er den åbne læsion, hvor immunsystemet ikke er aktiveret, (altså fra rustfrit stål) en åbning ind i kroppen for dødbringende infektioner, af virus-eller bakterietyper, som kroppen under almindelige forhold ikke påvirkes af. Problemstillingen kan minde lidt om det paradoks som sygehusene kæmper imod, at de netop har stor smittespredning af sygdomme, i et mønster, som ellers ikke ses andre befærdede steder. Her uden varsel skal jeg ikke komme med nogen patentløsning på dette problem indenfor sygehusene, men for mange år siden benyttedes mudderbad mod infektioner. Igen, krudt og kanel hver for sig: Man skal ikke leve som svin, og ejheller opereres i mudderbad, det her er for fagfolk på højt plan. (skal man nu til at operere økologisk?)
CARL FERDINAND HOMMEL'S BOG OM GULDHORNENE:
Carl Ferdinand Hommel indleder sit værk med at det var "die juden", (i hans eller den daværende forståelse) nærmere betegnet hvad han kalder en sekt af Sabucæer, står der vistnok, som er de eneste, hvor at i deres tempel en guddom bekendtgjorde sig overfor dem. Det er skræmmende forhold den Hommel beskriver på siden ovenfor.
C. F. Hommel's værk om guldhornene er faktisk interessant på flere måder, såvidt jeg forstår af teksten er det ham selv som har udført tegningen af det lange guldhorn, i vistnok1769. Derpå ses to styk af hornets figurer udført med "sortben". De to figurer ses på tegningen herover, det er hhv. bueskytten og krigeren med krumsabel, personen med de to brækkede spyd ses med delvist sortben. Via den kan der være en sammenhæng: På det brækkede horn er det "den ubekymrede selvmorderske", på nederste ring som har "sortben", hun står også med to ens dolke, een i hver hånd, men begge rettet ind mod siden af maven. Benstillingen på de to figurer kan umiddlebart fremstå som årsag til en skyggevirkning, som giver sortbenet, men sammenholdt med helheden virker det som om det ikke er tilfældet. Fra billedet herover kan jeg passende henvise til det første faktum jeg bemærkede ved guldhornstegningerne af det lange horn: Bueskýtten er enarmet, han holder kun pilen, buen er i samme streg som ryggen af den punslede ånd. Det er bevidst, man ser ikke hans hånd, alle andre figurer på hornet ses begge hænder. Derfor, hornet er fantom armen, den guddommelige kraft. (bemærk, hornspidserne på Hommels bue vender udad, på "den syge lyre" fra Bartholins Unicornu vender de indad, (pu-ha, heldigvis for denne lille påstand))
Hommel meddeler udtrykkeligt at den person jeg kalder oldingen, som andre kalder præsten, den ser han som ingen ringere end himmevogteren selveste Heimdal. Umiddelbart er hans funktion den samme som en valkyrie, men indenfor mytologien er valkyrier vistnok kvindeskikkelser.
Han omtaler kun helt kort det brækkede horn fra 1734, og der er ingen tegning af det.
Mvh Kuet A den 02/09/08