aggesen.dk

Som nævnt startede hele denne sag ved et besøg hos lægevagten i Roskilde den 03.02.2010, som ikke fandt hhv. mellemørebetændelse og alvorlig lungebetændelse hos min yngste søn, (det var det udviklet sig til en uge efter) men at vagtlægen istedet mente at jeg var syg, og som jeg virkelig blev under besøget. Jeg blev så syg at jeg måtte ligge ned på og fravalgte at køre bil, tilsvarende er aldrig sket for mig før, kun de gange at jeg ved eget vidende har indtaget alkohol, som jeg har det fint med, men her havde jeg fået noget så jeg ikke engang forsøge at rejse mig.

Jeg blev derved indlagt, og erfarede efter udskrivningen bl.a. neurologiske skader, samt erindringer om død og genoplivning. Derfor ønskede jeg opklaret, tildels hvad der var årsag til det anfald der bevirkede indlæggelsen, og hvad der skete under indlæggelsen. Misvisende information om anvendt medicin under indlæggelsen fik mig straks til at skrive til ombudsmanden, hvorved at jeg fik et møde med overlæge Henrik Folger, hvorved at jeg fik sagsakter, men hvoraf der kun fremgik at der havde været problemer med tildels mængden af tildelt medicin samt nogle urolige forhold.

Min nysgerrighed om hvad der kunne være årsag til de skader som jeg blev pådraget under indlæggelsen fik mig til at søge behandling hos distriktspsykiatrien. Desværre viste det sig den ene gang efter den anden, at psykiater Lars Møller ikke ville høre om at jeg var blevet skadet, han optrådte truende og med løftet finger, så jeg dæleme klappede i, når jeg spurgte dertil. Jeg har virkelig haft tillid til den slags og det fag, det har jeg ikke mere, desværre. Jeg håber alene at Lars Møller er en plet på sig fag, men han kan også være blevet pålagt at være sådan overfor mig, jeg husker at en af mine tidligere læger, Jan Baggers, og som jeg virkelig havde tillid til, han var i 2006 blevet mødt med en løftet pegefinger fra Roskilde Sygehus, da han ønskede en mere klar diagnose ud fra røntgenbillederne af min hals.

Jeg har forholdt mig til deres fag, det de kalder elektrostimulation er at sende mindre mængde strøm gennem hovedet, end som benyttes ved henrettelse, de mest sårbare synapser ude i hjernens periferi afbrændes ved elektrostimulation, tilsvarende træets blade, eller andens fjer. Ved henrettelse er elektrostimulationen oppe i en styrke, hvorved ødelæggelsen straks bredes ind til centrale dele af hjernen hvorved også træets grene brænder eller steges. Tilsvarende effekter kan også fås med medicin, antipsykotika lukker af for blodets iltforsyning til hjernen, hvorved først de små kar (bladene eller fjerdene) ødelægges. At beskrive et fags værktøjer så kort men præcist, bemærkede jeg at selv overlæge Henrik Folger følte som et nedladende slag mod sit fag. Således som samfundet er, da vil der være behov for psykiatri, men kun ved forbrydere må tvang eller tilsvarende anvendes.

Det er stadigvæk generende for mig at mærke et stort koldt område i min pande, og de følelsesdøde områder håber jeg igen og igen er ved at være borte, men nogengange giver de sig til kende. Jeg er en som ser lyst på tilværlsen, men jeg er bedrøvet over det der her er sket, hjernen er der for at passe og styre kroppen, hjernen har aldrig været min fjende, og jeg har svært ved at tro at det som skete kan være sundt.