Kurt Christian Aggesen

Dunhammervej 31 den 08.04.07

4000 Roskilde

Tlf.: 46786434

e-post: aggesen@kabelmail.dk

Til Sundhedsvæsnets Patientklagenævn

Hermed vil jeg klage over behandling hos rheumatolog Jørgen Barslev Aps, Hestetorvet 10 C

Klagen angår tre forhold:

Når lægen vælger at en konsultation alene skal angå en mundtlig besked fra lægen, så bør lægen tage hensyn til at det eventuelt er en smerteplaget og /eller sygemeldt person som smerteplages af sin bevægelse, og tilbyde at konsultationen kan foregå via telefonen. Det gør Barslev ikke.

Barslev tilstræbte ikke at yde lægehjælp, idet han ikke ville give ledfunktionsbedrende medicin, tilsvarende hvad der tidligere har hjulpet. Istedet gjorde han tildels samme valg som sin kollega Birte Thuesen, og tilgodeså dermed ensstemmighed mere end sin lægegerning.

Seneste undersøgelse hos Barslev var useriøs, den var pænt sagt chikanerende.

I december 2006 gav min læge mig en henvisning til en rheumatolog, hvortil at lægen havde meddelt at jeg ønskede at prøve en myocrisinbehandling. Jeg kontaktede Barslev, han sagde først at der var 3 mdr's ventetid, han rettede det dog til 2 mdr.'s ventetid fordi han kunne se jeg havde været hos ham tidligere. Dermed fik jeg at vide at han tilgodeså mig. Han vidste at jeg var sygemeldt, undersøgelsen varede ca. 2 minutter, og udstrak sig til at han ønskede at se en blodprøve på mig. Jeg fortalte ham dog om mine ledsmerter, og at der ved en længe ventet undersøgelse på Rigshospitalet blev diagnosticeret og således for føste gang sat ord fra en læge på de skader ved 2. og 3. halshvirvel, som har været at se på rtg. siden 1995. Dertil spurgte han alene hvilken ortopædkirurg der var som havde henvist mig dertil, han opfulgte mig svar ved at spørge om det var ham på Ellebæksvej i Køge, måden han spurgte var næsten lidt fjendtligt, der var ingen positiv mine fra Barslev om opklaringen. Han meddelte dog forståelse for at behandlingen var delt op på hhv. de skævtstillede og destruerede halsled som Righospitalet tog sig af, og så de øvrige led, som i de senere år er begyndt at smerte i tiltagende grad. Da jeg en uges tid derefter kom til konsultation, sagde han at blodprøverne var fine. Idet min praktiserende læge havde henvist mig med henblik på en vævsløsnende Myocrisinbehandling spurgte jeg dertil, men Barslev svarede bestemt at dette middel brugte de ikke. Istedet sagde han at jeg så måtte hen til røntgenmanden, og at jeg ville få en indkaldelse dertil. Kort tid derefter fik jeg en indkaldelse til røntgenundersøgelse den 24.04.07, hvor der skulle tages billeder af følgende led: højre og venstre håndled, højre og venstre albuer, H.V. skulderled, H.V. hofteled, allesammen fra flere vinkler. Dvs. mindst 10 stk. røntgenbilleder af de største led. Få dage derefter ringede jeg til Barslev for at høre hvilken hjælp disse røntgenbilleder kunne være til. Han svarede at dermed kunne det vise sig om nogen af leddene skulle udskiftes. Jeg svarede at jeg ikke ønskede denne røntgenundersøgelse foretaget, idet at jeg var generet at tør hud lang tid efter røntgenbestrålingen, specielt her efter den seneste intense CT scanning på RH. Endvidere havde jeg meddelt at smerten var ens på alle de led som nu skulle røntgenfotograferes, derfor havde jeg svært ved at forestille mig at udskiftning af et enkelt af disse led ville få nogen betydelig gavn, og endelig meddelte jeg ham, at jeg havde svært ved at se på hvilken måde han kunne hjælpe mig, idet den hjælp som jeg havde bedt om havde han afslået. Så spurgte han om han skulle afbestille røntgenundersøgelsen, det svarede jeg ja til, og således sluttede det.

For det første virker det hånligt, at når lægen i forvejen ved at man er plaget af ledsmerter, at man så skal tage på denne lange tur ned i klinikken, med forberedelserne lægges derved beslag på næsten en halv dags smertende anstrengelser. Begge konsultationer kunne ligeså vel være foretaget via telefonen, men han bad om besøgene i klinikken. Jeg har hørt at der er en del andre som har oplevet det tilsvarende.

Gigtlægernes envejs kommunikation svarer til afrikansk behandling, hvor autoriteten alene skal fremmane helbredelse. Envejskommunikation dækker dog mest over usikkerhed. På dette punkt er det at tandlægerne har en suveræn erkendelse af mennesker, idet de har præcise erfaringer med smerte og effekten af lokalbedøvelse. Sundhedsvæsnet har meget at lære.

Gigtlægerne udskrivning af NSAID medicin mod gigtlidelser ser ud til at være nytteløs på lang sigt. NSAID har effekt, derom ingen tvivl, af egen erfaring ved jeg at NSAID er betændelsesbremsende, f.eks. kan en tandbyld dukke op efter en periode hvor man ikke har taget NSAID. Jeg fik en tandbyld til at forsvinde ved at knuse lidt af en Diclofenac og trykke massen ud omkring tanden. Det bekæmper betændelse. Men langt de fleste som plages af gigtsmerter har ingen form for betændelse ved leddene. Man kalder det inflammation ved leddene, men som bekendt er disse ledinflammationer betændelsesfrie. Derfor er den antiinflammatoriske effekt i bedste fald spidt, i væste fald, men ret sandsynligt svækker det immunforsvaret. Man er bekendt med medicinskader på fostre. Nu har jeg 4 kernesunde og skønne børn, den yngste er 2 år. Derved får man også erfaringer, og som far er man opmærksom på alt i deres færden, indirekte at give dem mental styrke er noget af det vigtigste, det lykkes, mine børn er vellidte og de stråler af selvtillid og styrke. Dermed er jeg ikke blind overfor svagheder, jeg synes at kunne spore eksempelvis et lidt svækket immunforsvar hos den yngste. Alt i alt har han været syg 3 gange, hvor at vi har skullet benytte antibiotika for at få bekæmpet lungebetændelse. Han havde det igen her for ca. to måneder siden, men da kom han sig over det af sig selv, således er hans immunforsvar nu opbygget, men hans genetiske immunforsvar har ved fødslen været svækket, men mentalt og fysisk var han udtalt stærk. Det kan godt være nogen vil trække lidt på smilebåndet, men jeg er ret sikker på at man kan spore påvirkning af såvel børns adfærd som sundhed tilbage til perioden inden faderen befrugtede kvinden. Dengang havde jeg haft et højt forbrug af NSAID i flere år forinden.

Dernæst er der den bedøvende virkning af NSAID som hos mig har minimal effekt på halshvirvelsmerten. Neurolog Erik Boisen ordinerede bl.a 3-4x600 mg. brufen dagligt, han sagde at den sløvende virkning fortager sig efter kort tid. Her 12 år efter kan jeg meddele at denne dosis til stadighed bevirker fordobling af søvnbehovet hos mig. Det var så generende hos mig, at jeg fik svært ved at holde mig vågen, bl.a. når jeg kørte bil. Så fik jeg foretaget en søvnndersøgelse på Sønderborg Sygehus, selvom af jeg fald i dyb søvn fire gange på den formiddag hvor jeg blev målt, så meddelte en overlæge som hed Worm at mit søvnmønster var normalt. Mht. deres mål for REM-søvn så ved jeg at det sætter ind straks når søvnen begynder, jeg klagede over det og ønskede en ny foretaget idet jeg ønskede medicin mod det store søvnbehov, men det kunne jeg ikke få. Men jeg har jeg selv lært at bruge brufen: 1x 600 mg. hver anden eller tredie dag, så mærker man ikke noget særligt til øget søvntrang. Istedet må bevægelse og fysisk aktivitet reduceres til et minimum, ellers er straffen ekstra smerter, jeg har forsøgt at dulme disse med eksempelvis kodein, dette kan jeg ikke tåle længere, ganske lidt kodein får min tunge til at klæbe fast til ganen, så jeg ikke kan deltage i samtaler. Atamir og Myocrisin som jeg ønskede bevirker ikke øget søvntrang, og såfremt gigtbehandlingen havde foregået med disse midler ville der ikke være pådraget medicinskade i de øvrige led.

Jeg har redegjort for hvorledes at kviksølv fra eks. amalgamfyldninger bevirker kontraktion i ledvævet. Kontraktion, dvs. indsnævret væv giver besværliggjort stofskifte ved leddene. Dette er den præcise årsag til gigt. At man tolker leddets deraf følgende inflammation og ledfladernes sammenrivninger som en betændelse, og medicinerer derefter, det er i bedste fald nytteløst, og i bund og grund skadene, idet NSAID blødgør alle kroppens ledflader. Derfor vil NSAID være årsag til gigtsmerter fra de øvrige led, som derved gennemtrædes under almindelig aktivitet. Her for nylig så jeg at guld benyttes som sonde i et nylig opfundet måleapperat som bruges ved miljøundersøgelser, idet at guld reagerer og opfanger de mindste spormængder kviksølv, som derved præcist kan måles. Dette faktum hænger jo pænt sammen med min forklaring på disse to metallers modsatrettede vævspåvirkninger, idet at guldionerne opfanger de giftvirkende kviksølvsioner. Jeg har et sted nævnt at benyttelse af kviksølv i tandfyldninger er sundhedsvæsnets, eller rettere medicinindustriens største indtægtsgrundlag. I 1939 meddelte en Stokholmsk professor at hans undersøgelser viste af benyttelse af kviksølv i amalgamfyldninger var den største synd som blev begået mod menneskeheden. Miljøstyrelsen er de eneste som betegner enhver form for kviksølv og dets forbindelser som giftige og neurotoksiske, Sundhedsvæsnet er ligeglade dermed. Staten sparer på kort sigt penge dermed, idet at helbredelse så må søges i privat regi. Den lange strategi er staternes opløsning idet staten med sin udpining og oppositionelle indstilling til folk alligevel har mistet folkets tillid, modersmålet gøres til en taberlyd. Så kan internationale businessmen få frit spil, og så er der mennesker nok at tage af, umenneskeligt.

Jeg har tidligere redegjort for gigtmidlernes effekt ved gigt. Eks. Diclofenac er det NSAID gigtmiddel som jeg bedst har kunnet tage. Derudover har jeg oplevet en uventet påvirkning på en mild tandbyld/rodbetændelse i forhold til mit indtag af NSAID. Jeg holder pauser i indtaget, idet at det bedrer den ledsmertelindrende effekt; under pauser har jeg flere gange oplevet at det kan begynde at dunke ved en ulmende rodbetændelse; her for ca. 2 måneder siden blev trykket derfra noget generende, derfor knuste jeg lidt Diclofenac og trykkede massen godt sammen om det dunkende tandkød. Efter denne behandling har der været ro derfra; det tankevækkende derved er at midlet havde klar effekt overfor en dybtliggende infektion, det er vel den samme hæmmende virkning på mavens mikroflora der kan give tarmgener ved NSAID. Alt i alt en effekt som der i bund og grund ikke er brug for, idet slidgigt er betændelsesløst, men virkningen kan efter lang tids brug svække immunsystemet.

Der er flere som har anbefalet mig at få indsat guldimplantater. Jeg var begyndt at spare op dertil, en lokalbehandling af nakken dermed koster ca. 5000 kr. Men efter at jeg i foråret 2006 blev opmærksom på halsskadens karakter ved rtg. billedernes udseende, var jeg klar over at det i bedste fald var alt for sent at forsøge med guldimplantater. Siden år 2000 har jeg efterspurgt lægerne om myocrisinbehandling, der er et systemisk virkende guldsalt. Denne metode er klart at foretrække frem for at få vævet omkring gigtlidende led perforeret og forsynet med guldstifter. Men det er sundhedsstyrelsen som har monopol på myocrisinbehandling, ved min sag forekommer som om at kun få udvalgte har ret til at få genoprettet helbreddet med dette middel.

Af sundhedsstyrelsens materiale om myocrisin fremgår at der benyttes ialt ca. 1000 mg guldsalt en gennemført behandling, som almindeligvis strækker sig over eet år. Råvareprisen for 1000 mg. eller 1 gram guld er ca. 275 kr. Til sammenligning har lægerne ordineret mig nytteløs og skadende medicin for ca. 60.000 kr over de 12 år. Penge som går direkte til medicinalindustrien, imens at jeg har gået og lignet et degenereret tilfælde, den slags benyttes for at retfærdiggøre at der skal andre gener til.

Men der er altså nogen som ønsker at retfærdiggøre at der skal andre gener til. Der er penge og information det angår, dermed ønsker de kontrol over folk og deres skæbner. Verdenbanken belønner desværre denne afvikling, jeg er ikke den eneste som bemærker dette.

Jeg tror ikke at læge Barslev er så meget dårligere end andre gigtlæger. For ca. 4 år siden blev jeg henvist til gigtlæge Per Bugge her i Roskilde. Idet at gåturen derhen havde været en del længere end hvad jeg havde forventet, så var jeg ret udmattet da jeg ankom til hans klinik, og det var sidst på dagen, der var ingen andre patienter der, så lægen modtog mig direkte. Jeg har intet behov for at blive befølt af en læge. Men medens at jeg befandt mig i mit overtøj meddelte lægen mig siddende i sin stol og med et bredt grin, "dig kan jeg ikke hjælpe". Dette besøg var en større krænkelse end hvad jeg siden oplevede, men jeg fik ikke skrevet en klage over det, idet at min læge gav mig noget af den slags medicin som får os til at tie stille, og det er jo endnu værre, idet det er den mest effektive metode at bekæmpe folk, og det er ikke hvad jeg bad om.

Per Bugge har alene vurderet mig ud fra den forvredne holdning som er værst efter betydelig fysisk aktivitet, han har vurderet (eller fået besked på) at der intet var at gøre, og at jeg således var en med dystoni. Det er udbredt at læger tror det skyldes enten en medfødt eller opstået fejl i basalganglierne eller noget med hysterisk grundlag. Men hos mig er den forvredne holdning altså genereret af ledsmerte, og på dystonilaboratoriet her i Roskilde er der siden er foretaget grafisk optegnelse deraf, og denne viste at jeg ingen sporbar dystoni har.

Klagen har derfor en generel karakter. Mine mange ubehagelige og krænkende erfaringer har derimod sin rod på Sønderborg Sygehus hvortil at jeg i 1995 blev henvist til rheumatologisk undersøgelse. Derunder blev min hals røntgenfotograferet, men en synlig skade ved 2. og 3. halshvirvel blev ikke kommenteret på diagnosen. Skaden burde allerede dengang have været behandlet kirurgisk. Heldigvis er det på rtg.95 at skaden er tydeligst at se, de seneste billeder fra 2005/6 er faktisk ret slørede. Men istedet har jeg i de forløbne 12 år fået bl.a. NSAID medicin. En af virkningerne ved disse midler er at ledbrusken blødgøres og derfor hos nogen virker lindrende. Det er hvor der er tale om almindelig slidgigt. En fejlstillet eller slagskadet halshvirvel kan NSAID ikke have en chance for at give lindring ved, det svarer til at benytte midlet mod ledbrud, det kan man ikke. Resultatet er også tydeligt: Ophørt ledfunktion, skævt sammengroede hvirvler. Men idet at ledbrusken i kroppens øvrige led blødgøres kan den ikke tåle den last leddene udsættes for, langtidsvirkningen er derfor at ledfladerne trædes igennem, og så har man udbredt knoglesammenrivning i ledfladerne. Dette faktum er ikke helt nyt, det har været beskrevet i fagpressen. Således er det fejldiagnosen og den forkerte medicinering som er årsag til at jeg de seneste par år i tiltagende grad plages af gigtsmerter fra næsten alle kroppens led.

For nogle år siden blev jeg tilbudt psykiatrisk behandling, pga. sundhedsvæsnets virkningsløse behandlinger. Psykiater Peter Stiggaard Jensen mente at hypokonder var den værste lidelse man kunne få, efterfølgende så jeg på praktiserende lægens skærmbillede at denne betegnelse nu var hængt på mig. Så lukker lægerne ørerne, og det er ikke sjovt. Jeg mindes ultimo 2002, hvor at knæsmerter udviklede sig til at benet blokede af smerte. Men da jeg henvendte mig til lægen ville hun ikke høre på mig, dog blev jeg tilbud noget stærkt antidepressiv, men det hjalp jo ikke, men det var næsten umuligt at få undersøgt benet, tilsidst blev der ved en kikkertoperation fjernet en plicadannelse fra det ene knæ's ledflade på Køge Sygehus; jeg husker godt hvor forbavset lægen var over at kirurgerne fandt en skade. Men som sagt, forinden mente lægen bare at jeg skulle tage mere bedøvende medicin. Jeg kan ikke klage over psykiateren, og jeg vil ikke fordømme hans fag, godt vi har dem, jeg kender til fortvivlelse. Man skal blot være opmærksom på at deres konklusioner er begrænset af den begrænsede viden de får, samt hvad og på hvilken måde patienten får sig meddelt derved. En psykiatrisk vurdering på en med tandpine har ejheller nogen værdi . Psykiateren stolede på data Sønderborg Sygehus, han troede ligesom jeg gjorde dengang, at jeg var forsvarligt undersøgt der. Hans udgangspunkt var at neurolog Erik Boisen i november 2001 skrev at han stærk frarådede videre somatiske undersøgelser på mig, og at der alene skulle foretages psykiatrisk behandling. Overfor mig havde han omtalt lobotomi som en sikker men ireversibel behandling, dengang forholdt jeg mig ikke særligt kritisk dertil. Uden min bevågenhed som jeg nu er ved at genvinde og min grundige revision havde neurolog Erik Boisen/Sønderborg Sygehus sendt mig hjælpeløs i helvede, jeg har følt og erfaret det til rigelighed. Og jeg kan dokumentere det.

Psykiatrisk behandling mod plicadannelse i knæet !!!!!!!

Psykiatrisk behandling mod skævt sammengroede halshvirvler !!!!!!!

Jeg kender ikke nogen som har fået tildelt betegnelsen hypokonder, men på mig er det en ubegrundet forbandelse, som kan have sin rod i erhvervspolitisk spil eller interesser. Sundhedsvæsnet bør være ekstremt varsom med den slags betegnelser, idet at læger som i og for sig kan være fagligt dygtige, når de ser betegnelsen, da tilsidesætter de deres fag for istedet at være loyal mod en forkert diagnose, og det er urimeligt for alle parter. Jeg vil ikke udryddes, jeg vil behandles for den fysiske skade jeg har, og genoptage mit erhverv samt få et normalt socialt liv igen.

Jeg har med forbavselse bemærket at Sundhedsvæsnets patientklagenævn godtager at en af mine foregående læger nægtede mig ledfunktionsbedrende medicin, og at lægen istedet forsøgte at overtale mig til at tage Rivotril. På folk som mig der ikke har epilepsi virker den slags midler som en vedvarende stærk alkoholrus og giver vaklende gang, men uden alkoholpromille. Tilmed får man maskeansigt med stivkrampesmil, det opfattes af andre som undertrykt begær. Dette er en social katastrofe, som den medicinpåvirkede egentlig ikke har magt over, situationen kræver virkelig grundig omtanke. Det som kan lade sig gøre er helt kortvarige visitter hvor man er fysisk udhvilet idet tiltagende ledsmerte accelerer stivkrampesmilet, ellers bør man vælge social isolation, medmindre man accepterer en rolle som nar. Jeg er ret sikker på at havde jeg ikke meget hurtigt fravalgt disse medicintyper, hvor virkemekanismen er afbrydelse af blodforsyning til hjernen, så havde sundhedsvæsnet dermed fået mig gjort mentalt invalid. På baggrund af den gode sagkyndige vurdering som Patientklagenævnet fik foretaget i min sag nr. 030460-2147/2 hos Patientklagenævnet, og at jeg dokumenterede at en neurolog hun havde henvist mig til, omtrent samtidig skriftligt havde tilbudt mig dette præparat, så virker det indspist og betænkeligt at Birthe Thuesen benægter forholdet, men det er vel fordi midlet er mentalt invaliderende på mennesker der som jeg ikke har epilepsi. Jeg har ikke oplevet smertelindring med antiepileptika, de gav istedet opførsel og gang som en beruset, snøvlet tale og en bragende hovedpine. Disse bivirkninger gav uønskede sociale konsekvenser. Sundhedsvæsnet burde skamme sig over at tildele den slags til folk, når der ikke forinden er foretaget en forsvarlig undersøgelse, og når man ikke kan tåle det, det er sikkert derfor at Birthe Thuesen benægter at hun tilbød mig det. Man burde foretage en undersøgelse af hvor meget livet afkortes hos de mennesker som får tildelt den slags hjernereducerende medicintyper.

Jeg tager imidertid ikke denne af Jeres afgørelser så tungt, idet at jeg efterfølgende har medtaget den i min sag mod staten Danmark til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, og kort efter årsskiftet fik jeg besked derfra at de har taget sagen til behandling. Herværende redegørelse vil jeg endvidere benytte som delakt til mit erstatningskrav hos patientforsikringen.

Godt min kone fik mig slæbt mig med her til Sjælland i starten af 2002, ellers havde jeg været parteret. I min sag mod staten som starter med årsagsmuligheder fra omkring 1984 har jeg iøvrigt dokumenteret at der kan være en sammenhæng mellem erhvervspolitiske chikaner mod mine tidligere virksomheder i Sønderjylland og mine problemer med sundhedsvæsnet. Men som jeg har skrevet et sted, en person med en ubehandlet ledskade i halsen er ikke tillidsvækkende, enhver tænker: Ham er der noget galt med. Men jeg er blevet forsigtig. Man får erfaringer og lærer meget om mennesker, livet som sådan er dog for uværdigt og krænkende, og ingen bør ønske sig det, fordi den lave sociale rang medfører et minimum af valgmuligheder. Min tankegang er rationel som en smed, og jeg behersker 100% dette håndværk. Men retten til blot at blive behandlet har jeg måttet tilkæmpe mig.

Min anklage kan bevises, idet at røntgenbillederne fra 1995 som blev taget på Sønderborg Sygehus burde have fået lægerne til at udføre en forsvarlig ortopædkirurgisk undersøgelse, men det gjorde de ikke. Disse billeder har jeg liggende herhjemme.

Med venlig hilsen

Kurt Chr. Aggesen