Mine mange henvendelser dertil skal ses lidt i lyset af, at efter min ansættelse hos AP.Møller, var der som spredt gift foran mig, ingen steder kunne jeg få ansættelse. Inden min ansættelse hos AP.Møller var jeg efterspurgt arbejdskraft. Min ledige tid benyttede jeg til at studere og forske i forbedringer, mine løsninger havde jeg erfaret virkede, og uden en virksomhed at levere ydelsen til kunne det jo gå gennem innovationsmiljøerne. 

At min ansættelse hos AP. Møller skulle blive så fatal for mig tror jeg skyldes følgende: I starten af 1984, hvor jeg første gang var ude som aspirant, meddelte overstyrmand Marinus Lauersen mig at jeg havde fået en hilsen fra Emma. Andet sagde han ikke. Jeg kunne ikke lige placere hvad det skulle betyde, men han sagde, køb du et postkort og skriv du bare lidt tilbage til Emma om hvor godt vi har det. Således gjorde jeg så, ganske intetsigende skrev jeg, her har vi det godt. Men at det hos rederiet faldt i dårlig jord erfarede jeg blandt andet ved at overstyrmanden kort derefter gik rundt og råbte motherfucker hele tiden. Når jeg tænker tilbage må det konstateres, at tiden ikke var så rar derefter, men ubekymret som jeg var, så f.eks. kom jeg op at køre fra med en bil fra havnen hvor skibet lå kort efter; de fortalte om at de boede nabo til en alligatorfarm, denne fik jeg lejlighed til at besøge uofficielt; jeg tænkte at jeg ville have lid souveniers med derfra, jeg fik adgang til der hvor de smider de slagtede alligatorkadavere ud, således har jeg stadig et næsten komplet sæt tænder derfra, kæbebenet var over en halv meter langt. Naboerne som havde adgang til at åbne indhegningen forsikrede mig at der ikke var alligatorer lige der, de fulgte mig ikke derind, men jeg så altså heller ingen levende alligatorer.

Omstændighederne hvorunder denne for mig at se harmløse misforståelse skete var, at min overordnede roste mit arbejde og sagde, Kurt hvis bare vi havde en af din slags på hvert af skibene, så ville rederiet rigtigt tjene penge. Jeg havde jo tidligere været hos livgarden, sådan en hilsen fra skibsrederens hustru  tænkte jeg så måtte svare lidt til at man hos livgarden uddeler Dronningens guldur til en dygtig garder. Det skal også ses i det lys,at jeg godt kan tåle ros; min arbejdsgiver de fire foregående år inden jeg blev ansat os AP.Møller omtalte mig således overfor andre: uanset hvad vi sætter Kurt til, så får han det til at køre.

Først da jeg kom på maskinmesterskolen igen fik jeg at vide at min gode kammerat fra Svendborg maskinmesterskole, Claus Ågaard havde været på et skib som hed Emma Maersk, så var det at een brik faldt på plads. Solidt bidraget af overstyrmanden havde jeg misforstået hilsenen, den var ikke fra rederiet, men fra min siddekammerat fra maskinistskolen. Om det er denne, for mig at se harmløse misforståelse som virkelig er faldet i så dårlig jord, at det kan have medført den forbandelse, som jeg siden har været fulgt af, ved jeg ikke, men det jeg kan gøre er at nævne de væsentligste af krænkelserne siden, det vil jeg hellere gøre end at lade det være usagt.   

Her vil jeg så indføre, at for ca. een måned siden, da bad jeg min læge om at få foretaget en skanning af mit hoved, af følgende grund: Fra de sidste par måneder, medens jeg var på gastankeren Sally Maersk i 1984, og ca. 1-2 år frem, da havde jeg en ret konstant smerte øverst på næseryggen, midt mellem øjnene. Der var ingen mærker eller afvigende hudfarve. Jeg spurgte dengang min læge om det, han svarede at de kunne stamme fra et sprængt blodkar, men som sagt havde der aldrig været noget at se udefra, og der blev ikke gjort mere ved det. Men i sommeren 1984 fik jeg en ret voldsom hudlidelse, der kom kraftigt psoreasislignende udslæt omkring kønsorganerne, lårene og maven. Jeg fik lidt kortisonsalve at smøre med og udslettene gik væk efter nogen tid. Salven indeholder binyrebarkhormon, tilsvarende hvad hypofysen styrer dannelsen af. Her de sidste 12 år har jeg været plaget af tiltagende slidgigt i halshvirvlene, mod dette benyttes også binyrebarkhormon.

Så er det at jeg summerer følgende: Smerten mellem øjnene, som jeg havde op til et par år efter 1984, efterfulgt af udbredte tegn på hypofyseinsufficiens. Inden AP.Møller var jeg efterspurgt, efter jeg opsagde min ansættelse hos dem, var det omtrent umuligt for mig at få ansættelse, og jeg blev oftest opsagt efter få måneder uden begrundelse. Man har forsøgt a fremstille mig som en vanskelig person, og de indtægter som at jeg alligevel opnåede blev gang på gang frataget mig. 

Derved synes det som om at jeg har været udsat for en skadegørende bestråling fra en genstand, som jeg enten har været helt inde på, eller som har været rettet mod mit hoved under søvn. Lægen valgte af få foretaget blodprøver som viser hypofysefunktioner, som de er idag, og de viste at funktionerne er normale. Ved min samtale med lægen derom sagde han at såfremt der var sket strukturskade kunne spor sikkert stadig ses ved en skanning. Indledningsvis bad jeg lægen om at få en skanning fra 1996 at se. Ved en neurologisk undersøgelse i 2001 begrundede en neurolog at min sygdom kunne skyldes en fejl i basalganglierne, disse ligger bag hypofysen. Jeg ønsker at få det undersøgt, for at se om jeg har været udsat for en arbejdsskade, eller om der er med overlæg, uden mit vidende, og uden at det måtte ses, er gjort skade på mig.

Inden min ansættelse hos APM var jeg efterspurgt arbejdskraft, og jeg havde højtlønnede stillinger, siden jeg opsagde min ansættelse der har jeg været forfulgt af uberettigede indtægtsfratagelser. Forinden min ansættelse hos APM skrev jeg aldrig een skriftlig ansøgning, jeg fik de stillinger som jeg ønskede. Ved min ansættelse hos APM var det ved min første skriftlige ansøgning nogensinde. APM er dem som  har tilstrækkelig økonomisk magt til at iværksætte en landsdækkende isolation fra arbejdsmarkedet. Efter jeg sagde op hos den har jeg skrevet henimod 500 ansøgninger, og kun med dårlige resultater. Jeg var også tilmeldt arbejdsformidlingen, og jeg forventede derved at få arbejde ved storebæltbroen, men de ville ikke engang give mig arbejde der, selvom at jeg under APM i 1983 arbejdede på flere borerigge på nordsøen. Jeg rejser sagen nu, idet at jeg stadig og ret konstant møder afvisning på den måde, at efter mine sager har været inde, får jeg ubegrundede afvisninger.

Det alvorligste er at sagen har udviklet sig til at det klart kan konstateres at jeg igennem en årrække har været udsat for medicinsk mishandling fra min læge. Jeg har slidgigt, som har udvilket sig til smertende spondylose. Lægerne har tilstræbt mental invalidering ved forkert medicinering, med tildeling af antiepilepsimedicin som gav perverteret mimik, sederende medicin og tilsvarende istedet for at mindske ledsmerter.  I 2002 fik jeg leddegigtmedicin, det hjalp så meget at jeg igen kunne gå uden halskrave, ved mine utallige forespørgsler om guldsaltet myocrisin mod ledsmerten har lægerne nægtet mig medicinen, som om at de er blevet bedt om af lade mig gå ubehandlet, "så alle kan se hvilken idiot han er". Jeg er ikke psykiatrisk patient, og har aldrig været indlagt, men den manglende behandling af ledsmerterne forekommer som et forsøg på at gøre mig til psykisk lidende. Ledsmerten gør at jeg afholder mig noget fra sociale relationer udenfor familien, jeg er 45 år, har kone og fire skønne, sunde og velfungerende børn.