At fange en forbryder og de ca. 3 gange jeg reddede menneskeliv:

1: At fange en forbryder:

Her vil jeg indsætte beretningen om en meget ubehageligt tid, som Anette og jeg havde, de første ca. 1½ år på gården i Tinglev. Egentligt er det mig lidt imod at hævde mig selv i forbindelse med andres ulykke, men blandt de mange reaktioner på indholdet af min hjemmeside fik jeg for nogen tid siden en kommentar, fra en person i Eggebæk, en landsby nær landbruget jeg havde ved Tinglev.  Med voldsomme trusler fremførte han kommentarer, som viste at han var forkert på den, det virker som om at Gerhard P havde fyldt han med usandheder. Såfremt nogen skal være i tvivl om hvad der reelt skete, så kan jeg henvise til at der blev optaget politirapport om episoden. Efter at jeg havde fanget ham, så kom det frem at Gerhard faktisk lå uægteskabeligt i med storebroderens kone, til ham som ved en mailhenvendelse, for ca et år siden forsøgte at skæmme mig. Man skal kunne tåle at høre sandheden, det skal han også. For at få orden på informationerne, vil jeg her gengive det, oplevelsen var et mareridt for min kone og jeg i ca. 1½ år,redaktør Lene Alsing fra Jyske Vestskysten nedskrev en lang artikel om det, som vi dog til sidst valgte ikke at få i avisen, men her er det:

Om aftenen var der ofte bankelyde fra forskellige steder i huset, Anette gjorde mig ofte opmærksom på det. Nogengange skete der det, at sent om aftenen hvor der ar fuldstændig ro i huset, og medens jeg sad alene i kontoret, tæt op ad vindue ud til haven og vejen, så kunne jeg sku høre tunge åndedrag lige udenfor vinduet. Reelt overvejede jeg de første gange om det var en stor hund eller en kalv med tuberkulose derude, jeg havde svært ved at forestille mig at det skulle være et menneske. Når jeg slukkede lyset for at se efter, så var der intet, kun fuldstændig ro. Nogengange løb jeg ud af døren for at se efter, andre gange åbnede jeg vinduet så hurtigt jeg kunne, men hver gang var der intet. Nogengange var lydene anderledes, lidt ligesom om at der var en som tumlede rundt derude i haven, det gav mig en forestilling som om at det var en person som have tilknytning til gården, efterhånden blev jeg sikker på det var en person men jeg var sku bange for hvad han kunne finde på. Jeg kontaktede politiet, de sagde de kunne ikke gøre noget, sådan uden videre. Spøgeriet blev et alvorligt problem, specielt da jeg efter godt et halvt års tid på gården fik arbejde på treholdsskift, min kone forlangte en forklaring på de underlige bankelyde. Pengene fra den kommende ansættelse var nødvendige, så jeg måtte forsøge at berolige hende med at sådanne lyde kunne forplante sig mange kilometer gennem jorden, fra  eksempelvis industribyggeri, det var jo ikke løgn, jeg havde endnu ingen set derude. Een gang, vistnok efter sæsonen for 3-skifts arbejdet var overstået, og hvor jeg lige havde slukket lyset, da så jeg omridset af en person liste sig forbi ude på fortrappen. Så tænkte jeg nu skulle jeg fange ham. Helt forsigtigt forsøgte jeg at låse fordøren op, men i ophidselsen skælvede jeg så meget på hånden, at nøglen skrattede i låsen et par sekunder førend jeg kom ud. Og da jeg kom ud, da var der intet og ingen at finde, nøjagtigt som alle de andre gange hvor jeg for ud at huset for at finde dette ”noget”. Men denne gang, så gik der lang tid hvor vi intet hørte. Jeg fik købt en superkraftig håndlygte, den stærkeste som fandtes, den kostede ligeved 1000 kr, den blev i øvrigt et ganske nyttigt redskab i mange andre situationer. Efterhånden havde jeg afluret forbryderens tanker. En sen aften hvor jeg igen sad i kontoret, så hørte jeg igen at der var noget udenfor, jeg sagde tydeligt til min kone, nu kommer jeg også i seng. Så var lyset kun tændt inde i soveværelset, hvor jeg stadigvæk havde tøjet på stod jeg klar ved fordøren, ganske rigtigt, der listede en person forbi udenfor med retning mod soveværelsesvinduet, vi havde persienner for, men med øjet helt inde ved ruden, så kunne man faktisk se hele sengen igennem de små huller, hvor snorene går igennem! Dennegang fik jeg døren låst op helt lydløst, og så derud, for fuld høvl!! Kun lige akkurat et splitsekund nåede jeg at få et glimt af en løbende person, men nu vidste jeg hvilken retning jeg skulle. Kort derefter fik jeg ham indfanget i lyskeglen fra håndlygten, derved skete der noget. Et boost at den helt sjældne slags, når jeg tænker tilbage derpå, så helt ligesom man ser på TV, som i Arnold Schwarzeneggers Terminator, eller hvor et varmesøgende missil indfanger målet i sigterammen, kun eet så jeg, det var forbryderen som forsøgte at undslippe, kraften jeg følte var således, at havde min ene arm hængt fast i nogen kunne den bare ryge af, ham der skulle fanges! Han var hurtigere end jeg, meget hurtigere, det registrerede jeg på under et halvt sekund, men så kom råbene, det horn virkede dælme. Det var lydene fra mig, disse så jeg fik hans bevægelser til at stivne en smule. På afstand lød det sikkert som en tumpe, men effekten er ikke at tage fejl af. Jeg råbte han skulle standse, hans forspring var faktisk ca. 30 meter i starten af jagten, ham forsøgte at slippe fra mig, det var tydeligt at det var en sportstrænet person, det var hans fortrin, de seneste 15 år havde jeg ikke haft tid til at dyrke nogen sport. Han indledte med at forsøge at løbe fra mig ude og hen ad landevejen, også derude halede jeg ind på ham, afstanden var nede på ca. 10 meter, da forsøgte han at undslippe igennem noget skov, lige i kanten ind mod gårdspladsen hamrede jeg ham ned. Min kone havde hørt råberiet og var kommet ud og startet bilen for at hjælpe mig, jeg kaldte hende hen, lige hvor jeg der så bort fra ham, da havde han fundet en pæl i skovbunden, som han slog op på mig med, jeg mistede kort balancen af slaget, og derved var han ved at undslippe, men jeg fik ham igen overmandet, og fik min kone til at ringe efter politiet. Personen havde et klæde tæt viklet omkring hovedet, så man ikke kunne se hvem ham var, og han ville ikke sige mig sit navn. Men så kom naboerne mig til hjælp. Det havde også hørt råberiet i den stille og sene aften, Hans Jørgen, hans søn samt en mere kom ned gennem  gårdspladsen, og spurgte til hvad der dog foregik. Derved sagde forbryderen sit navn til mig, han tog sit klæde bort fra ansigtet og bønfaldt mig at de ikke måtte se ham. Det var i orden, så vidste jeg det var Gerhard, jeg forklarede naboerne situationen, som de straks forstod, et par minutter efter kom politiet og tog forbryderen Gerhard med.

De ca. 3 gange jeg reddede menneskeliv:

A:

Første gang var i 1988, ude på HAG. Jeg mødte til at tage vagten fra 14-22. Per havde været omme og feje ved lageret, han sagde til mig, det støver så meget deromme så at man snart ikke kan se, det er næsten som røg. Jeg sagde vis mig det, det var røg inde fra den store lagerhal. Jeg ringede til Vojens Brandvæsen som straks kom og gik i gang. Kort tid efter gik jeg om for at se til det, netop da kom der en ud fra den brændende hal, forpustet og grådkvalt sad han på jorden og sagde at han havde mistet Orla. Alle brændmændene stod som lammede og så på ham, de var opgivende. Idet jeg straks forstod alvoren, henvendte jeg mig til dem og sagde at jeg havde røgdykkerkursus og kendte alt til hallen indvendig, for at få manden ud derindefra skulle de låne mig et af deres røgdykkerapperater, det gjorde de, de gav mig et og hjalp med at spænde det fast på ryggen, den grådkvalte sagde til de andre, find et reb til ham, det skal han have med, de spændte det om mig. Jeg kravlede ind og op i det brændende lager, nede i et dybt hul fandt jeg manden, så vidt jeg husker fulgte en af de andre brandmænd efter mig via rebet, han havde et friskt røgdykkerapperat med fulde flasker med, det smed han ned til mig som jeg så gav til Orla, først kravlede Orla op, derefter jeg. Udenfor var der faktisk en journalist vistnok fra Jydske, han spurgte mig om der havde været liv på spil, forpustet svarede jeg at det var der ikke, jeg gør sku da ikke en indsats hvor at jeg er i tvivl om resultatet, men om den forulykkede havde været i live i dag, uden min indsats, det er ikke sikkert.

B:

Vistnok omkring år 2000, ca. kl. 04 om morgenen, da står der en og hamrer på fordøren, min kone får mig vækket og sendt ud i entreen for at se hvad det er. Jeg husker ikke om han spurgte efter at låne telefonen eller hvad, men får meddelt at jeg kommer jeg skal bare først have tøj på inden jeg vil gå derud. Da jeg kommer ud er der ingen udenfor døren, men så vidt jeg husker hører jeg der holder en bil med motoren i gang ude ved vejen, jeg går derud. Straks ser jeg at der ligger noget der ligner en død mand ved vejen, og hører/ser at der står to og snakker og gestikulerer ca. 20 meter derfra, det undrer mig at de står og snakker derhenne, medens der ligger noget der ligner en død mand. Det er åbenbart bilisten som først forsøgte at få ringet indefra os, men så fik vækket vores nabo, det er de to som står og snakker ivrigt, medens den livløse ligger ved vejen. Jeg rusker i ham og holder om ham, det er klart for mig han lige er blevet påkørt, faktisk trækker han ikke vejret rigtigt, men han ligger og raller, jeg kunne sku ikke få mig selv til at give ham kunstigt åndedræt, men jeg blev ved med at sige til ham at han ikke måtte dø,  jeg ved ikke om det var pga. han havde jord tværet ud i hovedet, men tanken vækkede for meget afsky hos mig, dog var min medlidenhed således, at jeg ruskede om omklamrede ham,han var dælme stor og tung, han vejede sikkert over 125 kg. Om jeg enten havde min mobiltelefon med derude, eller om jeg råbte til de andre at de skulle få ringet efter en ambulance ved jeg ikke, men kort efter blev han hentet af en ambulance, siden fik jeg at vide fra politiet at han var i live da han ankom til sygehuset, men neurologerne havde sagt at han var meget beskadiget. Faktisk har jeg læst, at det er almindeligt at der kan opstå et følelsesmæssigt nært forhold mellem offer og redningsmand. Konkret ringede jeg flere gage til sygehuset forat høre om hvorledes det gik ham, de var afvisende og sagde at såfremt jeg ville besøge ham, så skulle jeg have lov dertil af familien. Jeg fik nummeret, og talte med hans mor, hendes svar var: ”det kan kun være for din egen skyld at du vil besøge ham”. Dette svar forstod jeg ikke, men jeg kunne ikke få lov til at besøge ham. Efter minimal kontakt med vistnok alene sin søster, så døde han på sygehuset lidt under en måned efter ulykken, han var vistnok ret sejlivet, de måtte slukke for respiratoren, så vidt jeg ved var det hans lillesøster som gjorde det, det var hende han havde tættest tilknytning til. 

C:

Tredje gang var kort efter vi var flyttet til Sjælland,vidst i febr. 2002, det skete ca. kl. 15 da jeg holdt ved et lyskryds i Taastrup. Det som jeg når at se er en cykel som flyver 10 meter gennem luften, hen ad vejen ruller en mand, det ser ud lidt ligesom et kludetæppe. Så bliver krydset tomt, straks kører jeg resolut direkte hen til manden som ligger på vejen så at trafikken via min bil ledes udenom ham, bilisten som ham stødte sammen med holder der, vi og tililende får den ramte cyklist ind til siden, han ringer til politiet og falck. Manden er en mager cyklist, han er meget kold overalt og virker livløs, men jeg holder ham oppe og tæt ind til mig for at han han få varmen, det forekom mig at han var lykkelig ved det, han kom til bevidsthed og begyndte at klage over smerter, bilisten ringer igen efter ambulancen, der går over ti minutter, så kommer der en læge som giver ham en bedøvende indsprøjtning med ordene, nu får du denne her sprøjte, så kommer du hen hvor du ikke mærker smerten, få sekunder efter siger han, åh, det var fedt, så kom ambulancen. Kort derefter kontaktede jeg sygehuset, ham kunne jeg heller ikke få lov til at besøge, og jeg ved ikke om han lever i dag.

Jeg har læst et sted at der oftest opstå et nært bånd mellem en forulykket og redningsmanden, det er jo ret menneskeligt at man godt vil kende til hvorledes tilstanden forløber i den nærmeste tid derefter, men det er sundhedsvæsnet koldt overfor. 

Mvh Kurt Aggesen den 02/09/08