Her må jeg igen tilføre ny information om de to berømte guldhorn, og om de har betydning idag.

Billedet herover er fra svenske Frederik Sander's bog derom. Jeg vælger igen at vise billeder derfra, idet at i forhold til de foregående billeder, som jeg har vist af guldhornene, så er der igen her nye variationer og detalier, som således i deres mængde omtrent gør guldhornene levende.

For bevidst at bruge små ord, så er min karakteristik: De fortsætter med at være spøgske. Ved denne stadfæstelse, så er det vigtigt at fastslå, at kun disse to horn er således, ellers ved vi jo ikke hvad vi har med at gøre. Når jeg skriver spøgske eller spøgfulde så er det ikke uden grund: Sander er svensk, og sproget i bogen tilsvarende, så den er fra den anden side af Øresund, som hverken er lille-eller storebælt, men kan kaldes et halvbælte. Hans billede ovenfor afviger fra samtlige med tilsvarende motiv, præcist ved de bæltelignende fremspring hos de to skjoldbærere, idet mønstrene derpå vender hver sin vej. Mit valg er tilfældigt, absolut intet i hans bog gør opmærksom derpå.  

Her vil jeg indføre en tolkning af den ene guldhornsfigur, de tre slanger i midten, hvor den store bærer en kugle i munden: Ved at se de kort og satellitfotos syd for Valsølille sø, Haraldsted sø på midtsjælland, da vil man klart kunne se, at denne sø på tilsvarende vis kan ligne en slange bærende en stor kugle i munden. 

Herover ses et af de udsnit fra satellitbilleder af Haraldsted sø.

Idet at byen Benløse ses nævnt nederst på satellitbilledet, så må jeg her foretage et lille sidespring: Man har tidligere kåret byen Slagelse til at have Danmarks grimmeste bynavn, så derfor vil jeg her ofre et par ord om byen Benløse, som jeg aldrig tidligere har set omtalt i historisk sammenhæng: En ret ukendt bog om Erik Emune, som Ærkebiskop Eskil kæmpede imod, er vist ovenfor. Deri findes betegnelsen Benløs, som ikke kan være andet end byen Benløse.

Det som faldt mig i øjnene ved ovenstående billede, er rytteren: Hans ansigt er gengivet alene ved tre klare streger, det er meget atypisk, det to ringe under hestens hals har nogen betegnet som udtryk for den stærkeste hest, og derfor Slejpner. Nederst må vi også lægge mærke til figuren th, som her også er vist som et fremspring, hvorom nogle har skrevet at disse var øskener til at bære hornet i, hvilket jeg ikke mener var hensigten. 

Professor Jørgen Sorterup var matematiker og havde sin daglige gang på kongens konstkammer, hvor guldhornene opbevaredes, hans karakteristik i 1717, hvor endnu kun det ovenfor viste horn opbevaredes der, var: Ikke een eneste streg derpå må overses. Andres karakteristk af Sorterup var at han var en en ærketype på 1700-tallets snusfornuft og logik. Om guldhornene brugtes ord som guddommelige åbenbarelser, de ord er blevet til ubetydelige metaforer, som højst kan have selvhøjtidelige formål, eller skabe frygt eller respekt.

 Sander gør sig tilmed metallurgiske tanker om de forbavsende materiale som guldhornene var fremstillet af. Jeg skrev for et par år siden at det kunne være et Cr indhold i guldet som gav dem deres specielle glans, som ifølge samtidens beundrere fik kronguld og juveler til at ligne messing, men derom reflekterer Sander at et Ag-indhold dvs sølv forekom ham sandsynligt. 

Det som ikke forstås, forkaster eller fordømmer man, det er beskyttende logik. Men ved at studere det, bliver man klogere. Derom følger:

Citatet af Viktor Rydberg ovenfor som findes i indledningen hos F. Sander, går helt i overensstemmelse med mine tidligere opfattelser af historiens gang omkring guldhornene.

Modsat hvad de danske forskere mener om guldhornene, da har Sander fremdraget og påvist litteratur, som omhandler guldhornenes anvendelse. Sander modsiger endvidere en danske oldforsker, som i sit prisbelønnede skrift af 1805 om guldhornene påstår at guldhornene var fremstillet i Spanien, Sander fastslår roligt at de er dansk håndværk, og fremstillet under kristendommens indførelse i norden, hvorunder at den nordiske gudelære faktisk blev forbudt, og var forbudt i de påfølgende århundreder, inkvisationens massedrab var eet af midlerne, som altså også foregik i norden.

Sanders fortrolighed med den nordiske gudelære er påfaldende, så at denne lære næsten bliver forståelig. Jeg er ikke absolut ikke befaren deri, men Sanders's fremstillinger belyser en forestillingsverden, som er overraskende.

Herover et par af runetydningerne.

Tydningen af runerne er et helt litteraturstudie for sig, herover ses sammendraget af E. Rasmussens tydning fra 1877, som iøvrigt svarer til uddraget fra F. Sander, men ikke er med deri.

den 27.02.2012: Jeg følte at jeg manglede at give en tydning af billedet, som jeg havde placeret på forsiden, som indledning til filen her, som jeg kaldte klareblick, idet at det er det eneste billede af det hele guldhorn, hvor man ser et et klart blik fra den velnok mest dominerende figur på guldhornene. Men munden derpå forekommer ikke tiltalende, som på tidligere viste billeder af denne figur.

Tidligere guldhornsforskere har kaldt figuren frøken Justus, fordi de så hende som med bind for øjnene, men altså alligevel dømmende.

Nogengange kan man blive ramt af et blik, som man ikke glemmer, det kan i forskellig grad udtrykke følelser, såvel positive som negative. Enkelte fotografer har få gange haft held til at gengive negative blik fra krigszoner. Jeg har også benyttet betegnelsen irminsul, dvs. armsol eller solstråle om denne hjertelignende figur. Man skal være ærlig overfor sit hjerte, der siger een forskellen mellem det gode og det dårlige. For undgå fordærv, og få det gode ud af det, så må man medvirke dertil, ikke kun med et blik eller en forestilling. Dyr nøjes dermed, men vi mennesker skal tilmed benytte såvel ord som handling . Selvom hunde kaldes menneskets bedste ven, så vil jeg a'pro pos billedet ovenfor benytte termen: for ikke at gå i hundene, så skal man være tro overfor sit hjerte, hvis man vil være lykkelig. Hundenes placering på billedet ovenfor er ikke truende eller fordærvende, de er placeret tilbedende, tjenende og for at benytte en grammatisk betegnelse, som intetkøn i forhold til kvindevæsnet.

Det lidt pudsige betegnelse kvindevæsnet, som jeg her benyttede, giver mig anledning til en ny betegnelse for figuren yderst til højre: Den er mandsvæsnet, den opstigende naturkraft. Mandsvæsnet og kvindevæsnet i deres kønsmæssige basis, ses her kunstnerisk gengivet. Denne tydning er forskellig fra F. Sander: Han skriver at kvindefiguren forestiller månen, og at den lille stjerne oppe i de to sigsag- rækker skal forestille solen. Ja-ja, frustrerede unge der leder efter en partner mener også at kvinder stammer fra Venus og mænd fra Mars, og at det er grunden til at de ikke forstår hinanden.