aggesen.dk

Filen her starter jeg med et billede som jeg måtte tage, selvom at vejnavnet nærmest forekom mig ironisk. Da jeg passerede det vendte jeg om for at se hvor den vej førte hen. Det er en beskeden vej som ender i en sti ned til vandet, og hvorfra man kan se over til en ø med tæt bebyggelse. Jeg fandt ingen seværdigheder og besluttede mig for at køre videre.

Da jeg vendte mc'en skete imidlertid det, at den forsvandt under mig, bagenden sank ned i en grøft. Jeg stod af, fik oppakningen af og gik ned i grøften for at skubbe den op, jeg skubbede så at to jernbøjler bøjede, men uden at mc'en kom op. Mc'en vejer 235 kg, og stod i en 45 graders vinkel en halv meter nede i grøften, så jeg måtte finde hjælp dertil. Det fandt jeg hos nærmeste af vejen beboere, han sagde at jeg ikke var den første som var blevet hængende der. Med hans traktor med frontlæsser fik vi mc'en op. Jeg tog desværre ingen billeder af mc'en medens den hang fast, fordi faktisk hang den nærmest og vippede på overkanten af grøften, var den gledet helt ned ville den være væltet og blevet skrammet.

Her ses græsset trådt med ved grøften, som der absolut ingen forhøjning er forinden, man kan hverken se eller føle den førend man er dernede. Bagagebøjlen var nem at bøje på plads igen. Det er faktisk den første gang at jeg måtte have vejhjælp, og at det så skulle ske på en vej som utroligt nok hedder Gralen, det er nok derfor jeg ofrer ord derpå. Faktisk spurgte jeg den hjælpsomme mand om vejnavnet, han sagde at gralen er en sandrevle som fører over til øen Lindholm, ude i fjorden.

Så jeg fik derved anledning til at efterforske emnet. Jo, enhver kan finde Gralen, men man kunne ikke forvente at søgning kan foregå i vejviseren. Her på landjorden kaldes Gralen en grusvej som ender med belægning af knuste tegl, men navnet kommer af en sandrevle som går over til øen Lindholm, som nutildags er lukket for turister, af den gode grund, at der de seneste årtier er forsket i virussygdomme derovre.

Men i historisk perspektiv er vejnavnet Gralen, som kommer af sandrevlen, der fører over til ø'en Lindholm en relevant information, og at det ligger i Præstø kommune. Præstø kirke er meget speciel, jeg tog en masse billeder der, hvad jeg oplevede derefter, vil jeg fraholde mig at gengive, fordi det kan forekomme bizart, og lidt i retningen af hvad Christian Molbech skrev derom. Såvidt jeg husker var det også Christian Molbech som begrundede at byen Præstø kunne have været landets hovedstad, dette standpunkt forekommer i dag også bizart.

Foriden havde jeg været ude på Møn. Billederne herunder er fra de skovklædte høje som udgør Langebjerg.

Sliddet på planterne er ikke fra turister men fra de kreaturer som afgræsser området.

På den ene af højene fandt jeg noget der forekommer som et upåagtet oldtidsminde: En kløvet kæmpesten ovenpå en korsformet udgravning.

På toppen af det ene bjerg ligger denne kløvede kæmpesten. Tilmed er der en korsformet udgravning, hvis render strækker sig ud over hele toppen på dette bjerg.

Det lidt underlige ved de historiske data som findes på skrift, det er at ved Fanefjord findes en kløvet kæmpesten, som er bemærkelsesværdig, fordi at der ikke findes nogen spor fra værktøj til at flække stenen. Så er det det, at bjerget her, hvor denne sten ligger, der er tilmed en korsformet rende, altså korsformet tilsvarende fanen, Dannebrog.

Første gang jeg så stedet anså jeg renderne for at være korsformet, men i den ene ende er renden minimalt at se, så muligvis er renderne "kun" T- formet,

Hvis I ønsker at gå en tur i det grønne, kan i tage turen ud til Jydelejet på Østmøn.
Jydelejet er en blød, afrundet dal, som skærer sig ind i landskabet bag klinten.
Jydelejet er et kulturlandskab (overdrev), som plejes af kreaturer og med rydning af uønskede træer og buske.
I klart vejr kan man se Stevns i nord, og til Farøbroerne og Storstrømsbroen i vest.
Når der er sne, er Jydelejet et rigtig godt sted at kælke.

Sådan er den gængse stedbeskrivelse for dette sted, men efter at jeg tilfældigvis også var derude at se mig omkring, da kan jeg tilføje noget helt centralt for dette sted, og som tilsyneladende ingen har beskrevet før: Hvoraf kommer stedbetegnelsen Jydelejet?

Stednavnet Jydelejet på Møn tror jeg kommer af den sengelignende eller sofalignende form som stenen har, og som ligger midt i det område som kaldes Jydelejet.

Vi jyder er nogle hårde bananer, og jeg må tage hatten af for de lokale beboeres kundskaber udi psykologi.

Den gamle stavemåde for Møn er Møen, eks. hos Christian Molbech er stavemåden Møen. Så er det at jeg som sønderjyde er kommet til at undre mig over vores Møjn. Sønderjyder og kun sønderjyder siger møjn, der hvor andre siger farvel eller hej. Men udtalen på hhv. Møn og møjn er ens. En seriøs etymologisk undersøgelse af ordet møjn forekommer mig relevant.

Den ene er en præmie jeg fik for et par dage siden, denne pokal er bestemt ikke gralen, men idet det er en præmie og anerkendelse fra velovervejede fagfolk, så er jeg glad og stolt derover.

Den anden er en beskrivelse af Smalfureplov med såmaskine. Et af elementerne deri kaldte jeg landbrugets upåagtede gral, i denne beskrivelse som jeg udarbejdede i foråret 2014.

For ikke at gøre min tilværelse mere besværlig end højst nødvendigt, så iler jeg straks med for at udøse den viden jeg siden har tildraget mig i bestræbelsen på en mulig forbindelse imellem det sønderjydske ord møjn og Møn: Jeg må nøjes med hvad jeg fandt om Møn eller Møen:

Herover ses et pænt uddrag af stavemåderne for Møn. Det er fra En antikvarisk, historisk, statistisk og geografisk beskrivelse over Møn, ved Johan Paludan, tryk i 1822.

Her for et par dage siden rettede jeg henvendelse til Sydøstdanske museer om mine observationer på Langebjerg:

Helt præcist ses den aktuelle lokalitet på følgende link: http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/90284/ Der kan jeg så tilføje iagttagelserne, som du foreslår.

Men samtidigt må eventuelt også skrive, at ifølge jer nævnte skåltegn , de er usynlige. Jeg vil ikke være til besvær, jeg har set masser af skåltegn, men på denne kløvede sten vil jeg påstå, at der ikke findes nogensomhelst skåltegn.

I øjeblikket er jeg midt i at studere al eksisterede historisk og arkæologisk litteratur om Møn, deraf vil jeg fremhæve: En antikvarisk, historisk, statistisk og geografisk beskrivelse over Møn, ved Johan Paludan, tryk i 1822. JP referer en del til hhv. Saxo om hvem han skriver at han næppe kendte det danske sprog, og Sven Aggesen som han giver største autoritet. Tilmed omtaler JP langebjergene på en for mig påfaldene facon: I det ca. 410 siders værk er JP yderst detallieret i visse beskrivelser af kendte oldtidsminder. JP nævner et utal af Møns oldtidshøje og deres kendetegn, men ikke eet ord om langebjerghøjen med sin korsformede rende og kløvede bautasten. Om langebjergene nævnes masser af trolderier, men over kendetegnene lægger han næsten et slør, der for mig virker paradoksalt og påfaldende.

Når vi er ved trolderier, så se vedhæftede billede, det er fra denne del af langebjergene http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/90283/ . Det ser da ud som om nogen endu forlyster sig der til visse tider.

Men tilbage til de skriftlige kilder: Selvom jeg må modsige JP ved at meddele at Saxo idag er placeret i Lange-slægten, som absolut er dansk, så virker lidt af JP’s tekst som om at et prægtigt minde med kulturhistorisk betydning muligvis ligger gemt i denne høj.

Herover har jeg så vedhæftet kopi af det vedhæftede billede som omtalt under trolderier i mailen ovenfor, og som er fra den nærliggede høj. Dette billede fik min kontaktperson op af stolen, med indberetning til Kulturstyrelsen og undersøgelse hos lokalbefolkningen derom, hvad de finder ud af ved jeg ikke. Jeg kunne tilmed meddele at denne afsidesliggende høj så nøjagtig ligesådan ud i 2011, som var første gang jeg så den. Det sammenslæbte brænde kan have lagt der i mange år, men hø-stativet med den påfaldende grønne kulør ser ud til at være af nyere dato, tilsvarende gryden. Vi var enige om at det ser noget spøgskt ud. Sammensætningen forekommer for os at se ret formålsløs, og så er det at man skal være forsigtig med at bebrejde tilfældige mennesker den slags gerninger, såfremt det reelt er tale om trolderi.

Her i denne tidsalder, der minder om Danmarkshistoriens mørkeste tid, som var landets pantsætning til de holstenske grever i 1300-tallet, men hvor det nu, i stedet er landets børn som pantsættes ved den hule værdistigning i fast ejendom, da kan reaktionen forekomme paradoksal. Nok om det, foreløbigt.