Forrige links var toppen som jeg aldrig havde forestillet mig, de udgjorde et værdigt kredsløb, som ikke kunne overgås. Men jeg blev løbet over ende.

Jeg sad med gamle billeder, men vandet i afløbet var uroligt, og så var jeg rystet. Men roligt sad jeg inde ved bordet og bladrede i et album, og bum, det billede skulle for alt i verden på facebook, intet var mere vigtigt end hende.

Jeg ved ikke hvem den ældre dame er, altså hvor hun familiemæssigt kan placeres. Vel nok mest hendes tøj gør hende som påklædt af guderne. Det hæklede sjal er så luftigt som 3-dimensionelt vævet, og bemærk den isblå renhed det udstråler.

Mest interessant er dog selve damen, hendes fuldendte ansigt. Det at hun har en stor og karakterfuld næse er ikke noget særligt, fra min barndom husker jeg mange gamle med sådan store næser. Hviket liv har givet hende den visdom hun gemmer. Ordene bliver mig for mange, hun er Mona Lisa som gammel dame.

Jeg kommer til at nævne hende mange gange, at kalde hende MLG dur ikke men gamle Mona er ok. Hun er ikke sart, men hun kan ødelægges. Som blide Mona Lisa utroligt nok mistænkes for at være en mand, så har gamle Mona maskuline træk. Jeg tør nok at lege med hende, og det vil hun gerne. Hendes øjne er kærlige, ondskab findes ikke i hende. Jeg er fra dengang humor var almindeligt, Stan fra Gøg og Gokke, se https://www.youtube.com/watch?v=xt0TTZIqFbQ er den mand som ligner hende mest. Klippet har altid kunnet få mig til næsten at kollapse af grin. Som tiderne er skal jeg redegøre: Humor udløser meget behagelige og ustyrlige rystelser i mellemgulvet, ledsaget af smil og latter, og er den næststørste af de naturlige stimulanser. Det er enten sporstoffer eller kulturelle faktorer som betyder at det ikke er enhver som kender dertil. Min ældste søn havde den evne fra lille og nogle år frem.  Jo tak, jeg har set sæbeopera, hen i 1970'erne blev sæbeopera udbredt her i Danmark, Sæbeopera er den slags underholdning hvor der kører et bånd i baggrunden med publikumslatter, så folk ved hvornår de skal grine.

Det gamle billede har vidunderlig udstråling og måler ca. 5x8 cm, ingen af de her nævnte detalier kan anes derpå, men min nysgerrighed fik mig til at forstørre det: Gamle Mona er så klog, at hun er lykkelig for at have overlevet en kultur, som ellers kan opløse også de indre organer, jo hun ligner en god heks. Først syntes jeg det var noget skidt som et langt hår ved hendes mund, men det er et tyndt strå hun sidder og bider. Strået er den del del af planterne som mennesker ikke kan leve af.

Filosofisk har hun uendelig betydning. Altså efter ovenstående episode fandt jeg en tilfældig bog frem: En gård skifter hænder af Flemming Juncker, derfra må jeg vise hvad jeg slog op på:

Hvem dejen af Algier er ved jeg ikke helt.

Selv Den store Bastian er for mig ukendt litteratur.

Men gamle Mona herover er svaret på Flemming Junckers spørgsmål.

Så læste jeg bogen var tilegnet gudinden Atè, Zeus ældste datter, det mystiske tynde strå i munden på gamle Mona gjorde mig sikker på forbindelsen. Jeg springer direkte til om gudernes tilstedeværelse nutildag, de har været her i nogen tid, ingen tvivl.

Med venlig hilsen

Kurt Aggesen, den 14.02.2015.