Opdateret hhv. den 05.05.2012 og den 08.04.2012.  

Lidt om hhv. landbrugspolitik, miljø og økologi.

Som lystfisker og naturinteresseret har jeg brugt mange timer rundt ved kysterne. En af mine iagttagelser derfra vil her være emnet. Som tidligere landmand og økolog, da vil jeg her bringe et emne på banen, som faktisk har med økologi at gøre.

Strandmøg eller biomateriale:

Vi ved jo at fotosyntesen også foregår langs kysterne ude i vandet, hvorved at naturen hvert år producerer tonsvis af tang og alger. Hvert år så sker der det, at på bestemte kyststrækninger opsamles denne biomasse, nogensteder i 50 cm tykke meterbrede måtter, som ligger i kilometerlange strækninger. Når varmen så kommer hen på foråret, så begynder det at rådne, lugten derfra er hverdag for de som bor i nærheden, men andre generes deraf og kommenterer det, eksempelvis som Monrad & Rislund om Roskilde: Huse oppe på Frederiksborgvej kan kun sælges om vinteren, fordi om sommeren kan folk da ikke være der for stanken fra fjorden!

For at dvæle lidt ved magthavernes historiske forhold til landmænd, da har jeg hørt, at Mette Gjerskov, den nuværende landbrugsminister er her fra Roskilde. Hendes fjendtlige holdning overfor landmændene er endnu 100% i overensstemmelse med visse personer, som Pontoppidan beskrev for 250 år siden. Senest angående ændringen af landbrugsjordens dyrkningsgrænse op til vandløb. Dansk landbrugsminister anno 2012:  Er bønderne utilfredse med forringelsen, så har vi også midler til helt at gøre dem tavse! Ja, ja Mette, Maersk bifalder dig sikkert, så kan han fræse et par skibsladninger landbrugsvarer ekstra hertil, omme fra den anden side af jorden. -under så liberale forhold, da er der nogen som tjener på de forskellige produktionsomkostninger.

Nej altså, jeg kan ikke helt være med der, nu tilbage til lidt menneskelighed, ansvarlighed, jordnære kredsprocesser og sund økologi. Jeg ved godt at kunstgødning og tilsvarende syntetiske industriprodukter ikke har samme fæle lugt som organisk plantenæring har. Jamen ved Gud, skulle jeg vælge mellem 14 dages arbejde med enten organisk eller kunstgødning, så ville jeg sikkert vælge kunstgødning, men nu har vi jo de seneste næsten 20 år sagt at økologi er sundere, så lad os blive der. Også fordi økologi er bedre ansvarlighed, på alle måder.

Jeg glemmer ikke så nemt det nyttige af det jeg har lært. Jeg husker fra mine engelskbøger, "The farmers lads collected seaweed". Som dansk bondeknøs undrede det mig, idet denne fremgangsmåde, for 35 år siden, ikke forekom mig kendt herhjemme. De mange tons tang ved kysterne satte noget i gang hos mig; hvad er det for noget: http://en.wikipedia.org/wiki/Seaweed  , kan det bruges til noget? http://en.wikipedia.org/wiki/Seaweed_fertiliser hvilke egenskaber har det: http://www.abc.net.au/gardening/stories/s1805258.htm  .

Også der for ca. 35 år siden husker jeg en udsendelse, hvor en ny uddannelse havde set dagens lys: forureningsbiologer. Deres introducerende meddelelse var at landbrug var vores mest miljøbelastende faktor. Eftervirkningen blev at faget idag kun giver økonomi til at beskæftige ca. 90% færre mennesker, med tilsvarende affolkning af landdistrikterne. Det blev næsten en religion for visse fag at være i opposition til landbruget, men var det tilfældet, så kunne man nå langt. Idag har jeg lidt svært ved at se, hvorledes at en venstremand kan spille karlsmart, fordi jeg læste om en ganske almindelig landmand, hans gæld var 45 mio kr, det kan et samfund ikke være bekendt. Landmændenes fejl er den, at der altid lige er een, som kan fremlægge et imponerende regnskab. Faget gøre den fejl, at benytte data fra sådanne pionerer, tallene er reelle nok, men kommer fra ideelle forhold, som i praksis optræder ca. 25% af tiden. Liberalister som landmænd skal være optimister og tro på det bedste, det er det som driver dem. -Jeg har selv været i det eksklusive selskab: Ved at have udstyret min mejetærsker med opsamling af sekundafrø, som jeg kunne fodre mine økologiske høns med, da gav det maksimal dyresundhed og produktion, og hønseæggenes kvalitet var højere end branchen havde set før, men efter få måneders drift bevirkede fejlbehæftede æglægningsreder at ægpakkeriet observerede at en stor del af æggene havde et utal at bittesmå revner, som kun kunne ses med specielt udstyr. Denne produktionsudstyrsfejl leveret fra en dansk inventarproducent tog det mig og fjerkrærådgivningens specialister 1,5 år at lokalisere, men for sent, (retssag og beskr. i link fra ca. 2007). Tilbage til emnet:

Ifølge biologerne var den store synder udvaskningen af plantenæringsstoffer fra landbrugsjorden, hhv. ned til grundvandet og med vandløb, hvor det forårsager iltsvind og fiskedød i fjordene. Jeg vil ikke sætte mig i opposition til forureningsbiologerne, som tidligere landmand har jeg massiv erfaring og viden om hvor vigtigt det er at plantenæringen også i højeste grad bliver udnyttet at planterne.   Men for en del år siden, medens jeg endnu havde råd til at holde trykt avis, da gjorde jeg mig ofte bemærket ved at indrykke læserbreve. Et at dem var en opfordring til at der fra staten side blev gjort en forøget indsats på at afskaffe de tusindvis af reelle gødnings-eller husholdningsspildevand nedsivningsanlæg, som ligger spredt ud over hele landet. Tilmed bør en mængde af denne dybt belastede jord opgraves og spredes på landbrugsjorden, for på denne naturlige måde at benytte den tilstedeværende plantemæring, istedet for at lade det fortsætte den visse vej ned i grundvandet. Men nå, regeringen har mere travlt med at gennemføre skole- og kommunenedlæggelser, centraliseringer, betalingsring og flere motorveje. Stort er in,  og det er lidt out at bo på landet. Også leveomkostningerne ved at bo på landet er højere end i byerne. Al den centralisering giver offentlig rovdrift på naturen_ Bemærk de gigantiske anlægsarbejder som det offentlige foretager her i disse år ved anlæggelse af nye veje, parkeringspladser og bebyggelser, 100% uden hensyn til naturens beskaffenhed. Konsekvenserne deraf er oppe i målestokforhold som svarer til nedslagtningerne af regnskovene, denne påstand skal begrundes: Pga. klimaet her i Danmark er den globale miljøbelastning pr. indbygger her meget højere end i ekvatornære områder: Det er faktisk ikke særligt fornuftigt at der bor så mange mennesker i kolde områder, fordi opvarmningsbehovet her er stort. Derimod er det et faktum, at eksempelvis i Danmark findes nogle af verden mest højtydene landbrug, know-how fra dansk landbrug har igennem århundreder haft højeste anseelse verden over. En medvirkende faktor er at naturen og klimaet her af sig selv giver sunde væksbetingelser, som gør at arealerne her er så velegnede til intensiv landbrugsproduktion. Det er de klimatiske betingelser her i landet, som er årsagen til at vi kan dyrke og hente de højeste kvantum korn pr. arealenhed, og det sat i forhold til produktionens miljøbelastning, fordi kornafgrødernes sundhedstilstand gør at de er i stand til at optage de næringssalte, som det tildeles. Det er et faktum, som understreges af at vi endnu har noget af verdens fineste grundvand. En del af min pointe er at vi netop skal værne om vores grundvand, ved nu at få oprenset områderne omkring nedsivningsanlæggene. Tilstedeværelsen af de mange nedsivningsanlæg kan forekomme som et paradoks i forhold til vores fine grundvand, men det paradoks skal også forklares: Nedsivningsanlæg er historisk set en ret ny forteelse, som vistnok fandt sin udbredelse for ca. 50 år siden.

Samtidig med at skøjte hen over etiske normer, så for at komme igennem dette ulækre emne, vil jeg henvise til en gammel vits: Bonden bebrejdede sin medhjælper, at han forrettede sin nødtørft i arbejdstiden, medhjælperen svarede, såfremt det fremover skal ske i pausen, så går jeg over på naboens mark og gør det. Begge deres argumenter var rationelle, men vitsen er lidt uetisk. Afløb fra toiletter bruges ikke i landbruget som gødning, det kan jeg med sikkerhed meddele. Og idet at vandmiljø er aktuelt, så undrer jeg mig her lidt over, at hvad der kan være årsag til at vi accepterer fødevarer som har groet i dyregødning, men finder tanken om tilsvarende fra mennesker modbydelig, men at det er et faktum, kan reelt være årsagen til at vandløbene idag er så forurenede, at fisk ikke kan leve deri. Selv om det ville være godt, så kan planter ikke gro uden næring eller gødning. Mange håber på det, og at leve uden at spise organiske fødevarer kan vistnok godt lade sig gøre i et stykke tid, ren industrisyntetisk næring er eks. vingummi, selvlysende sodavand og piller, jeg skal ikke sidde her og sige hvad der er mest sundt, men jeg forholder mig her til grundlaget for de såkaldte naturlige fødevarer, som planterne ved fotosyntesen omdanner. Forskellen på gødningen fra dyr til mennesker har en afgørende etisk betydning, men som rationelt set kun har sundhedsmæssig betydning, hvor overførsel af smittefarlige sygdomme er aktuelle. Men jeg må der tilføje, at jeg selv stammer fra en landsby, som havde et komplet udbygget kloaksystem, og hvor at toiletafløbene fra gårdhusene gik i den fælles kloak, derved kan jeg trygt holde mig på afstand fra anvendelse af menneskegødning. Det hører ind under offentlige at administrere dette affald eller gødning. Gødningen og dets næringsværdi fra landbrugsbedrifter opregnes i dyreenheder, og tilsvarende næringsenheder må være tilstede fra byerne.

Som dreng fik jeg fortalt, at for mange år siden, da levede der større fisk som bækørreder ol., selv i de små vandløb og bække, der var gravet som drængrøfter for at bedre landbrugsjorden. Men på et tidspunkt så forsvandt de større fisk fra bækkene. Gad vide om dette skete da kloakeringen fik sit indtog, og hvor afløbene fra de fælles kloak rørnet endte ude i drængrøfterne og bækkene? Uanset om lortet er fra mennesker eller dyr, så kan det give iltsvind, så fiskene dør af det, eller forsvinder. Gad vide om det offentlige's gødningsregnskab kan tåle sammenligning med landbrugets.

Jeg tror at følgende menneskelige faktor er årsag til at fiskebestanden i vandløbene forsvandt: Offentlig kloakering betød en stor arbejdsbesparelse for allesammen, og man var stolte over disse omfattende fælles anlægsarbejder, at fiskebestanden derefter langsom forsvandt fra drængrøfter, bække, kanaler, åer osv. berørte kun hverdagen for et mindretal af befolkningen, og når nu arbejdet var gjort, så kunne man dengang ikke sådan begynde at rejse upassende spørgsmål. Ganske vist var der også for 50 år siden rensningsanlæg for enden af kloakkerne, inden kloakvandet løb ud i vandløbene, og disse rensningsanlæg er løbende blevet forbedret op gennem årene. Udover at jeg via maskinmesteruddannelsen kender til principperne ved kloakrensningsanlæg, så har jeg tilmed i nogle år som vagtchef på kraftvarmeværk fået indsigt i den praktiske drift på et af landet mest avancerede kloakrensningsanlæg. Anlægget virkede til en vis grad og var i drift, det var ret nyt og havde kun kørt et par år da jeg blev ansat, men siden opstarten havde anlægget endnu ikke vist sig at fungere stabilt, og anlægsleverandøren havde endnu et par af deres medarbejdere gående for at optimere anlægget, fordi det efter flere års drift, endnu ikke opfyldte miljøkravene. Efterfølgende har jeg fået det indtryk, at tilsvarende tilstand er almindeligt rundt på rensningsanlæggene, nogensteder virker de helt sikkert 100% skulle man tro. Af de bestanddele som tilledes kloakkerne, da er det nitrogen- eller kvælstofdelen, der er den forurenende faktor, der under den biologiske nedbrydning muligvis reduceres, men som for mig at se slipper igennem rensningsanlæggene og ud i vandløbene. Det kan man se på det uklare vand og mudrede bundmateriale selv i større åer. Muligvis bør selv renset kloakvand ikke udledes i vandløb. 

Tungmetaller: Bearbejdet gødning, eller slam fra byerne indeholder tungmetaller, og såvidt jeg ved så er kravene dertil, at tungmetalindholdet der så lavt, at indholdet reelt er mindre end hvad der tilsvarende findes i kunstgødning eller handelsgødning, også slam fra oprensing af vandløb, søer,  og havtang har indhold af tungmetaller, men noget tyder på, at grænsværdierne for tungmetalindhold er urealistiske og nytteløse, ja nærmest skadelige, fordi man derfor vælger at lade depoterne ligge og rådne, til senere fare for grundvandet. En stor del af tungmetallerne benyttes reelt af planter i spormængder. I den organiske kemi er selv livsvigtige mineraler som jern af en underlig og bestemt misvisende grund indregnet som tungmetal.  Og så er der igen et paradoks: Det mest giftige tungmetal kviksølv, blev indtil et par år siden benyttet som tandplomber i vore tænder, næsten 3 tons renvare pr. år bare i Danmark, placeret direkte i gabet. Kviksølv er det mest Det offentlige fornægtede at det var giftigt for mennesker, uanset at det netop var den langsomme giftvirkningen fra kviksølvsplombernes mikrokrystallinske struktur, som forhindrede bakterievækst omkring fyldningen. 

Grundstoffer som således betegnes tungmetaller opfattes som giftige, men det er en alvorlig fejl, som jeg kan belyse her: Jern betegnes i den organiske kemi som et tungmetal, hæmoglobin i blod er baseret på jern, og således ansvarlig for at iltforsyningen kan foregå. Derimod findes der blandt grundstofferne kun eet metal, som ikke er opsporet som deltager i nogen organiske processer, her på jorden: Kviksølv. Ved de tryk-og temperaturforhold, som er her på jorden, da er kviksølvs natur som flydende lava, og derfor tilsvarende organisk nedbrydende. De fleste har vel prøvet at lege med et par dråber kviksølv fra eksempelvis et ødelagt termometer, nogen straksvirkning er der ikke, men eksponering over en periode skader, såfremt at kosten ikke indeholder stoffer, som effektivt neutraliserer giftvirkningen. Dette metal kviksølv er det mest miljøskadelige grundstof, giftvirkningen på mennesker er årsag til neuroskader som bl.a. rystesyge eller parkinson og generelt sygdommene som ikke ses hos dyr, fordi dyr fik ikke kviksølvsplomber i tænderne. Vanadium- og blyforbindelser i store dosis kan også give forgiftningssymptomer, men skaderne derfra er mere begrænsede til mavetarmkanalen, disse to metaller findes ofte i mad, men idet deres tilstand her er som faste stoffer, modsat kviksølvs flydende tilstand, da er disse metaller ikke så mobile i organismen.     

Grænseværdierne for tungmetalindholdet bør vurdes på hvilken påvirkning det har hen i fødekæden.