Poul Næsgaard stod på balkonen i sin toga og meddelte mængderne:

Ich bin auch ein berliner! Da fik jeg respekt for ham.

(denne overskrift valgte jeg for at modvirke en for tungsindig opfattelse af, hvad Egardus ellers anfører om guldhornene, hvorom relevante uddrag følger:) 

 

samt 1993, deri er Bengt Arvidsson's artikel om guldhornenes guddommelige åbenbarelse. Men først lidt om de andre artikler derfra:

 

Romertallene 1, 2 og 3 fra denne artikel deri gjorde mig lidt nysgerrig.

 

Altertavlen er inspireret af do.

 

Artiklen angår kontraforholdet mellem den hornede Moses og Jesus som forløser. Bemærk "lyde"hornene øverst og at Jesus er pelsklædt.

 

 

Alt er ikke en selvfølge, do. er første jeg reelt læser om Kierkegaard.

 

Interessante, men modsætningsfyldte emner han behandler, iøvrigt ses af artiklen at det var i løbet af 1200-tallet at tilstedeværelsen af jøder fik disse til at udgøre en egen del af befolkningen.

Biskop Bældenak fremstiller ovenfor en livsanskuelse og kristelighed, som forekommer meget anderledes end Kierkegaards.

 

Nu er vi ved emnet. På hornet blotlægger Gud dybet, ifølge Egard. 

Worm meddeler at han (i 1641 trykket), kort forinden det blev trykt, nu har opdaget højere og vigtigere ting ved figurerne, som han dog ikkefår redegjor for. Hvad meddeler han i 1643-trykket?, Det må vi vide!  

 

Se 2.linie: -menneskenes dybt fortrængte rige og natur, som fornuften af sig selv ikke ser og forstår.

Vinstrup: Største andagt for den højeste guddommelige vilje. Gennem Helligånden kan der åbenbares, hvad figurerne forestiller.

 

 

Kilder oa.

 

Bemærk pkt. 17 ovenfor. Det som alene Brix så, det har jeg vist på mit foregående link Smiley's, hvor kristusansigtet ses lidt utydeligt i forhold til smiley'en, som på min forstørrelse nu er dukket op i forgrunden.

 

12.02.08 kA

Tilføjelse dd.:

Om guldhornene i kirkelig sammenhæng vil jeg her tilføje uddrag fra ovenstående værk: 

 

Af teksten ses at Eskil donerede bl.a. alterkar, betegnelsen er pr. definition ikke det samme som en alterkalk, der omtales senere, eks. i forbindelse med Absalon. Elfenbenshorn med prydelser på siden var almindeligt kirkeinventar i middelalderen, de kendes fra bl.a. kirkeskatte.

I ovenstående tekst er uddrag af et brev fra pave Alexander den 3. til ærkebiskop Eskil.

 

Lidt fra ærkebiskop Eskils brev som han skrev under sit lange fængenskab hos røveren, den tyske kejser Barbarossa, ca. år 1158.

Ca. 15 år efter ses at en anden ulykke rammer ærkebispen. En franske munk, som Eskil havde deponeret en stor sum penge hos, viste sig istedet at stjæle denne del af Eskil's værdier. Samme munk ses chokerende nok at være den guldsmed, som siden fremstillede det kæmpemæssige guldskrin, som forestilller at indeholde selve relikvierne fra de hellige tre konger. Det blev fremstillet til kejser Barbarossa, og har siden stået udstillet som sådan i Køllner domen. Billeder deraf kan I selv finde.

 

 

Tilføjelse den 13.02.08:

Således som ovenfor kan jeg ikke afslutte denne fil. For ca. 15-20 år siden var Anette og jeg på ferie i Spanien, på hjemvejen var vi indenom Køln for at se deres domkirke. Jeg er ikke befaren i stilarter og arkitektoniske betegnelser, men denne domkirke gjorde voldsomt indtryk på mig. Den var for mig et bestandigt brøl. Køllner domen er den mest imponerende bygning, som jeg har set. 

Jeg har set billeder af jorden, men denne domkirke er for stor til at være på et billed, den skal ses i virkeligheden.

Mvh Kurt

 

Tilføjelse den 16.02.08:

 

Ovenfor står om omstændigheder hvor det er en abbed, ikke munk som jeg tidligere skrev, der stjal penge fra Eskil. Selve skattens betegnelse må rationelt set anses som et synonym, blot var værdien betydelig. (blev ernesius et synonym på at tjene, a'pro pro den engelske betegnelse: earn money?)  Iøvrigt ses det af mit materiale, at jeg da jeg startede dette emne, da sammenstillede jeg røveriet i Stade fra Eskil's bud, med ovenstående tyveri. Det er altså tale om to forskellige hændelser. Ialt ser det ud til at ærkebiskop Eskil således

Set i dette lys, som jeg viser ovenfor er Eskil en taber. Hans store anseelse skyldes dog at det var under og efter ham, at størstedelen af landets sognekirker opførtes. Reelt kan drivkraften  til disse kraftanstrengelser ude i landets sogne have været, behovet for at have et stærkt og sikkert sted at søge tilflugt lokalt, man ved det var tifældet på Bornholm. Dengang var Danmark overalt udsat for et voldsomt pres udefra, hos Saxo spores det på den måde, at under slaget på Grate hede, da er tilstedeværelsen af udenlandske soldater overvældende, og man aner at i nærkæmpene beskyttes Waldemar faktisk af kejserens sodater.

 

Som jeg tidlige har anført, så forekommer Herbert's levnedsskildring af Eskil's sidste år i Clairvaux lidt for naiv. Jeg er også selv tendentiøs: Jeg tager uddrag fra de historiske værker, på den måde, at selve den historiske begivenhed fremhæves. Eks. Hal Koch's egne rationaliseringer, som benyttes for at sammentømre teksten, dem udelader jeg, uden at fornægte dem. Ved eksempelvis nu internettets mulighed for at hente historisk information internationalt, da mener jeg at jeg herved kan tilføje historien de skjulte fakta, som ønskedes undertrykt af enten personlige, magthaveriske eller økonomiske interesser.

Mvh KCA