Om dem som lader de store banke de små:

Jeg købte en gård der lignede en ruin. Efter næsten 10 års arbejde som de færreste vil kunne udholde, havde jeg penge til at få opført en produktionshal, efter løn til ansatte var der ca. 450.000 kr til mig som ejeraflønning, derved kunne jeg have fået en stabil økonomi. Men igen ville de have mig jordet, fordi juledag den 24. december 1998 fik jeg besked fra Plantedirektoratet at de fra d.d. nægtede mig indkomst fra produktionen. Fire år efter afsagde Østre Landsret dom i sagen, hvor Den danske stat ved Plantedirektoratet blev dømt til at betale mig erstatning på ca. 1 mio. kr.

Og efter tilsammen 2 x ekstraordinære skatteinddragelser i 100.000 kr klassen som begge var uberettigede, og som alene skyldtes at jeg var ekstrem sparsommelig, som nogen betegnede at kunne leve på en sten, så foretog skattevæsnet disse inddragelser med landsskatterettens velsignelse hver gang, men alene begrundet med administrative afgørelser, dvs. ubegrundede afgørelser, og hvor alt hvad man begrunder ignoreres. og en sanktion som også var uberettiget og uberettigede opsigelser, så var en del af de hvad jeg kunne yde til samfundets opbygning fjernet. Den ene af de ekstraordinære skatteinddragelser var for udgifter til vægelementerne på hallen herunder, landsskatteretten kunne tildels godt forstå at den oprindelige begrundelse med at nægte mig fradragsret for dem, men så tillagdes istedet deres eksklusivitet betydning, så at den ekstra komfort som produktionshallen gav hønsene, den nægtedes der fradrag for. Komforten var medvirkende til at det økonomiske resultat efter få måneders produktion viste sig af være blandt de bedste, blandt dem som fulgte vejledningerne og som havde rådgivningsaftale med Fjerkrærådgivningen i Skejby, som hører under Landboforeningen. 

Det lyder flot, men mit økonomiske tab nærmede sig det tidobbelte pga. de ekstra omkostninger som påløb i mellemtiden. I anklageskriftet var indført klausul om efterfølgende ekstraerstatning for påløbne omkostninger. Jeg brugte et par år på at redegøre for statens jurister at jeg skulle have den ekstra erstatning, men den kom aldrig. Jeg vil ikke bruge unødige ord om forholdene, men min økonomi kom ikke i stand igen, jeg nægtedes endvidere gældssanering, renter på skattegæld er uden fradragsret, så de tæller dobbelt. Denne skattegæld fra 1998, den nægtede fradragsret for vægelementer til produktionshal, den blev indløst for ca. et år siden, ved at min hustru fik mulighed for at optage et forbrugslån i hendes ejendom. -Så umiddelbart kan man sige, jeg har været et kostbart bekendtskab for min hustru, men Anette er om nogen her den som kender mine bestræbelser for at få en indtægt. Men det er således, at på et tidspunkt, da kommer man dertil, hvor at summen gøres op, og når der ikke anes nogen forandring i hvorledes at den ridgiditet som samfundet har stivnet sig i, så skal ulykken gå ud over de nærmeste, uanset hvilke indre konflikter det så danner. -Det var min opfordring til at der er noget som skal ændres. Herunder ses produktionshallen som jeg opførte, det er min egen arkitektur,  opført ultimo 1997- medio1998

Jo, jeg er endnu noget stolt over den, men hvorfor straffer Danmark folk som yder det flotteste?

Jeg kunne have sat en serie af dokumenter ind hvor myndigheder modsætter sig undersøgelse af dokumentation på skadelige løgne fra danske embedsmænd og -kvinder, og hvorledes at privatpersoner udsættes for personlige chikane så de fratages deres opsparing og værdier, og nægtes erstatning for de dokumenterede tab.  Det er om hvorledes dem slags udføres af myndigheder, som man ellers burde have tillid til.

De mest forbavsende ord som jeg har hørt, kom fra Tove Ventzel på Roskilde Rådhus her for nogle måneder siden. De var af en sådan karakter, som jeg ikke vil gentage her, men ordene kan findes ved at søge kommunen om aktindsigt. Hendes ord beskrev deres benyttelse af uhyggelige men berøringsfrie metoder som et samfund kan bruge for at afsondre personer som besidder viden og meninger om forhold, som det pæne borgerskab har produceret, men som de ikke vil kendes ved.

De havde dannet et net af informationer som viste sig at være løgn,  men som ville have frataget mig de sidste rettigheder. Sagen er for såvidt også afsluttet med et notat om at de ser ingen grund til at foretage indgreb.

Jeg gider ikke længere bruge så meget af min tid på at skulle forsvare min eksistens overfor dem, så her er et bevis på at jeg er et menneske og ikke et dyr eller noget som kan leve af intet.det er til dem, så kan de pille videre deri. 

  Billedet synes jeg selv viser et mere sammenhængende og koncist eksemplar, end det som Jarl Friss-Mikkelsen i sin tid præsenterede. Billedet udtrykker min mening om det opspind som nogle personer på Roskilde Rådhus lavede her i sommers, og som heldigvis viste sig at være en fejltagelse. Det som man ser på billedet er langt mindre skadeligt end de konsekvenser, end deres hensigt var.

Hensigten med den krænkelse som Roskilde kommune sommeren 2010 var ved at iværksætte, kan have været et dækken over følgende:

I februar, nærmere den 03.02.10 skete et uheld som ikke måtte være sket, men som en vagtlæge er ansvarlig for. Under indlæggelsen døde jeg og blev genoplivet, det er at se i journalen, men uklart. Iltmangelen efterlod en række spor i form af følelsesløse områder, mest på fødder og hænder, disse konsekvenser registrerede jeg først et par måneder efter. Men i løbet af godt og vel den første måneds tid noterede jeg en række erindringer og drømme, som dukkede op. Disse var utrolige. Men jeg vidste de var sande, og for at sikre dem sendte jeg dem ind til Patientforsikringen uanset hvad de der måtte tro om mig. Jeg sendte det også ind til Folketingets ombudsmand, som tørt konstaterede at jeg måtte have slået hovedet, dette deres konstatering var ikke helt forkert, jeg havde beskrevet det som at have fået en hammer for panden. Så skete der det, at et par måneder efter jeg var kommet hjem fra den tilsammen 3 dages indlæggelse, da fandt jeg et par a4 papirer som jeg havde skrevet på, blandt det som jeg havde med fra sygehuset. Jeg havde ladet disse papirer ligge så lang tid fordi jeg brød mig ikke om de minder de gav. Sygehusets personale må have lagt de to ark ind i samlingen, og jeg kunne se det var min skrift. Efter kort tid dukkede så erindringen op, verset havde jeg skrevet kort efter en opvågning, men efter at jeg havde opgivet at indtage føde, fordi min tilstand var så elendig som aldrig før i mit liv.

Det som skete var at jeg var ved at reparere lidt på bilen, så kaldte min hustru på mig for om jeg kunne få Niels til at holde op med at græde, men han så efterhånden så syg ud at jeg straks kørte til vagtlægen med ham. Lægen fandt ingen sygdom hos Niels men han mente at jeg var syg. Ventetiden hos vagtlægen var lang, og vi var inde ad flere omgange, og der skete reelt det at jeg blev meget syg der hos vagtlægen, så syg at jeg valgte at ligge ned på en bænk. Min hustru var imidlertid blevet tilkaldt så hun kunne få NIels med hjem, og jeg blev spurgt om jeg ville indlægges, og det ville jeg fordi jeg kunne umuligt køre bilen hjem.

Efter at jeg var udskrevet viste der sig nogle skader på mig, og det viste sig at jeg var blevet behandlet med et middel som jeg ikke kunne tåle, og aktindsigten viser at de havde haft problemer derved. Vagtlægen havde taget fejl.

Tilmed tog jeg op til prakt. læge med Niels to dage efter jeg var kommet hjem, det viste sig han havde både alvorlig lungebetændelse og mellemørebetændelse, efter en stærk penicillinkur var Niels rask 14 dage derefter.