Kurt Christian Aggesen
Dunhammervej 31 den 21.03.06
4000 Roskilde
Tlf.: 46786434 og 21606291
e-post: aggesen@kabelmail.dk
Til Patientforeningen Danmark
I den foregående tekst fandt jeg desværre fejl som skulle rettes, der var en opstillingsfejl på side 5 og en klar skrivefejl i tilføjelsen om anæstesiologi nederst side 10.
Erfaringer ved virkningsløs behandling af ledsmerter fra halshvirvlerne
Et bidrag til en reform af sundhedsvæsnet?
Hermed ønsker jeg hjælp fra Jer, ved at redegøre for en meget utilfredsstillende behandling fra Sundhedsvæsnet. Jeg gør det på baggrund af næsten 15 års personlige erfaringer og viden, som at jeg har fået derved. Jeg er ved forskellige diagnoser undervejs er blevet placeret i forskellige patientgrupper, hvor at man blot må affinde sig med lidelsen, og få en tilværelse dermed. Derved har jeg indtaget de mediciner som benyttes der, men jeg erfarede at dette på de forskellige måder kun virkede passiviserende, og ikke lindrede bevægelsessmerten, disse behandlinger er for primitive. Således forekommer det mig at mange andre personer, faktisk har et tilsvarende fysiske grundlag for at søge behandling, men hvor at sundhedsvæsnet benytter forkert og krænkende behandling, hvorved at personerne kun passiviseres, og derved må affinde sig med forholdene. Idet min sygdom, siden den begyndte at plage mig for henimod 15 år siden, desværre er så synlig for enhver som kender mig, ser jeg intet formål med at hemmeligholde disse informationer overfor offentligheden.
Indholdsfortegnelse:
Forord ...............................................................................................................................................Side 1
Fakta: ...............................................................................................................................................Side 3
I 1995 burde lægerne have erkendt sygdommen som ledsmerte fra gigt i halshvirvlerne: ............................Side 3
Alternative behandlinger: .....................................................................................................................Side 4
Sundhedsvæsnets egenproduktion af psykiatripatienter: ........................................................................Side 4
Stivnakket? .......................................................................................................................................Side 5
Vejen lukt i helvede: Der hvor ord mister sin betydning. .........................................................................Side 6
Egne erfaringer med anti-depressiver: ..................................................................................................Side 6
Egne erfaringer med anti-epilepsimidler: ...............................................................................................Side 7
Min modvirkning af forkert benyttede antiepilepsimidler: .........................................................................Side 8
Hjerneforskning: .................................................................................................................................Side 9
Anæstesiologiske forhold: ...................................................................................................................Side 9
Udskiftning af kviksølvamalgamplomber: ....................................................................... .......................Side 11
Alkoholisme og kviksølvamalgam: ........................................................................................................Side 12
Halskraven: ........................................................................................................................................Side 12
Geografi: ............................................................................................................................................Side 12
En glemt forbindelse ?: ........................................................................................................................Side 13
Hvad kommer først: Leddegigt eller slidgigt? ..................................................................... ....... ............Side 13
Metallers organiske virkningsmekanismer: ............................................................................. . .............Side 14
Sundhed er mere end sygdom: .............................................................................................................Side 15
Idet at uddannede læger og sundhedsforskere også er mennesker, er jeg ikke i tvivl om at de yder deres bedste i deres arbejde og bestræbelser for at forbedre behandlingerne. Jeg er også klar over at retningen af deres indsats baseres på undersøgelser og svarene fra patienter. På den måde fås de tværgående og bredt dækkende resultater. Til forskel derfra kan denneher redegørelse ses som en langsgående vurdering af sygdom, årsag og behandling, hvormed det er mit håb, at mennesker ikke længere udsættes for tilsvarende serie af virkningsløse behandlinger, men får bedre behandling, ved at dette materiale øger opmærksomheden på oversete sygdomsårsager.
Beskrivelsen er omfattende, sådan noget her kan jeg ikke opstille på een dag, det er resultatet af flere måneders tekstarbejde.
Fakta:
De af diagnoserne på mig, som er i overensstemmelse med min grund (det er mig som plages af ledsmerten) til at søge behandling er røntgenbilleder fra: 1997: Lidt slidgigt. 2001: Slidgigtsforandringer. 2005: Spondylose (slidgigt) med højdereduktion af 5. nakkehvirvel. (bilag 1)
I 1995 burde lægerne have erkendt sygdommen som ledsmerte fra gigt i halshvirvlerne:
I 1995 blev jeg vendt en gang på en gigtafdeling i Sønderborg, lægen der sendte mig videre til neurologisk afdeling, der fik jeg en diagnose på segmentel dystoni, denne blev underkendt af en anden neurolog en del år senere. Allerede omkring 1997 bad jeg min læge om bedre gigtmedicin, eks. leddegigtsmidlerne. Medio 2005 klagede jeg til Patientklagenævnet, en læge sagde det skal jeg ikke stille nogen forventninger til, og desværre tror jeg at han har ret, fordi dette nævn er vel mest en beskyttelse af sundhedsvæsnet, dette nævns retningslinie er at man alene skal være tilfreds ved at få behandling, man kan ikke forvente den rette eller bedste behandling. Deres afgørelse har jeg ikke fået endnu. Fra embedslægen fik jeg så for henimod et halvt år siden besked på at de nu behandler klagen.
Her for et par måneder siden blev jeg rheumatologisk undersøgt. Selvom undersøgelsen var fejlbehæftet, så kunne gigtspecialisten nu erklære mig fuldstændig rask, alle leddene er som de skal være, ifølge denne undersøgelse. Selvom jeg påpegede af undersøgelsen var fejlbehæftet, (som bilag 2 vedlægger jeg online korrespondance med min læge derom), så påstår gigtspecialisten dermed at alle mine led er i topform, så at han ikke vil anbefale den gigtmedicin, som jeg ønsker. Set udefra, så må det forbavse at en over 10 år konstant tiltagende slidgigt, endda tilsidst rtg. dokumenteret med knoglevævsnedslidning, at denne leddefekt nu er helt usynlig for rheumatologen, selvom at jeg siger smerten stadig er der, som den er. Min læges anbefaling mht. medicin, efter denne undersøgelse var Lyrica ! , som jeg frabad mig, efter at lægen bekræftede at dette var et antiepilepsimiddel.
Når det når så vidt, da er det at det kan virke som om at lægerne kollektivt fornægter mig den rette behandling, at deres mange forudgående fejl har så stort et antal, at såfremt jeg ved en behandling skulle blive rask, så kan det være at de føler det vil være et nederlag deres fag, eller som jeg har sagt, "det er som om at en udefra har bedt dem om at lade mig gå ubehandlet, så at enhver kan se hvilken idiot han er". Jeg ønsker snarest at få lejlighed til at prøve den medicin og de behandlinger her i Danmark, som jeg ønsker. På baggrund af mine dårlige erfaringer med det danske sundhedsvæsen, så vil jeg påberåbe min menneskeret, og få hjælp til behandling i udlandet, såfremt at jeg fortsat fraholdes de behandlinger, som jeg mener er bedst.
Alternative behandlinger:
Fra omkring 1996 videresendte min læge mig til forskellige alternative behandlinger: Efter 10 moduler fysioterapi var der ingen positiv effekt. Jeg har været hos to forskellige kiropraktorer, behandlingerne havde ingen effekt. Jeg har været i behandling hos to forskellige akupunkturbehandlere, disse havde heller ingen effekt. Kraniosakralbehandling er også uden effekt, kinesiologi dur heller ikke. Min mening om disse behandlinger vil jeg sidestille med placeboeffekten, som jo er kendt, men det virker ikke på alle. Virkningsmekanismerne er vel henholdsvis noget såsom en forventning om effekt, fysisk opretning af en fejlstilling, fysisk løsning af fortættet væv, eller en psykisk effekt som åbenbart kan sætte noget i gang hos nogen, ændre noget, og det skal jo ikke underkendes, når nogen har gavn derved.
Sundhedsvæsnets egenproduktion af psykiatripatienter:
I 2001 var der en læge i Sønderborg som mente at min sygdom kunne have en psykisk overbygning. Det at en læge kan vurdere en ledlidelse som min til at være psykisk betinget, kan jeg forestille mig hænger eventuelt sammen med at nogle læger ser kroppens reaktion, men aflæser det fejlagtigt som en stress- eller spændingstilstand, hvor de tror, at en del af psyken vil noget andet med personen, end hvad han gør, tilsvarende personlighedsspaltning. I 2002 kørte jeg næsten 10 gange til psykiatrisk undersøgelse. Jeg prøvede Seroquel, men det var så sederende, at jeg næsten ikke kunne holde øjnene oppe, selv medens jeg gik en tur. Vores samtaler angik bl.a. kviksølvamalgam som sandsynlig sygdomsårsag. Idet at emnet ikke blev uddebatteret tilbundsgående, rundede psykiateren emnet af med at sige, at min mening om dette emne kan opfattes som en vrangforestilling. Med sådan en bemærkning in mente, kan man herefter vurdere på hvile måder, psykiatriens værktøjer kan benyttes. Psykiateren konkluderede at min sygdom ikke var psykisk betinget, men hæftede alligevel en betegnelse som "paranoia hypokonder" på mig. På dansk betyder betegnelsen: Overdrevet bekymring for sit helbred. Det er vel noget de gør såfremt man spørger om de nu også er sikre på at de gør det rigtige? Sådan noget tager jeg ikke så tungt, behandlingen havde ingen gavnlig effekt, men såfremt at denne betegnelse er en legalisering af at behandle mig dårligt, kan jeg ikke se hvilken gavn der er derved. På baggrund af dokumentaren Kviksølvjenterne blev den danske stat for ca. 3 måneder siden pålagt at foretage en grundig og omfattende undersøgelse af kviksølvets påvirkning.
Jeg kan godt være lidt bekymret for, at den slags diagnoser benyttes som et krænkende og udemokratisk slag i hovedet, for at lukke munden på en person, som formulerer sig usikkert, eller som på grund af forsigtighed ved forskellige normer eller et nyt miljø, er lidt tilbageholdende. Samfundsmæssigt fremmer den slags diagnoser en retfærdiggørelse af mobning, der ikke kun sker blandt børn, men også blandt voksne, således en unødvendig marginalisering.
For mig er det således, at jeg har begge mine ben på jorden, og jeg har prøvet meget igennem mit liv, og kender derved mig selv 100%, derfor vil jeg altid være mig. Hvis der så er en person i hvid kittel, som siger at jeg ikke er den jeg er, så bør pågældende ikke være læge. Denne direkte facon har jeg dog ikke oplevet, men ved den slags medicin som lægerne mener jeg skal have mod ledlidelsen, så forekommer det at være den skjulte dagsorden. Generelt vil jeg sige, at vi via medierne efterhånden er blevet så tilvænnet med, at en stor del af samfundet omtales som sindslidende, der lader deres lidelser ud ved at klage over det ene og det andet, og der skrives at Danmark er en nation af klagere. Det er sikkert på den baggrund at en behandlingssøgendes egen beskrivelse forekommer som floskler hos behandleren. Når gene beskrivelsen, der oftest gammatisk set er negative ord, af lægerne opfattes som et ønske om at slukke for hjernens følecentre, så er det at jeg mener behandlingen er afsporet, en læge må ikke fornægte en persons egen smertebeskrivelse. Jeg mener at det var omkring 2001, at neurolog Erik Boisen sådan lidt som en bibemærkning sagde at min lidelse bestemt kunne behandles hjernekirurgisk med et lille snit, men ved mit uddybende spørgsmål svarede han kun, at der var irreversible bivirkninger derved, og at vi så først måtte forsøge os med andre medicintyper.
Efter rtg. 2005 havde jeg håbet at få god ledmedicin som jeg har efterspurgt i flere år, men daværende læge ville alene give mig Rivotril, som er et antiepilepsimiddel. Derved skiftede jeg læge, den næste sagde det samme, den næste igen det samme, ialt 4 gange, og med min specielle baggrund, som det fremgår af hjemmesiden, da forekom det som en overordnet tilrettelæggelse, at en af de passiviserende diagnoser ønskedes at få selvopfyldende effekt. Det korte af det lange var om jeg skulle acceptere den behandlingsmæssige dårlige kvalitet: Tilsvarende at benytte lobotomi mod et brækket ben.
Fra en som jeg kender, der har arbejdet på et sindsygehospital, der hørte jeg at en af deres retningslinier var at forhindre, at et par af de skizofrene patienter forelskede sig i hinanden, behandlernes opgave er for alt i verden at sørge for, at disse i deres verden ikke får lejlighed til at opleve følelsesmæssig medgang. I politik accepteres oppositionen som mennesker, man fratages ikke sine menneskerettigheder, såfremt at man kommer i oppposition, tilsvarende bør også gælde i sundhedsvæsnet. Jeg er ganske vist ikke blevet betegnet skizofren, men sundhedsvæsnet opfører sig lidt som om at når det angår min nakke, så behandler de mig som sådan en. Det virker jo som om, at jeg for alt i verden ikke må prøve de behandlinger, som jeg mener er de rette. Og et besynderligt faktum er, at de bedste råd for min ledlidelse i halsen, disse har jeg fået fra læger, som blot kort har set mig komme gående. Jeg vil ikke med urette fordømme sundhedsvæsnet som et komplot, det som kan frikende dem er som før nævnt, at deres behandling generelt er forkert, overfor patienter med ledlidelse i halshvirvlerne, eksempelvis hvor der som hos mig er en fysisk påvist sammenrivning af ledfladerne. Hos mig genererer det kun smerte under bevægelse.
Stivnakket?
Man kender jo også udtrykket en ”stivnakket person”, dvs. en der er ufleksibel, egenrådig og intolerant; sandheden kan jo være at der faktisk er mange som i forskellig grad har gigt i halshvirvlerne, som de første mange år alene genererer hovedpine. Halshvirvelleddene er de mindste og derved de mest komplicerede glideflader på kroppen; ledkirurgien er endnu ikke længere udviklet, end at man endnu kun foretager ledudskiftninger på de 4-5 største og allergroveste led af kroppens mange led. Desuagtet at halshvirvlerne er kroppens hårdest belastede led, de er belastede uafbrudt, allerede fra så snart man blot sidder op i sengen. Af udenlandske rapporter om halskirurgi fremgår at en af indikationerne for operation er når smerten er værst ved helt små bevægelser, når man så er i et land, hvor at ledsmerte i halshvirvlerne ikke findes, ja så bliver man anset for at være stivnakket! Ved denne dokumentation, hvor jeg i næsten 15 år tålmodigt og godtroende har opsøgt alle disse forskellige behandlinger for en ledsmerte, så forekommer det mig at jeg har udvist den ypperste grad af mental fleksibilitet.
Min viden om psykiatriske lidelser er ikke så meget større end hvad andre har. Jeg har tidligt overvejet om min lidelse kunne sammenlignes med katapleksi, det at en persons bevægelser mentalt fastlåses, dette beskrives at kunne kureres med antidepressiva. Man siger jo at psykisk stress næsten kan blokere smerteopfattelsen. Min teori om katapleksi er følgende: Det kan være en person der i bund og grund har gigt eller voldsom ledsmerte fra hvirvelleddene lige under kraniet, men blot opfatter og omtaler det som hovedpine.
Som nævnt andetsteds, så er det ledsmerten som genererer muskelkontraktion. Når det er at tilbagemeldingen fra musklen til hjernestammen, om at denne lille men for balancen vigtige muskel nu er sammentrukket, dette standser så motorikken autonomt, simpelthen fordi at dette ikke hører hjemme i bevægelsesmønstret. Det autonome stop kan være en ubevidst undersøgelse af systemet, og jeg ved ikke helt sikkert, om der er hvad man forstår ved katapleksi.
Men det korte af det lange er at så har man jo en risiko for at pågældende udsættes for en behandling med antidepressiver eller den slags, som jo intet gør ved den tilbundslæggende årsag. For disse personer, da vil den forkerte behandling med antidepressiver eller anden mental behandling forekomme som en massiv skuffelse, og patientens tillid forsvinder, lægerne forsvarer sig så med at hæfte en psykiatrisk diagnose på personen. Det er reaktionen ude i samfundet, fra det store antal af disse forkerte behandlinger, som gør at nogen mennesker holder sig borte fra at søge behandling. Og dem som den ene gang efter den anden må henvende sig til lægen om at smerten stadig generer, disse bliver kaldt hypokondere. Det er ikke uden grund at nogen har kaldt Danmark en nation af klagere.
Vejen lukt i helvede: Der hvor ord mister sin betydning.
Det med at forstå hinanden er vigtigt, for at undgå at nogen begynder at drage beslutninger på andres vegne: Her vil jeg kort indsætte et uddrag fra en onlinedebat, for nylig, om hvor en hund blev slæbt efter en bil, hvorom jeg skrev: Selvfølgelig har du ret, og jeg vil også sige stakkels ejer, og jeg tror ikke man kan kalde det mishandling, fordi det er et uheld tilsvarende en jeg hørte om for mange år siden, der havde bundet en hund til bagenden af en bil, hvorefter en anden kom og kørte bilen væk, det er ikke mishandling, fordi i ordet mishandling er der et gran af overlagt handling i, og ingen kører med overlæg på offentlig vej med et kært dyr slæbende efter bilen. Men pas på, jeg har kendskab til et tilfælde, hvor en far ved et uheld havde sat sit 1-2års barn på en varm komfurplade. Han blev anklaget for børnemishandling, men jeg mener bare at såfremt et menneske er så overlagt ondskabsfuld, så ville barnet slet ikke have nået at blive så stort som det var. Og den værste var at manden som blev dybt ulykkelig, han kom på hospital pga. sin egen ulykkelige handling. Rædslen kommer her, en af hans behandlere sagde, "ja, og man kunne tydeligt se på ham at han havde nydt mishandlingen". Det er der at ord mister sin betydning.
For mit vedkommende ville en behandling med eks. lyrica give den selvopfyldende effekt, at min hjerneaktivitet, specielt med hensyn til fysisk balanceevne, mental selvkritik og sociale evner blive så meget reduceret, at hjernens funktionsevne ville komme ned på niveau med mine defekte halshvirvler, og at jeg ved denne yderligere behandling med epileptika dermed som person uundgåeligt ville blive anset som et absolut fjols, som ingen kan have tillid til.
Egne erfaringer med anti-depressiver:
Ved mine gentagne smertebeskrivelser hos lægen, må han have fået opfattelse af, at jeg var deprimeret, idet at han tilbød disse midler. Jeg havde ikke på forhånd viden om, om disse midler kunne hjælpe på ledsmerten. Men min erfaring blev, at lykkepillerne forstærkede smerteoplevelsen gns. 20 %, imidlertid giver disse midler en lidt anderledes måde at opleve livet på, og jeg vedholdt godtroende forsøgene, ved at dosere forskelligt. Jeg er tilbøjelig til at tro, at man også kan sammenligne lykkepiller med luftforandring på spraydåse. Anderledes er det ikke.
Midlet Efexor vil jeg endda påstå kan ommøblere lidt på den sensoriske opfattelse, som kan virke interessant, men ikke specielt konstruktivt: For mit vedkommende var der den pudsige virkning, at midlet ligesom igangsatte en øget endorfindannelse, sikkert pga. de næsten konstante halshvirvelsmerter som jeg er udsat for; imidlertid er endorfineffekten ikke selektivt dækkende for halshvirvelsmerten, denne er uforandret, endorfineffekten kommer lidt bølgende, helt uafhængig af henholdsis ydre påvirkning samt miljø. Dette faktum kan forekomme uhensigtsmæssigt, idet at det næsten kan fornemmes at blive opfattet af mennesker som er i nærmiljøet, og derved oftest som et seksuelt signal, men objektivt helt utilsigtet, og derved absolut forvirrende eller perverst.
Og vigtigst, SSRI-midlerne bedrer ikke potensen, og mindsker ikke ledsmerter. Det er ikke en bebrejdelse mod lægen at jeg fik disse midler, bemærkningerne skal blot tages på den måde, at den salgsinformation som tilgår lægerne om disse midler, at effekten derved er overeksponeret af de vidt forskellige informationer, der findes om SSRI-midlerne. I bund og grund er det jo dybt nedladende af en læge at tro, at man gentagne gange kommer til han og klager over ledsmerte, og at han derved tror, åh, det lille kræ, han er ulykkelig. Jeg har læst bøger om SSRI-midler, og har hørt læger som beretter at de kan kurere både ledsmerter osv. med antidepressiver, så det er ikke nyt, men nedladende salgsbedrag, min mening er at de kun giver kun patienten en syntetisk sindsstemning. Mennesker som får den slags midler specielt Cipramil, vil kunne opfattes lidt kunstige, og derved ikke helt seriøse. Såfremt at en ledsmerte bliver henholdt dermed, er det i bund og grund ikke retfærdigt overfor patienten, selvom at lægen ved sin uvidenhed tilbyder midlet i velment hensigt.
Redegørelsen her er ikke ment på den måde, at jeg vil diskvalificere hverken bestemte medicintyper eller bestemte læger. Min påstand er heller ikke at lægerne ukritisk udskriver for meget medicin, fordi den del af debatten, som angriber sundhedsvæsnet og lægerne for dette, kan jeg ikke støtte. Mit håb er at redegørelsen vil forbedre diagnostiseringen.
Egne erfaringer med anti-epilepsimidler:
Jeg har aldrig haft epiletiske anfald. Men for mig er tilfældet det, at lægerne gentagne gange har tilbudt mig antiepilepsimedicin, der som jeg først nogen år efter fandt ud af, virker som medicinsk lobotomi, på de mennesker som ikke har epilepsi. Begrundelsen for dette er vel en medicinsk formådning om at hjernens føle/smerte-sans passiviseres derved, at det har indvirkning på frontallapperne husker jeg tydeligt ved den kolde fornemmelse i panden, samt tilsvarende middelbeskrivelserne, at man mærker der hvor at en udefinerbar del forlader jeg'et. Er disse midler virkeligt så primitive at de blot afbryder stofskiftet ud til de perifære hjernemråder? Min erfaring er at disse ingen positiv effekt havde på ledlidelsen, men virkede socialt invaliderende og gav en perverteret mimik, disse triste effekter håber jeg efterhånden næsten at have neutraliseret med andre midler. Jeg er polyteknisk uddannet som maskinmester, og kender til mindste detalie hvorledes at man vedligeholder komplette anlæg, og forbedrer. Det tilsvarende som lægerne jo altså på denne måde gør, når de benytter antiepilepsimedicin, ved mennesker når at noget er galt, det er at afbryde forsyningen til den del af kontroltavlen, som viser fejl i anlægget, derfor kalder jeg sundhedsvæsnet primitivt, eller afsporet. Såfremt det bevidst er blevet afsporet med massive informationskampagner, så har det sin politiske forklaring, som er denne sag uvedkommende, men som uberettiget krænker uskyldige mennesker.
Omkring 1997 klagede jeg til min læge over at Brufen ikke hjalp mod ledsmerten, af en eller anden grund gav han mig så Rivotril, jeg husker at min gang blev så usikker, så at folk så på mig som om jeg var stærkt beruset. Derefter var anbefalingen Tegretol, dette prøvede jeg et par dage, men det gav så voldsom hovedpine at det fik mig til at opgive det. Balanceevnen blev om muligt endnu dårligere derved. Ved gennemgang af bivirkningerne ved Lyrica, som nyligt anbefalet, står også om tilsvarende bivirkninger.
I sin tid, hjemme hos mine forældre, var der en af vores hunde som gik hen og fik epileptiske anfald, første gang jeg så det, troede jeg den var ved at dø. Dyrlægen sagde at den sikkert havde ædt noget rottegift som vi havde liggende, hvilken slags det var ved jeg ikke. Noget af den viden, som man har om effektfuld medicin, der har været benyttet på mennesker, og som for sundhedsvæsnet ser ud til at være glemt, kan man faktisk finde via dyrlægelitteraturen, eksempelvis om grundstoffet gulds effekt på ledlidelser, se eksempelvis www.ridgeback.dk . Det faktum, at man skal finde viden på den måde, da er det at det får mig til at påstå at amalgam er sundhedsvæsnets og medicinindustriens største indtægtsgrundlag, menneskeligt set afspejler det en samfundsudvikling, hvor omsætning har større værdi end mennesker. Men afsporingen er ikke enstemmig, på eksempelvis www.goldclinics.com ses af der er mange læger som anbefaler guld mod ledlidelser. Den mest platte forvanskning om dette emne er at anse dette grundstofs medicinske effekt som noget med effekt mod lommesmerter.
På baggrund af viden om kviksølvamalgam fra bl.a. www.fmsd.dk blev min interesse for metallers påvirkning af kroppen vakt. Om epilepsi har jeg føgende teori: Det er er tilstedeværelsen af spormængde kviksølv fra amalgam, som er trængt ind i centralnervsystemet, som hos nogen starter epileptiske anfald. Kviksølv er demyeliniserende, og på den måde giver kortslutning i nervebanerne. Under et epileptisk anfald er der så voldsom neuroaktivitet i centralnervesystemet, at der sker tilsvarende det, at neuroaktiviteten derved smelter isolerende myelin hen til epicentret, hvorved at kortslutningen afbrydes. At der så senere kan komme et epileptisk anfald, hvor forløbet gentages, skyldes kviksølvets neurotiksiske effekt, efter en tid i ro svider kviksølvforbindelserne sig igen ned mellem nervebanerne for at kortslutte.
Kviksølvet som er det mest neurotoksiske af tungmetallerne, når det er trængt ud i organismen, så kan det eksempelvis fjernes med de såkaldte kelatorer. Jeg er blevet opmærksom på et interessant middel trimercapto-s-triazin, der har handelsnavnet TMT15. Det er et ugiftigt middel, som fremstilles af Degussa for tungmetalfældning i rensningsanlæg; dette middel danner den stærkeste forbindelse med kviksølv, hvorved at kviksølvmolekylerne helt omsluttes, og toksiteten passiviseres. For et par år siden kontaktede jeg Dr. Peldsus som har konstrueret midlet, han siger at de ikke har erfaringer fra midlets anvendelse som medicinsk middel. - For mig at se kan der være interesser som ikke vil se eks. tmt15 på slugekapsler, midlet er så billigt at fremstille, og kan dække et bredt spekter af lidelser, at sundhedsvæsnet og medicinindustrien vil blive ændret derved. - Et par dråber (det lugter fælt) i et glas vand virker straks mod sur mave, søvntrang udsættes lidt og hovepine forsvinder. Jeg tror at epilepsipatienter kan kureres med tmt15, og det sker så på en måde, som ikke nedsætter hjernens aktivitet, eller personens sociale evner. Konstruktivt set, så er min bedste anbefaling at et par læger vil vurdere midlet, som sagt giftigheden, fareklasse osv. kendes. Jeg omtaler intet vidundermiddel, som med alt andet, så finder de forskellige midler hver deres veje, og vejenes retning kan være forskellig fra den ene person til den anden, folk bliver ikke allesammen syge samtidig og af de samme ting, og vi ved at det er fordi at stofskifterne er forskellige fra den ene til den anden.
Min modvirkning af forkert benyttede antiepilepsimidler:
Jeg anser anvendelsen af gængse antiepilepsimidler, tilsvarende hvad jeg fejlagtigt blev anbefalet af lægerne, som midler der bringer en persons sociale evner hen i retning af hvor demente placeres. Det som at jeg gjorde for at modvirke antiepilepsimidlernes virkning på min hjerne var at søge viden om demens og midlerne imod dette. De traditionelle midler mod demens har kun effekter, som forsinker demensudviklingen, og på anden måde giver disse midler skader, som er irreversible. En kort overgang, vistnok inden år 2000, var et nyt middel undervejs, som da blev betegnet Viviq, og var under vurdering her i Danmark. Dette havde en anderledes virkningsmekanisme, ved en forbedring af de røde blodlegmers egenskaber, og som virker opbyggende ved en dokumenteret forøgelse af CNS og hjerne nervevækstfaktoren. Denne faktor er netop det tilsvarende parameter, som tilstedeværelsen af ganske få kviksølvmolekyler helt bremser. Midlet har været under overvejelse til anvendelse mod blandt andet demens. Imidlertid findes der ikke længere information her i Danmark om dette middel, sådan umiddelbart. Til personer var doseringen 300 mg, og virkemidlet var Propentofyllin. Imidlertid kan propentofyllin købes i udlandet, der er det foreløbigt verterinærgodkendt til ”trætte hunde”, med en dgl. dosering på 60 mg. Dette middel har jeg periodisk benyttet ved lav dosering, og jeg må sige, ved den forsigtighed og opmærksomhed sådan noget forudsætter, så er jeg lykkelig for at genfinde mig selv derved. Jeg erfarer en bedre overensstemmelse mellem mine følelser og ansigtsudtryk, dvs. kontrollen over ansigtsmimikken, dette er noget af det vigtige som går tabt med antiepilepsimidler. Denne opbyggende effekt som propentofyllin har, kan ikke opnås med antidepressiver.
En anden forklaring kan være, at idet mine halshvirvler har slidgigt og højdereduktion, da kan der være nervebaner som er lidt maste derved, propentofyllin bevirker en styrkelse (som jeg ikke har læst, men erfaret) af de perifære nervebaner, således og på den måde, at man som person i et blandet selskab undgår uønskede følelsesmæssige respons som reflektioner fra tilfældige og derfor fejlfortolkede grimasser: Efter desto længere tids vågenhed og/eller selskabelighed tiltager disse, for mit vedkommende helt minimale grimasser, der imidlertid for mit vedkommende er af den helt spændende skuffe, såsom undertrykte sideblik, knebne øjeblink og en antydning trutmund. Såfremt at tilfældet var, at jeg virkelig beherskede den rette anvendelse af disse stærke scoreværktøjer, og var ca. 20 år, yahoo, så ville jeg have svømmet i dejlige og skønne piger. Derimod er det socialt destruktivt, når disse værktøjer uvilkårligt glimter her og der. Men som sagt, lang tids hvile/søvn, så er det under egen kontrol, eller også som sagt propentofyllin, i forsigtig og helt lav dosis.
Hjerneforskning
For mig at se forekommer kvaliteten af den nyeste hjerneforskning forbavsende på en måde, sandsynligvis bliver folk imponerede over at se de computeranimerede kortlægninger over de lokaliserede hjerneaktiviteter ved de forskellige sansestimuli. Ganske vist lokaliserer man en bestemt form for aktivitet, og foretager derudfra konklusioner. Men det vil ikke undre mig, at man om nogen tid vil finde andre målemetoder, hvorved at man må indse at de nuværende forsøg på at kortlægge hjernen ikke var rigtige. Eksempelvis for et offer som mig, hvor at man kan finde på at give en som mig antiepilepsimidler, som forringer bevægelses- og dennes balanceevne, det er mig uforståelig, eller rettere sagt destruktivt.
Tilsvarende blev en ny behandling af parkinson for nylig omtalt,”Deep brain stimulation” som en af de mest avancerede hjerneoperationer. Ved nærlæsning af virkningsmekanismen står: Stimuleringen som kan reguleres foretages med 130 Hz ved inhibitering af hjernevæv nær elektroden. Ja, der står inhibitering. Derfor når det nærliggende væv er omdannet til læder, så lidt kraftigere spænding på, derefter et andet sted hen med den, efter 10 år kan det sikkert også være ligemeget! For mig at se ligger der mindst 50 års forskning forude, førend at man er i stand til på betryggende vis at efterligne nerveimpulsene, som går mellem hjernens synapser. Dette er min mening om det niveau, hvorpå den neurologiske videnskab befinder sig.
Det skal ikke forstås som om at det neurologiske niveau alene er agterud i forhold til øvrige lægevidenskaber. Medio 2005 havde jeg anledning til at vurdere min lidelse i forhold til en formådet ørelidelse. Ved en konstateret defekt på endolymfefunktionen i det ene øre, da findes der ingen teknik som kan genoprette funktionen, metoden som findes er at destruere resterne, så at det defekte signal helt afbrydes, det som giver Meniere's sygdom, dvs. svimmelhedsanfald.
Tilsvarende også for mange af de andre organer, som ikke virker helt godt, dem vælger lægerne ofte helt at passivisere, fordi man endnu ikke behersker teknikkerne til at genoprette deres funktioner. Som maskinmesteruddannet tekniker er jeg vant til at finde og behandle den tilbundsliggende årsag, hvis noget ikke virker.
Anæstesiologiske forhold
Medio 2005 havde jeg anledning til at vurdere min lidelse i forhold til en formådet ørelidelse, skriver jeg ovenfor, og jeg vil uddybe det her: I bilag 2.1 er den beskrivelse, hvormed at jeg kom op på Gentofte sygehus til behandling/undersøgelse. Efter et tandlægebesøg hvor jeg var blevet dybt bedøvet i venstre sides tuberområde, erfarede jeg at bevægelsesforstyrrelsen og smerten fra halsleddene var borte. Derfor forledtes jeg til at tro, at sygdommen kunne skyldes en Meniere-lignende sygdom. Ørelæge Søren Hansen og kirurg Per Caje udførte så en bedøvelse, for at undersøge om effekten kunne gentages, men denne viste sig ikke helt at have tilsvarende effekt, som der var efter tandlægebesøget. Søren Hansen redegjorde for at en bedøvelse af venstre øres endolymfefunktion ikke kan lade sig gøre på denne måde, idet at der er knoglevæv imellem, hvorved at diffusion af bedøvelsesmiddel fra tuberområdet til øret ikke er mulig, Per Caje meddelte at tuber muligvis kan være et triggerpunkt for øret. Jeg konkluderede straks, at bedøvelsen i tuberområdet alene har haft den effekt, at halshvirvlerne er blevet bedøvet derved. Tuberområderne er i munden, men halshvirvelleddene ligger lige bag disses slimhinder.
Af materiale, som Sundhedsstyrelsen har offentliggjort på internettet, der fremgår at de har foretaget undersøgelser, som moddokumenterer udenlandske behandlingers positive effekt ved bedøvelse, såsom elektrokoagulation af nervebaner fra halshvirvelleddene. Sundhedsstyrelsen skriver videre derom, at deres undersøgelse og anbefaling bygger på dobbeltblinde forsøg og forsøg med dyr, hvorved at den ønskede effekt ikke kunne dokumenteres, og idet at 30 % af de behandlingssøgende skulle kunne opnå bedre livskvalitet ved behandlingen er undersøgelsen nøje gennemgået, men sundhedsstyrelsen fraråder behandlingen på baggrund af deres undersøgelse.
Foregående afsnit, Sundhedsstyrelsens konklusion har jeg følgende kommentar til, på baggrund af følgende erfaringer: Efter at jeg havde været til undersøgelse på øreafdelingen på Gentofte Sygehus, fik jeg tid til behandlinger hos en anæstesiolog, med lidokainindsprøjtninger bagpå halsen. Jeg fik det 5 gange med et par ugers intervaller, men effekten var kun ca. 50 % så god som jeg havde forventet, og alene derudfra kan jeg i nogen grad tilslutte mig Sundhedsstyrelsens vurdering. Men på baggrund af min ene erfaring med kortvarig smertefrihed fra halsvirvlerne, så vil jeg gøre opmærksom på følgende: Ved eksempelvis rodbehandling hos en tandlæge kendes vigtigheden af bedøvelses virkningen: Tandlægerne har præcis viden om nervebanernes placering, og alligevel sker ofte det, at en bedøvelse må gentages op til 2-3 gange, førend at tandbehandlingen lader sig gennemføre. Vigtigheden af dette faktum vil jeg understrege således, at hele tandlægens uddannelse er koncentreret til denne lille del af den samlede krop, hvor lægernes viden på ingen måde kan være så intensiv for nogen af kroppens øvrige dele.
Mundens hhv. venstre og højre tuberområder er aldrig blevet benyttet ved lægers vurdering af bedøvelsesvirkning på halshvirvlerne, selvom at halshvirvlerne ligger lige bag ved svælget. Denne indgang til bedøvelse af nervebaner fra halshvirvelled giver adgang til andre nervebaner, end dem som på traditionel vis bedøves omme fra nakken. Derudover kan der være betydelig og afgørende forskel på selve bedøvelsesmidlet effekt, anæstesiologerne benytter lidokain. Tandlægerne vælger Scandonest, og der er vel ikke uden grund. Mine erfaringer fra tandlæge bedøvelser i højre tuberområde var at min bevægelsesforstyrrelse var stærkt forværret efter tandlægebesøgene. Ved bedøvelse i venstre tuberområde var bevægelsesforstyrrelsen væk.
Grundmekanismen ved bedøvelse er at nervecellernes såkaldte natrium/kaliumpumpe standses, så at acetylkolinfrigørelsen ophører midlertidigt, det er den samme effekt som neurologerne opnår med Botox. Her uddrag af et brev til ørelæge Søren Hansen: åØåCa. 1995 nævnte neurolog Erik Boisen botox som en behandlingsmulighed for mig. Ved den nærmere forklaring: botulinum toxin, en af de stærkest virkende gifte, var jeg betænkelig ved dets anvendelse hos mig, idet at hos mig skulle det være i/omkring halsen og de tynde muskler der kunne nemt være årsag til en uheldig fejlplacering. En anden neurolog, Lene Wermunth omtalte derfor midlet således for mig,: "det kan godt være dit hoved kommer til at hænge lidt løst ned på brystet de første par dage, men vi ser jo, at patienterne oftest blir helt euforiske et stykke tid efter". For mig er det således at jeg ikke har brug for nogen syntetisk sindsstemning, derfor kunne dette forhold ikke overtale mig. Men at neurologerne (hos nogle botoxpatienter) konstaterede en euforisk tilstand, på et tidspunkt i forhold til botoxbehandlingen, aflæser jeg på følgende måde: Jeg formåder at botoxindsprøjtninger hos torticollispatienter kan ske nær halsmusklernes befæstigelser på kraniet. Den aflastning af centralnervesystemet, som kommer når at et defekt indgangssignal afbrydes, giver eufori, idet at disse patienters centralnervesystem over lang tid har opbygget en "normalressource for fejltilstanden". I kort tid efter fejltilstanden ophører, under afbrydelse af det defekte indgangssignal, da opererer centralnervesystemet så med et ressourceoverskud, dette kan sikkert ved nogen ses som eufori. Men efter kort tid vil centralnervesystemets og personens egenregulering om nødvendigt få indreguleret en normal stemning. Botox blokerer neural transmission i op til et år, tilsvarende Scandonest et par timer, og Lidokain ca. 10 timer. Jeg kontaktede Brunilda Nazario som via Medline, som den første havde informeret om anvendelse af Botox mod Tinnitus. Deraf fremgik at nogle af forsøgspersonerne meddelte at botox effekten mod tinnitus indtraf et par måneder efter indsprøjtningerne, som blev lagt omkring ydre øre. Forklaringen er at virkemidlet i botox er botulinum toxin, den stærkeste transmitterblokade som eksisterer, botox diffuserer ekstremt langsom gennem vævet, derved kom hørenerven først under påvirkning af botox efter et par måneder. Tilsvarende om botox i halsregionen, først såsnart den langsomme diffusion når nerverne fra defekte ledskiver, opnås smertefrihed derfra.
Fra tandlægebesøg havde jeg erfaret at bedøvelse i højre tuberområde forværrede bevægelsesforstyrrelsen i uudholdelig grad. Ved bedøvelse i venstre tuberområder gik bevægeforstyrrelsen og halssmerten væk, sålænge at bedøvelsen virkede. Anæstesilægen gav mig derefter 5 behandlinger med lidokain, disse havde ikke den forventede positive effekt. Derfor vil jeg konkludere: For at bedøvelse af smerte fra nedbrudte halshvirvler skal have effekt, skal såvel bedøvelsesmidlets effekt og placering være ligeså optimal, som når der hos tandlægen skal udføres tandoperation. En fejlplaceret bedøvelse vil ikke blokere smertesignalet fra et defekt halsled, men istedet lamme en muskel i modsatte side, hvorved at bevægelsesforstyrrelsen istedet forstærkes, helt imod hensigten. Således tyder det på, at en velrettet bedøvelse med Scandonest (ikke lidokain) i venstre tuberområde kan bedøve præcist de nervebaner, som kommer fra de halsled som hos mig er defekte.
Udskiftning af kviksølvamalgamplomber:
I 1998 eller 1999 søgte jeg hos sygesikringens forhandlingsudvalg om tilskud til fjernelse af mine kviksølvamalgamplomber. Ansøgningen blev ikke imødekommet. I 70'erne proppede tandlægerne uhæmmet vore tænder med amalgam, og mange af mine jævnaldrende har selv betalt for at få deres udhulede amalgambeholdere fjernet, og fået indsat nye kroner på stifter i stedet. I 2002 betalte jeg selv for at få fjernet alle de store amalgamplomber som jeg havde. At forvente helbredelse dermed ville nok være lidt for optimistisk, men ihverttilfælde standsede jeg dermed den fortsatte kviksølvsbelastning derfra. De største og mest belastede plomber i kindtændernes tyggeflader var ikke holdbare med plastplomber, i 2004 fik jeg indsat to nye tandkroner blandt kindtænderne. Jeg vil henvise til min forskning om kviksølvamalgamens vævspåvirkning. I en rapport fra Miljøstyrelsen 1992 fremgår at der ikke er nogen nedre grænse mht. kviksølv ppm for den neurotoksiske påvirkning. Anvendelse af kviksølvamalgam til gravide kvinder er for flere år siden blevet forbudt. Jeg vil iøvrigt henvise til et uddrag fra min hjemmeside angående kviksølv og fertilitet, dette vedlægger jeg som bilag 3.
En mere gængs diffusion af kviksølv, dvs. vævsoptagelse uafhængig af systemisk transport, kan også forklare at kviksølvet giver gigt i halshvirvlerne. De led som ellers sidder tættest på amalgamplomberne er kæbeleddene, og man kan derved tro at disse skulle være de første som skades af amalgamen. Imidlertid er vores leddimensioner formet gennem flere tusind års tilpasning til belastningen, og det er først indenfor de seneste hundrede år, at kæbeleddene er blevet aflastet, ved at fødevarerne i stigende grad er forarbejdede inden indtagelse. Derfor er kæbeleddene ikke følsomme overfor en vævskontraktion pga. kviksølv. Belastningen på halsleddene er derimod uforandret eller endda sikkert forøget, og kviksølvdiffusion gennem mundens slimhinder i svælget ind til halshvirvelleddene er helt nærliggende. Det jeg siger dermed er at kæbeleddene faktisk er overdimensionerede til den findelte føde som mennesker indtager nutildags, idet de er overdimensionerede ødelægges de ikke, selvom deres kviksølvseksponering er større end den gruppe led, der ligger som nr. 2 fra amalgamplomberne, således halshvirvelleddene.
Miljøstyrelsens klassifikation af kviksølv, som det mest neurotoksiske materiale som vi kender, deles ikke med sundhedsstyrelsen, det er derfor at jeg har fremført, at kviksølvamalgam er sundhedsvæsnets største indtægtsgrundlag, deres fornægtelse kan begrundes med frygten for erstatning, eller endnu værre, som en retfærdiggørelse af at der skal andre gener til.
På molekyle/celleniveau har de fleste naturligt forekommede metaller nyttige funktioner i den organiske kemi, og metaller optages derfor organisk. Det eneste metal som har en anden opførsel end de ”gode” metaller er kviksølv. Det er fordi dets smeltepunkt er -38 grader celcius. Alle de andre er stabile at holde i hånden, helt op til mange hundrede grader. I den organiske kemi gør metallerne gavn på ionform. Ionformen er deres måde at holde hinanden i hånden. Men kviksølv kan ikke holde i hånd, levende organiske forbindelser svides(i mikroskopisk forståelse) ihjel pga. dets lave smeltepunkt, derfor det opfører sig som lava, alt organisk brænder sig på kviksølvsforbindelserne. I mikroformat opfører det sig som en løbsk kværn som knuser alt levende. Hjernens bestanddele de mikroskopiske neuroner gemmer sig og stikker hænderne i lommen, når der er kviksølv i nærheden, derfor kan ingen viden lagres. Ude i kroppens celler sker der det, at rygtet om det massakrererende kviksølv spredes, så gælder det overlevelse, vi kender jo hvor godt generne husker en opbygning, (sig til hvis du ved bedre!), så hvis cellen ikke vil forkvakles, må den og sine nærmeste gøre sig kolde, det kan kun ske ved kontraktion, ligemeget hvor lang tid det så skal være! Okay, det kan være et led knirker noget i nærheden, men så kan han bare lære det! -Billedlig talt, så selv børn forstår det.
Nordiske fødevarer har lavt indhold af grundstoffet selen, for at opretholde folkesundheden er Finland det eneste land i verden, hvor at jordbrugsgødningen er beriget med selen. For 1000 år siden betød det lave selenindhold ikke noget, men nu hvor industrialiseringens miljøpåvirkninger er her, er selenet nødvendigt for at borttransportere tungmetallerne ud af kroppen. Ved mine samtaler med Sundhedsstyrelsen har de bekræftet, at deres undersøgelser af hvor meget kviksølv mennesker kan tåle, disse undersøgelser meddeler intet om hvilket selenindhold der var i forsøgspersonernes kost. Dvs. en person som får meget selenrig kost, pågældene vil ikke vise tegn på kviksølvsforgiftning, selv ved stort kviksølvsindtagelse. På dette grundlag har Sundhedsstyrelsens undersøgelser vedrørende kviksølv ingen værdi for opretholdelse af folkesundheden.
Alkoholisme og kviksølvamalgam
Ser man på kulturen i et nyere historisk perspektiv, da virker det påfaldende, at i film fra 70'erne, da var bordene ved festligheder som det naturligste nærmest fyldt med alkoholflasker. Samfundsmæssigt set desværre, så er den slags scenerier næsten tabu nu (jeg syntes det var sjovt!)og når det er sådan er det jo heller ikke tegn på at vores indbyrdes tolerence har det godt. Nå, men alt med måde, det er bedst.
Objektivt set, så er det ødelæggende at mennesker bliver slaver af alkohol. Mit spørgsmål her er, er det i bund og grund amalgam, som får nogen til at benytte alkohol i misbrugsmængder? Som tidligere redegjort, ganske få kviksølvmolekyler bremser nervevækstfaktoren i hjernen, derved nedsættes indlæring og de kognitive egenskaber. Ude i kroppen sker der det, at kroppens celler trækker sig sammen, de kontraherer i forsøget på at forsvare sig mod kviksølvpåvirkning. Man går og fryser og er utilpas, i værste fald opstår der iskæmi. Midlet mod denne sammenkrympning er så alkohol, det forøger blodgennemstrømningen og påvirker hjernen så at man føler sig (på meget kort sigt) mere ovenpå. At påstå at denne teori er svaret på alkoholproblemerne vil være en uforsvarlig overdrivelse. Alkoholproblemerne på Grønland havde helt andre og mere præcise årsager. Men, en fysiologisk sammenhæng er der i en vis grad.
.
Halskraven:
I 2000 havde jeg et ærinde på en skadestue med en af mine børn. Der var der en læge som spurgte til min hals og sagde at jeg skulle prøve en halskrave, som han gav mig. Denne var så skøn en oplevelse at få på, den lille aflastning som halshvirvlerne får ved kravens tryk var det allerbedste middel som jeg hidtil havde prøvet. Den naturlige forklaring på det er jo, at man med halskraven opnår en lindring tilsvarende som opleves når man lægger sig i en seng; når kroppen befinder sig vandret, som i en seng, da er halshvirvel ledfladerne befriet for tyngdekraftens påvirkning fra hovedets vægt, og ledvæsken kan derved strømme frit *. Derefter benyttede jeg halskraven under gang og andet fysisk arbejde, kraven blev slidt igennem efter et par måneder, da jeg ønskede en ny, sendte min læge sendte mig hen til en kirurg i Sønderjylland som hedder Kurt Lund. Han kiggede lidt på mig, og sagde hvis jeg syntes en halskrave så smart ud, så kunne jeg da bare vælge en. Grotesk nok var hans tilbagemelding til min læge, at han ikke kunne anbefale mig at benytte halskrave.!!!
* For nogen år siden blev der benyttet strækleje mod ryglidelser, jeg ved ikke om det endnu benyttes. Denne behandling vil jeg ikke efterspørge, af følgende grund: Jeg kan ikke tro på at ledvævet på en nyttig måde er i stand til at tilpasse sig eller udnytte det forholdsvis kortvarige forcerede stræk.
Geografi:
Medio 2005 fandt jeg via internettet en svensk beskrivelse, som hedder ”Kirurgisk behandling af nakkesmerter”, og der beskrives både knoglekirurgiske og andre behanlinger af denne lidelse. Deraf fremgår at brug af halskrave er et af de nyttige midler mod smerten. Alle behandlingerne, som er operative indgreb ved selve arnestedet, halshvirvlerne, disse behandlingstyper var helt ny viden for mig, som aldrig var blevet nævnt som muligheder for mig. En af mine bekendte som er læge, sagde:”dette materiale burde din læge selv have fundet til dig”, og fortsatte, ”at nogen landes lægevidenskab er stærk på bestemte områder, i andre lande har man bedre viden på andre felter”. Da jeg viste min læge materialet sagde han, at den slags ledoperationer kan give anden skade.
En glemt forbindelse ?:
Som langtidsbehandling ønsker jeg at prøve et halvt års myocrisinbehandling, for at bedre ledfunktionerne. Dette er af den grund at i 2002 fik jeg i 6 mdr. en højdosis Atamir-behandling, det hjalp så meget, at jeg siden har kunnet gå uden halskrave. Myocrisin og Atamir er i samme kategori, og jeg ønsker det for at opnå komplementæreffekt, idet dette beskrives at kunne fjerne sygdommen og bevægelsessmerten helt. At denne medicin er relevant ved den slags lidelser som jeg har, vil jeg redegøre for her.
Emnet ser ud til at være en forbindelse eller viden, som for tiden forekommer glemt: Omkring 1930-40 blev guldsalte anvendt mod epilepsi i udlandet. Der må således være en forbindelse mellem det hvad lægerne opfatter som henholdsvis epilepsi og gigt, idet at guld herhjemme kun anvendes mod gigt. Denne forbindelse må være det som jeg oplever. Om ledlidelser beskrives, at smerten fra ledlidelse genererer reflektorisk muskelkontraktion, som kan forstærke ledlidelsen. Denne muskelkontraktion må lægerne opfatte som enten delvis epilepsi, dystoni eller som hos mig: segmentel dystoni. Men det er forkert, fordi det er en smertesensorisk og derfor reflektorisk muskelkontraktion, som intet har med hjernen at gøre.
Reflektorisk kontraktion er i sin natur ikke styret fra hjernen. Kun rigtig epilepsi har sit udspring i hjernen. Derfor har antiepilepsimidler og de sederende midler ingen som helst positiv effekt på ledlidelsen. Kun en forventning om at den medicinske lobotomi helt ophæver smerteopfattelsen, kan få en behandler til at tildele sådan noget lort. Tilsvarende som for biler: Når smøreolielampen i en bil lyser under drift, så skal man standse bilen, det er ikke instrumentet som skal ødelægges.
Hvad kommer først: Leddegigt eller slidgigt?
Det som får lægerne til at benægte mig behandlingsforsøg med Myocrisin er at mine blodprøver ikke viser rheumafaktor, tilsvarende ca. 25 % af leddegigtspatienter, men har man blot een gang fået betegnelsen leddegigtspatient, så er behandling med Myocrisin også tilgængelig. Udover ledsmerten lider jeg af for stort hvile-og søvnbehov og har periodiske smerter fra andre led end halshvirvlerne, men lægerne siger at indikation for Myocrisinbehandling er leddegigt. Ubehandlet leddegigt kan over nogle år udvikle sig til smertende slidgigt, som hos mig. En anden behandling, men som man selv skal betale for er indsættelse af guldimplantater.
Mange læger indsætter guldimplantater hos slidgigtspatienter. Guldimplantater svarer til en lokal depotbehandling, hvorimod Myocrisin har systemisk effekt, som er at vælge når flere led er behandlingskrævende. Guldimplantater skal man selv betale for, og det er jeg utilfreds med, pga. min svage økonomi og at det koster ca. 10.000 kr (ref.:bilag 4:sstD21.11.05). Havde jeg fået sådanne indsat i 1995, ville medicinbesparelsen så kunne have været henimod 75.000 kr., fordi der er ingen som skal tro at medicin smager godt. Nu er det for sent til at guldimplantater alene kan bedre ledfunktionen. De store kvantum NSAID præparater som jeg har fået, beskrives faktisk at kan være årsag til andre ledlidelser, idet ledbrusken bliver blød under NSAID-behandling, og derfor kan blive "trådt igennem", ved belastning i andre led.
Endvidere vil jeg citere Gigtforeningen: Reumafaktor findes kun ved de inflammatoriske gigtsygdomme, fx leddegigt, men i 15-20% er blodprøverne tilnærmelsesvis normale, selvom patienten har leddegigt. Røntgenbillederne viser, at der er ledforandringer, men man kan ikke nødvendigvis ud fra billederne se forskel på slidgigt og leddegigt. Det er den samlede undersøgelse, som kan give lægen et klart billede af hvilken sygdom, der er tale om. Nogle gigtpatienter kan imidlertid være svære at diagnosticere og i få tilfælde er det ikke muligt. (ref.: bilag 5:gfD21.11.05)
Metallers organiske virkningsmekanismer:
Oplysningerne i rapporten METALS IN HEALTH AND DISEASE, som findes på www beskriver forskellige metallers organiske påvirkning i kroppen. Det er ny, objektiv og koncentreret kvalitetsinformation om dette meget diskuterede emne, som endnu ikke findes i dansk lægelitteratur.
Derudfra og som min konklusion på emnet er det således: Organisk korttidsreaktion mod tilstedeværelse af ganske få kviksølvsmolekyler er under mikroskop konstateret som bremset nervevækstfaktor, dette er årsagen til svigtende indlæring hos børn. Kroppens langtidsreaktion, forsvaret mod langvarigt toksisk påvirkning fra kviksølvamalgam, ses som vævskontraktion, når dette sker nær led, kommer gigten. Guldsalte giver den modsatte effekt som kviksølv, guldets organiske påvirkning er som vævsløsner indefra. Jeg har aldrig haft misbrug af nogen art, og denne medicin som jeg ønsker er ikke vanedannende, og kan ikke benyttes som rus eller misbrugsmiddel. Det er alene et middel mod vanskelige ledlidelser. Dette er sidste middel som er at forsøge med, førend at jeg må kræve ledoperation. Jeg vil endvidere henvise til et andet sammendrag om vævskontraktion og gigt, dette vedlægger jeg som bilag 6.
I ovenstående dokumentation er der fremført mange synspunkter og jeg har i nogen udstrækning henvist til de litterære kilder. Imidlertid er det et sammendrag af næsten 15 års studier i emnet. Såfremt at der er synspnkter eller standpunkter, som på nogen måde forekommer opsat på løs påstand, eller at der blot ønskes videre dokumentation eller kildeangivelser, så er det mit ønske at få besked på det.
Sundhed er mere end sygdom:
Jeg er et aktivt menneske, på min hjemmeside www.aggesen.dk er jeg ved at opstille aktuelle emner, som interesserer mig.
Bilag: 6 stk., henvist fra ovenstående tekst.
Tilføjelse den 26.04.06: Her for ca. 14 dage siden var der en morgen som om noget trykkede inde i halsen mod et sted i nærheden af stemmebåndet, og jeg havde fået smerter i lændehvirvlerne, som ellers ikke havde generet mig de seneste 5 år. Siden har hvilesmerten fra højre skulder været så at jeg ofte ikke har kunnet finde en liggestillling. Dette henvendte jeg mig til lægen om, og nu skal jeg røntgenfotograferes imorgen.
Noget tyder på at en speciel gigtmedicin som jeg for nylig fik en kort overgang virker mod spondylose, idet at dette ikke var synligt på scintigrafiet(omvendt rtg. med kontraststof). Spondylose er knogletilvækst som kommer ved fejlstillede led. Sp kan have støttet leddet, men ved dets bortkomst kan leddet være skredet yderligere ud, hvorved at flere nerver nu klemmes ved denne halshvirvel. Iøvrigt meddelte jeg lægen at en skade under leg, hvor jeg fik et sideværts slag på halsen, medens jeg var ca. 8-10 år ikke blev tilset af en læge. Evt. har jeg gået med et ledskred i halsen siden, men det er derfor at den tydelige fejlstilling siden er blevet fejltolket som en medfødt deformitet. - Rtg.undersøgelsen bliver med henblik på lokalisering af ledskred, Gud hvor jeg håber på en operation, og at den naturligvis bliver vellykket.
Jeg vil henvise til linket http://www.helsenyt.com/frame.cfm/cms/id=1169/sprog=1/grp=8/menu=14 , som beskriver en situation som jeg ser som en parallel til min, deri omtales ogs erstatning osv, penge er dog en helt irelevant størrelse i forhold til blot at få den rette behandling.
Med venlig hilsen Kurt Christian Aggesen