Skrev Oehlenschlæger.

Sådan blev overskriften om detteher emne. Hun snublede, det er altså Kirsten Svendsdatter's ene tå vi her skal se på.

Eller rettere, et mærke på hornet fra de to gange hun stødte sig på hornet. Den 26.09.07 skrev jeg ca. således: "Hvad revnerne midtpå hjorten stammer fra ved jeg ikke". MEN, se nu her: Hornet stak lidt op over jorden, lidt som en trærod ud på stien. Dvs. begge mundingerne har peget nedad, det ved vi fordi ellers var mundingerne blevet deforme, men underretningerne meddeler udtrykkeligt at det var de ikke!

Hvad vender så opad, det gør den hind på hornet, og som vi altså nu kan se, så da hornet havde arbejdet sig derop hvor det blev fundet, da nåede den at få et par knubs, sikkert også fra andre end Kirsten Svendsdatter, dette ses på Aureum trykket!

Hvilke af figurerne var det så som vendte opad, det det kan let ses derpå, se tegn. ovenfor. Aureum trykket viser at netop een af figurerne har en skade, som omtalt dengang (26.09.07), da var det ikke planlagt at et svar skulle følge, men det kom altså, fordi det blev, ja så snublende nært eller oplagt. 

Hjorten (eller hinden) har altså nok ikke siddet og sprællet på hornet, selvom at samtlige guldhornsbeskrivelser anfører, at de påloddede figurer er påsat med en helt speciel teknik, hvorved at figurerne har en afstand fra yderpladen, som om at man kan få noget ind imellem, eller som om der er en fure mellem plade og figur. Man omtaler hhv.: Inderhornet som var helstøbt uden samlinger, dernæst ringene med punslede figurer, og som 3.arbejde de udstående figurer, der måtte være påloddede.

Endvidere når man ser hornet i sin helhed, da ses at oldingen med højre hånd peger på den centrale bueskytter, hvis pil anes i øverste venstre hjørne på ovenstående billede. Hans venstre hånd, som mest bærer hornet, er lige over spejlfiguren, ( de to med et spejl eller en ramme). Interessant nok, den oprejste Fønixfigur sidder, aksialt set, på samme linie som hinden. Dvs. et meget udsat sted, ved fundet må Fønixfiguren derfor have lagt ned, som det iøvrigt ses på andre aftryk.

Omkring 1955 var tegneren Ernst Hansen fremme i medierne med en del spekulationer om at dette lange horn i virkeligheden angik et rekonstruert fund,  fordi at man dengang ikke kunne indpasse hornet i den kunsthistoriske udvikling, jeg har selv været inde på det endda fra flere sider tidligere i mine redegørelser. Selvom at sandheden kan være så nærliggende og logisk, at man af en doktrinær grund ikke vil tro på det, så viser ovenstående eksempel altså at fundhistorien passer 100% med billeddokumentationen.

Den 05.11.07 Mvh Kurt