En mentalitethistorisk synops: Ærkebiskop Eskil og kong Valdemar, Roskilde Universitetsbibliotek, af Lise Dam og Nanna Julie Ryge 1996.

Jeg havde reserveret plads til en pdf-gengivelse af synopsen her, men den kommer senere, men på baggrund af synopsen har jeg udarbejdet følgende tekstanalyse af Saxo's 14. bog:

Baggrund:

Det forekommer mig at røveriet af ærkebispens skat i Stade i nogen grad har forbigået tidligere historieforskeres opmærksomhed, ihvertfald ud fra de studier som jeg har gennemgået. Efter at have studeret mentalitetsstudiet af Eskil og Valdemar, som er særdeles interessant, så finder jeg anledning til her tilsvarende at rette opmærksomheden på den påvirkning som røveriet gav; i den overvældende detalierede form som at Saxo leverede, kan røveriet ved Stade forekomme som en ubetydelig detalie, men se nu det skift som sker i Saxo's gengivelse:  

Kort forinden røveriet ved Stade ser vi Eskil således, et eksempel fra et togt mod Arkona, jeg citerer fra Saxo: ""Medens de andre skibe nu lå i havnen, kom ærkebispen af Lund til, og da han så skibene ligge sådan med tjeldingerne oppe midt på dagen, bebrejdede han folkene deres dorskhed og sagde:"Er der nogen glæde ved sålede at begrave eders legemer, staldbrødre, når eders sjæle burde være på færde?" Med disse ord skammede han krigsfolkene ud, fordi de lå og dasede ved højlys dag, og han mindede kongen om, at i stedet for at ligge på den lade side burde give sine dovne krigsfolk noget at øve sine kræfter på. Kongen blev halvvejs vred over ærkebispens ord, men fandt dog tillige at det ikke var med urette, at han bebrejdede ham hans ørkesløshed, hvorfor han svarede, at de grave, de lå i, kunne de komme op af i en fart, derpå lod han tjeldingerne tage ned og skyndte sig at sætte kursen imod fjendens land.""

 

 

Efter røveriet bad ærkebiskop Eskil kong Valdemar om at medvirke til opklaring af røveriet, om et ophold i Slesvig derved gengiver Saxo flg.:Valdemar sad en gang og skjæmtede med sine gode mænd, og det gik da blandt andet ud over den pralhans, der i Stade havde drukket af guldbægeret, og som følge deraf sat det til. Nu var der nogle af de tilstedeværende, som tog kongens ord i en vrang mening og troede, at han lønligt havde skoset ærkebispen, og som følge af deres klaffer brød Eskil sit venskab med kongen, ja han gik endog såvidt i sin vanvittige hidsighed, at han sagde, at han troede at kongen havde fået de penge (værdier), han havde mistet, og at han var medvider i det røveri, der var øvet mod ham, og ved at udslynge sådanne falske beskyldninger imod kongen åbenbarede han, hvilke vanvittige tanker han bar på. Jeg ved ikke, hvad man mest skal undre sig over, ærkebispens forrykthed eller kongens tålmodighed. Hin betænkte sig ikke på at udslynge den hæsligste beskyldning mod den retsindigste mand, denne som havde en ren samvittighed, holdt med større sagtmodighed end man kunne forlange af ham, sin vrede i tømme.......  bemærk Saxo's omtrent primitive skadefro overfor Eskil, det træder så voldsomt igennem at Saxo uden at sky nogen midler udtrykker sin egen harme over at Eskil fornærmer den ædle konge. Farvefuld, det er Saxo, alt gengiver han. Værket er beundringsværdigt, det fremstår til forbløffelse næsten som en drejebog til en film, selvom han at han skamroser sin arbejdsgiver. Jeg skriver at Saxo er farvefuld, og det er fordi at han ganske kort efter at have skamrost Valdemar redegør for hvorledes at Valdemar udfører et dokumentfalskneri, hvormed at han, altså kong Valdemar og Absalon så får adgang til Eskils borg Lethricæ arx. Om Valdemar og Absalon's røveri i Eskils borg på Lejre mose meddeler Saxo senere: "Eskil skal, da han spurgte dette, have sagt, at der aldrig var timedes ham noget, der var gået ham hårdere til hjerte."

Selvom at der i ovennævnte studiesynops fra RUC ikke er bemærket at der faktisk er et klart stemningsskift at spore hos Eskil, gengiver jeg det her for at gøre opmærksom derpå.

 

 

indskudt afsnit den 04.02.2007

"-uanset, så dukker sandheden altid op, og det er jo dejligt"

Via do. synops blev jeg opmærksom på en bog af historikeren Brian McGuire: Bernard of Clairvaux, hvori der er et helt kapitel til beskrivelse af forbindelserne med Eskil, som jo blev begravet ved alteret i Clairvaux.  Fra denne bog af Brian McGuire blev jeg opmærksom på bogen, hvori der i højeste grad er tilstræbt en detalieret beskrivelse af Eskil, det er Hal Kock's bog: Danmarks Kirke i den begyndende højmiddelalder, hvor Hal Koch indledningsvis erklærer at hensigten med bogen oprindeligt var en bog om ærkebiskop Eskil. Brian McGuire betegner historiske kilder som et "Eskil Noir", altså der er systematisk foregået en mørklægning af historiske data om Eskil. 

Tilsvarende kaldes idag at være tendentiøs, som skal være et stærkt ord.

 

 

 

 

Om guldhornene er der udgivet en hel række værker, jeg vil give Stine Wiel ret, Johannes Brøndsteds bog er den allerbedste af dem. I den modsatte ende vil jeg placere Gunnar Sneum's bog om guldhornene, den er dårlig, men dog fremhæve een enkel af hans undersøgelser: Han har erfaret en aldeles fraværende interesse fra adelen overfor guldhornene. Jeg synes denne konstatering er interessant, idet det bevidner at der var en bedre tid inden den udenlandske adel begyndte at dominere landet, og guldhornene viser faktisk at kulturen var højere dengang, og uden det krænkende hieraki, som den udenlandske adel indførte. Tilsvarende har jeg studset over hvad Johannes Brøndsted gør opmærksom på, nemlig at Ole Worm benyttede en diktatorisk og nedslående måde lukke af for henvendelser og dialog fra andre som gerne ville vide noget om guldhornene. En del af forklaringen ligger i Ole Worms jødiske livssyn og baggrund, forespørgsler fra samtidens udenlandske højlærte og professorer endte han med at besvare bidende og tillukkende. Men det er der at historieforskning bliver interessant og relevant for den rationelle forståelse af nutiden, idet at selv om magthavernes informationsnet kan mætte befolkningerne med massiv ensretning, som de bliver påtvunget at tro på for at opretholde indkomsten, så dukker sandheden altid op, og det er jo dejligt. Jeg tror at guldhornene facinerer mange ved at give indtryk af noget oprindeligt.

 

 

 

 

 

"De tidligere konger plejede at bære sporer på hælene, men den, de nu havde, bar dem nok på tæerne."

 

Som så mange historikere har gjort, har jeg betegnet Valdemarstiden som tyranniets indførelse. På Saxo's fantastiske facon får han det også meddelt således, hvor han citerer en falstring's omtale af Valdemar således: "De tidligere konger plejede at bære sporer på hælene, men den, de nu havde, bar dem nok på tæerne." Bemærkningen kommer i forbindelse med at befolkningen i midjylland og specielt på Falster plages af hærværk og plyndringer. Dette meddeles i 14. bog, tilsvarende i en af de første bøger omtaler Saxo en grundlæggende dansk karakter, "det var at ved krig var det kongen eller høvdingen som fik æren, folkene fik byttet". Siden blev det som bekendt anderledes, det udviklede sig til et tyranni, og for at konsolidere tyranniets magt krævede kongen byttet, folkene var han ligeglad med, fordi han regnede med at hans kreds sikrede ham et godt eftermæle uanset hvorledes han slagtede blandt sit eget folk. Men sandheden lader sig ikke fornægte, den skinner igennem i de små sprækker. Til ovenstående eksempel om den folkelige bemærkning med at sporerne sad på tæerne hos Valdemar, bruger Saxo så næsten en hel side på igen at indpakke "den uforskammede bemærkning om den tapre og højtlysende konge". Men Saxo blev nødt til at sætte folkelige bemærkninger ind i teksten for overhovedet at give indtryk af at hans værk virkelig også var reel historieskrivning. Igen og igen forbavses man over det overvældende kildemateriale som var tilgængeligt for denne Saxo, og derved kan man alene med bedrøvelse tænke på hvilke rigdomme som er gået tabt i de efterfølgende århundreder ved de efterfølgende konger plyndringer og ødelæggelser i de arkiver man ved har eksisteret, eksempelvis på Hammershus. På trods af den bestilte skamros til Absalon og Valdemar, er der små sprækker af sandhed som lyser gennem Saxo's værk. Disse fik betydning for to forhold: Modvilje fra kongemagten til udbredelse af Saxo's værk i de efterfølgende århundreder. Overleveringen af Saxo's værk blev de første århundreder helt blokeret i Danmark, Angers fragmentet er med til at bevidne det.

På grund af ovennævnte citat vil jeg her indsætte en tidligere artikel om Roskildes byvåben:

 

Fuglen i Roskildes byvåben

Ovenfor har jeg bl.a. gengivet et uddrag fra Saxo's GD, hvor Absalon og Valdemar røvede Eskils borg, Lejre ved Roskilde. Jeg fortsætter om emnet, idet at for nogle dage siden kom jeg til at studere Roskilde's byvåben lidt nærmere ( i anledning af kommunesammenlægningen ). I Roskilde avis var gengivet en debat om evt. udskiftning af byvåbnet, fuglen var under et møde blevet betegnet båd grim, skrækslagen og handicappet, men byvåbnet, som stammer fra omkring 1250 forbliver fortsat som byvåben for Ny Roskilde Kommune.

(jeg indsætter et billed af byvåbnet her, senere.)

Saxo's omtale af Eskil er gennemgående negativ, fordi at det var under Valdemar og primært Absalon at Saxo skrev GD. Ikke desto mindre, som Karen Skovgaard-Petersen bemærker, Eskil's ord til Saxo var ikke spildte. Et sted gengives Eskils tanker, om et af hans depoter som blev røvet, "genstandene var blot æresbevisninger". (dette meddeler Eskil om røveriet ved Stade i forhold til drabene på sine dattersønner).

Dette gengiver jeg af den grund, at lige præcis tilsvarende ordvalg benyttes i Piranesi, Italienske studier, 9, 1997, Gunnar Milthers: De Forsvundne Guldhornsafstøbninger således: "Afstøbningerne er blevet sendt som en markant æresbevisning,". 100% tilfældigt, at det er samme ordvalg, men alligevel en afspejling af den karakter hornene har.

Saxo meddeler, at da meddelelsen om røveriet ved Stade kommer til ærkebiskop Eskil, får Eskil både den franske konge og den tyske kejser til at medvirke ved undersøgelse af røveriet,(det ved vi, udover GD også dokumenteret fra bevarede brevvekslinger) men det var uden at tabet blev tilvejebragt. Underfundigt må man endda sige, så meddeler Saxo faktisk at det sikkert var tilfældige fattige som havde begået røveriet, hvilket med vores nuværende viden forklarer den uafmærkede og overfladige placering af de uvurderlige horn.

Såfremt at det var Eskil, der fra sin slægt har arvet de gamle guldhorn, så var de allerede omkring år 1100-1200 en umådelig æresbevisning. Roskildes byvåben er fra ca. 1250. For mig at se, så virker det som om, at tegneren har hørt fortællinger om de to guldhorn. Det kan se ud som om der er gengivet et guldhorn under hvert af fuglens vinger, og man ser endda, at de to guldbånd under fuglens vinger såvel er koniske og let buede,svarende til guldhornenes konturer, og på fuglen er disse to bånd gengivet utvetydigt forskelligt, tilsvarende som de virkelige guldhorn var.