KRIST OG ANTI-KRIST       Ærkebiskop Eskils gidselsbrev (1157)Eskil, kaldet ærkebiskop af Lund, Jesu Kristi fange, sender hilsner til kongerne og stormændene af Danmark, til biskopperne og abbederne, og til hele præsteskabet og folket [regibus, principibus Danie, episcopis abbatibus, atque universo clero et populo]. Glade er de elendige, når det er vist, at de ikke har fortjent det hvorunder de lider. I modgang er der en vis glæde, hvis den, som menes at være forbryder, ikke desto mindre er uskyldig. Således forholder det sig, at vi frydes i lænker. Årsagen til dem er til min trøst, og ikke til samvittighedsnag. For vi frydes, idet vi siger med Paulus: Thi det kan vi rose os af - det vidner vor samvittighed. Hvad kan da være og har været årsagen til vore lænker, beder jeg mine herrer og mine venner, mine brødre og mine præster om at høre [Qualis autem ea sit vel que fuerit nostrorum causa vincolorum, audiant domini mei, et amici mei, fratres mei et sacerdotes mei]. I tror de vil bede for mig desto mere inderligt, jo mere de er vidende om, at Kristus lider i mig, snarere end jeg lider for Kristus. Gud og Gudssønnen og Ånden som udgår fra dem Hver ved, at jeg ikke lyver. Herren, den romerske kejser, påstår at vi har syndet alvorligt imod ham og anklager os for at have forårsaget undergravelsen af hans herredømme og krone. [Dominus imperator Romanus, nos apud eum graviter peccasse imponit, et nos sui regni ac sue corone diminucionem fecisse causatur]. Men vi [nos] har søgt vores samvittighed [conscienciam nostram] angående dette, angående hvor og hvornår vi menes at have handlet på en sådan måde, og vi kan under ingen omstændigheder genkende dem. Så det er for at give tak til Gud vi er anklaget og straffet uden at være dømt, og som uskyldige regnes vi blandt overtrædere. Men dette er vor hæder. Dette er vor triumf. Thi jeg efterstræber i den grad det danske kongeriges ære og den danske kirkes ophøjelse, så at det er mere tilfredsstillende for mig at lide for det end at regere i det [Sed hoc est gloria nostra. Hic est triumphus noster. In tantum etenim Danici regni honorem et Danice ecclesie exaltacionem desidero, ut gratius sit mihi pati pro ea, quam regnare in ea]. Til jer vender jeg mig da, mine herrer og venner, mine brødre og mine præster. Jeg beder til at I beder for mig, drag omsorg for mig, vis mig medfølelse. Jeg beder til at I forløser min uskyld alene igennem bønner. Jeg befaler og idet jeg befaler beordrer jeg at ingen af jer søger at bevirke nogen anden form for forløsning. Thi først forløst ved Kristi blod, har jeg ikke behov for at blive forløst igen. Endvidere, den udfrielse ved hvilken kirkens frihed opløses, ved hvilken slaveri købes [qua libertas perit ecclesie, qua servitus comparatur], er skændig. Thi det kræves at præsteskabet forløses, hvis I tror at biskoppen må forløses. Den undergivne må skælve af frygt hvis dette ifølge komedieforfatteren er nødvendigt for beskytteren som I håber at have som beskærmer. Jeg værdsætter i sandhed ikke så meget at jeg foretrækker et kort liv efter at være blevet forløst [malo periclitari de ea quam pro ea communem conculare libertatem]. Jeg foretrækker at sætte mit liv i fare fremfor for mit livs skyld at få samfundets frihed udslukt. Gid min død må gavne kirken, som jeg i live anførte, men ikke gavnede. Det er overladt til præsten at dø for alle, hvis han ikke kan leve. Farvel. Latinske tekst i Diplomatorium Danicum, rk. 1 bnd. 2 - nr. 119, s.223ff.

Kend din fjende siger man, her har jeg fundet lidt om kejser Barbarossa:

For et par år siden, da jeg de første gange søgte denne kejser på nettet, da var det oft

Noget tyder på at jeg mit valg af hhv. positive og negative præferencer var rigtigt: Her for kort tid siden bemærkede jeg lidt info om kejser Barbarossa: dælme, det var ham som var selve antikrist.  Man kan sige, så står vi der idag, hvor at man må spørge, hvorfor har dette faktum så ikke fundet større udbredelse end til få notater. Men her lidt mere dokumentation: 

And it is a well-known fact that Frederick II was only seen by his loyal Hohenstaufen followers as a shining light, his enemies condemning him as the incarnation of Antichrist[5]. But how does Henry "the first

do er fra

http://images.google.dk/imgres?imgurl=http://www.uni-konstanz.de/FuF/Philo/Geschichte/Patschovsky/aufsaetze/Inhalt/xxxiii/Viator_fig4.jpg&imgrefurl=http://www.uni-konstanz.de/FuF/Philo/Geschichte/Patschovsky/aufsaetze/Inhalt/xxxiii/hauptteil_xxxiii.html&usg=__tzt3i-nvPHb4aQ3FW915srgmOHo=&h=510&w=411&sz=70&hl=da&start=12&um=1&tbnid=KsTn6pfehbbeRM:&tbnh=131&tbnw=106&prev=/images%3Fq%3Dludus%2Bde%2Bantichristo%26um%3D1%26hl%3Dda  

Det var under Barbarossa at udtrykket antikrist opstod, indtil nu havde jeg kun bemærket at han var årsagen til at det første paveskisma i Rom opstod, fordi at Barbarossa krævede ret til at være hvem der skulle være pave. Det var vistnok også ved denne lejlighed at udtrykket Det hellige romerske imperium opstod. 

Endvidere:

Fra http://www.nomos-dk.dk/skraep/eskils_gidselsbrev.htm :

Ærkebiskop Eskils gidselsbrev (1157) Eskil, kaldet ærkebiskop af Lund, Jesu Kristi fange, sender hilsner til kongerne og stormændene af Danmark, til biskopperne og abbederne, og til hele præsteskabet og folket [regibus, principibus Danie, episcopis abbatibus, atque universo clero et populo]. Glade er de elendige, når det er vist, at de ikke har fortjent det hvorunder de lider. I modgang er der en vis glæde, hvis den, som menes at være forbryder, ikke desto mindre er uskyldig. Således forholder det sig, at vi frydes i lænker. Årsagen til dem er til min trøst, og ikke til samvittighedsnag. For vi frydes, idet vi siger med Paulus: Thi det kan vi rose os af - det vidner vor samvittighed. Hvad kan da være og har været årsagen til vore lænker, beder jeg mine herrer og mine venner, mine brødre og mine præster om at høre [Qualis autem ea sit vel que fuerit nostrorum causa vincolorum, audiant domini mei, et amici mei, fratres mei et sacerdotes mei]. I tror de vil bede for mig desto mere inderligt, jo mere de er vidende om, at Kristus lider i mig, snarere end jeg lider for Kristus. Gud og Gudssønnen og Ånden som udgår fra dem Hver ved, at jeg ikke lyver. Herren, den romerske kejser, påstår at vi har syndet alvorligt imod ham og anklager os for at have forårsaget undergravelsen af hans herredømme og krone. [Dominus imperator Romanus, nos apud eum graviter peccasse imponit, et nos sui regni ac sue corone diminucionem fecisse causatur]. Men vi [nos] har søgt vores samvittighed [conscienciam nostram] angående dette, angående hvor og hvornår vi menes at have handlet på en sådan måde, og vi kan under ingen omstændigheder genkende dem. Så det er for at give tak til Gud vi er anklaget og straffet uden at være dømt, og som uskyldige regnes vi blandt overtrædere. Men dette er vor hæder. Dette er vor triumf. Thi jeg efterstræber i den grad det danske kongeriges ære og den danske kirkes ophøjelse, så at det er mere tilfredsstillende for mig at lide for det end at regere i det [Sed hoc est gloria nostra. Hic est triumphus noster. In tantum etenim Danici regni honorem et Danice ecclesie exaltacionem desidero, ut gratius sit mihi pati pro ea, quam regnare in ea]. Til jer vender jeg mig da, mine herrer og venner, mine brødre og mine præster. Jeg beder til at I beder for mig, drag omsorg for mig, vis mig medfølelse. Jeg beder til at I forløser min uskyld alene igennem bønner. Jeg befaler og idet jeg befaler beordrer jeg at ingen af jer søger at bevirke nogen anden form for forløsning. Thi først forløst ved Kristi blod, har jeg ikke behov for at blive forløst igen. Endvidere, den udfrielse ved hvilken kirkens frihed opløses, ved hvilken slaveri købes [qua libertas perit ecclesie, qua servitus comparatur], er skændig. Thi det kræves at præsteskabet forløses, hvis I tror at biskoppen må forløses. Den undergivne må skælve af frygt hvis dette ifølge komedieforfatteren er nødvendigt for beskytteren som I håber at have som beskærmer. Jeg værdsætter i sandhed ikke så meget at jeg foretrækker et kort liv efter at være blevet forløst [malo periclitari de ea quam pro ea communem conculare libertatem]. Jeg foretrækker at sætte mit liv i fare fremfor for mit livs skyld at få samfundets frihed udslukt. Gid min død må gavne kirken, som jeg i live anførte, men ikke gavnede. Det er overladt til præsten at dø for alle, hvis han ikke kan leve. Farvel. Latinske tekst i Diplomatorium Danicum, rk. 1 bnd. 2 - nr. 119, s.223ff.