Her vil jeg forsøge at afslutte min serie afsnit om guldhornene.

På bilaget her ses at jeg ikke kan få den ønskede hjælp til hverken oversættelse eller noget andet.

 

Udover de mange latinske værker skal fremhæves at eksempelvis ligger et håndskrevet værk fra vistnok 1742 på dansk af rigsarkivar Hans Gram.

 

 

 

 

Jeg har set det,  men alligevel således af jeg ikke kan få en sammenhæng deri, nogen er meget rutinerede til at læse skråskrift. jeg må opfordre til at dette værk sættes på trykte bogstaver, eks. skriver Müller i sit 1806-prisskrift om om guldhornene netop, at Hans Gram’s afhandling vistnok er den allermest værdifulde blandt guldhornslitteraturen.

 

 skriften er klar, sirlig og ensartet pæn skråskrift,

 

Herover tryk af et af Hans Gram's breve, dette indeholder mange kildeinformationer.

Jeg har også fundet håndskrifter af Bechmanni, evt. er den info deri som Hans Gram omtaler i 106.brev.

 

For etpar år siden studerede jeg et nyere historieværk, deri omtaltes at man savner omtalt kildemateriale af Arnæ Magni, evt. er do.indledningen dertil, det udgør ca. 50 sider bagerst i 1 stk. info fra de Thott'ske samlinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skal jeg passe på, er det et papistisk skrivebord jeg har?

Billedet ovenfor vakte min interesse, det virkede bekendt. Motivet minder om udskæringerne på mit skrivebord:

 

 

Jeg har arvet fra min far, han købte det som let brugt vistnok i 1975. Det er lidt af et tilfælde at jeg har det endnu, specielt Anette er ikke helt vild med at jeg har det, fordi stilen er forskellig fra vores øvrige møbler.  

 

 

                      

Jeg spøger lidt med det! Jeg tror ikke min far var klar over at dette skrivebord havde fællestræk med Nielstrup stenen. Jeg blev først opmærksom på det for under et år siden. Faktisk tyder det på at Nielstrup stenen eller kaklen havde kraftig betydning for nogle munke, som ifølge artiklen ovenfor, uden at meddele sig til ejerne på den sydfynske gård Nielstrup, blot dukkede op og opholdt sig ved stenen, som i bøn. Jeg mener jeg fandt artiklen i en nyere årgang af Fynske kulturminder. 

Ifølge artiklen var munkene papister. Jeg så lige på wiki hvad de er for nogen, jeg citerer:

Papisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Papisme er en nedsættende protestantisk betegnelse for katolicisme, og ukritiske tilhængere af pavestyret eller pavesystemet betegnes i henhold hertil som papist.

Betegnelsen papist er afledt af ordet pave (latin: papa), og begrebet opstod under den engelske reformation som betegnelse på personer, som troede på det pavelige primat. Ordet, der blev anvendt første gang i 1534, havde fra starten en nedsættende og ofte hånlig betydning, da det var en generel opfattelse blandt de britiske protestanter, at katolikker måtte være fjendtligt stemt overfor den britiske protestantiske kirke, når de foretrak at støtte sig på det romerske pavedømmes religiøse overherredømme.

Papister blev derfor i denne periode i specielt Storbritanien frataget varierende former for privilegier, og i Storbritannien er betegnelsen papist fortsat et juridisk begreb, i den forstand at personer som bekender sig til den papistiske religion eller som gifter sig med en papist, i henhold til loven Act of Settlement, 1701 er udelukket fra den britiske tronfølge.

Begreberne papisme og papist anvendes fortsat af enkelte politikere i Storbritannien, specielt i Nord-Irland (af eksempelvis Ian Paisley) samt inden for antikatolske kredse i USA.

 

 

 

Bemærkelsesværdige drømme

 

under min guldhornsforskning: I et par år har jeg haft nedskrevet to drømme, men jeg syntes det var for prekært at sætte dem ind på min hjemmeside under mine links om guldhornene. Årsagen til at jeg nu gør det er følgende: På Youtube kom jeg ind på en serie korte videoer om huller, én af dem var taget i en strandkant, hvor bøgerne begynder at skylle ind igennem kanten til hullet.  Der er vistnok intet mystisk ved videoen, men den bølgegang som foregår indeni det ca. 2 meter hul, den ser sku underlig ud, som om det er underlagt en fremmed tyngdekraft. Muligvis skyldes det trykvariation gennem sandet fra havet.  Den ene af drømmene var lidt tilsvarende.  Angående guldhornene skrev jeg i 2006 til Stine Wiell, om de ni hjerteformede huller på 7. ring, ca. således: ”Såfremt at guldhornene var blæseinstrumenter, så tror jeg ikke lyden frembragtes ved langsgående blæsning fra den snævre ende. De 9 huller kan være benyttes som i en mundharmonika, hvor lyden så opstod inde i hornet og ud af de to mundinger, ved kontakt til et par relevante læreanstalter kan et par studerende så opstille lydbølgeberegninger, som kan vise om denne mulighed er den rigtige”. Såvidt jeg husker  svarede Stine blot ved at meddele at hun ikke havde set denne mulighed beskrevet tidligere. Indenfor et par måneder derefter havde jeg en meget speciel drøm, skal den have et navn må den opkaldes efter Lennon/McCartneys ”A day in the life”:  Drømmen:

Det var en dejlig lys sommeraften på en campingplads, hvor Kim Larsen spillede og sang ved en lille koncert tæt ved.  jeg lå i et åbent telt og flirtede med to piger i et nærliggende telt, den ene var meget interesseret. Desværre plagede min dårlige hals mig, derfor måtte jeg lige kort lægge mig helt ned for at hvile. Jeg faldt straks i søvn,  men min bevidsthed sov ikke, og jeg kunne se de to piger. Da jeg sov sank eller rullede jeg lidt ud til den ene side, men kom langsomt tilbage til udgangspunktet, faktisk kom jeg til at vugge langsomt fra side til side, lidt som i en stor båd, eller på store langsomme bølger. Pigen i teltet overfor så det, og til hendes forskrækkelse kunne hun se at det ikke var mig selv som hverken rævesov eller selv gjorde noget for det, hun klemte sin mund sammen, og man kunne se hun tænkte, det der er ikke normalt. Derefter så jeg kun et sorthvidt flimmer, jeg kunne ikke bevæge mig og mine sanser var borte, bortset fra én, balancesansen. Balancesansen registrerede klart, at svingningerne blev større og større, dybere og endnu dybere. Oplevelsen i drømmen var at jeg var ligesom et lille fnug der lå på tværs inde i et stort buet rør, og kom i større udsving. Nu kan jeg også beskrive det sådan: Følelsen var som at ligge på ryggen i en seng uden særligt høje kanter, men hvor sengen var på toppen af et 12 meter højt strå, som kom i tiltagende større udsving. Intet som helst kunne jeg se eller gøre, det eneste var fornemmelsen af de svimlende udsving som blev dybere og dybere. Skal jeg herefter ræsonnere, da ville næsten enhver være blevet søsyg derved, det kan jeg som bekendt ikke blive, (evt. fordi min balancesans er blevet overudviklet pga. min halsskade som evt. kan stamme fra en skade siden jeg kun var et par år, gennem årene har flere  bemærket at jeg har hhv. usædvanlig kraftig fodmuskulatur , som kan komme af flerdobbelt trædekorrektion)  og nu tilbage til drømmen, på et tidspunkt var der én ting jeg kunnevælge, det var at lade stå til noget sagde mig at jeg ikke ville dø derved, men jeg kunne også vælge at vågne. Svingningerne var nu så dybe så at jeg følte at jeg var ved at falde ud over sengekanten, derfor valgte jeg at vågne, og jeg var så rigtig vågen, men huskede drømmen, den var vild, det måtte jeg prøve igen, men oplevelsen kom altså ikke igen.  Denne drøm var en enestående sanseoplevelse, som jeg må placere som en parallel til nærdødsoplevelser, der ofte foregår i en slags tunnel. Grunden til at jeg også sætter den i forbindelse med guldhorn er at de netop har en buet form, med en buelængde noget tilsvarende de svingninger jeg oplevede.

2. drøm: Ofte drømmer man om noget man spekulerer på eller beskæftiger sig med, eller som var en rar del af sit liv for mange år siden, men oftest er drømme overraskende, jeg tror det er dem man husker. Jeg har hørt nogen fortælle at når de drømmer ubehageligt er det om slanger, den slags drømme har jeg aldrig haft, indtil én gang for lidt over et år siden. Indledningvist skal jeg her nævne at jeg aldrig har været plaget af klaustrofobi, jeg kan forklare det således: En gang medens jeg var ca. 8 år, Kaare, Kaj og jeg var ude på vores legeplads,  granskoven Maugstrup hede. Vi havde fundet en stor rævegrav med flere huller. De var store nok til at vi kunne kravle nede i dem. Én gang fandt vi på at vi evt. kunne komme op af et af de andre huller, selvom vi ikke havde nogen lygte med denne gang. Jeg krøb forrest, dernede i de snævre gange er der 100% mørkt, så man føler sig frem. Pels. Så sker der altså noget, når fingrene får fat i en lun pels, uden at man aner hvad den sidder på! ! ! !  Bakgear for fuld kraft! ! ! !  Jeg husker mine fødder gik mod Kaares hoved, han var lige bag ved mig men vi kom ud og op derfra, det kunne faktisk have været farligt, men dette her var kun én af den slags hændelser. Os tre, vi fik prøvet noget.  

Men tilbage til drøm nr. 2: Jeg var inde i et slags rør, og der var kun én vej, fremad. Lige foran mig var en giftslange. Normalt vil man se sig om efter en anden vej, et våben eller beskyttelse, eller at bruge fødderne. Det var ikke muligt, så jeg var sikkert nede på maven, kort foran den. Det som så skete, mente jeg ikke hverken at have fantasi eller hurtighed til. Jeg blev tilskuer til mig selv: Jeg så og mærkede at min overkrop eller nærmere skuldre gøre en vridning, så at den venstre hånd fløj frem i en bue mod og forbi slangens hoved, dens opspildede gab med gifttænderne, buen venstre hånd gjorde var præcis så kort at dræberslangen huggede ud efter denne min hånd, slangens aktionsradius havde jeg beregnet på under en tiendede sekund, ud fra bugtningen på dens forreste treidiedel kropslængde. Min venstre hånd, som tilmed via skuldervridningen som i rette bevægelse kaster armene, havde så meget fart på at slangens hug var forgæves, under et kvart sekund efter kom min højre hånd i en større bue men endnu hurtigere end den første hånd, endnu i dette brødel af et sekund havde slangen sin opmærksomhed rettet mod min venstre hånd,højre hånd blev usynlig pga. hastigheden, buen var perfekt hen bagom slangens hoved, klask, i et 100% sikkert greb låste min højre hånd sig om giftslangens hoved bagfra, at dens hoved blev kvast er vel en selvfølge.

Så vågnede jeg, aldrig er jeg vågnet fra en drøm, hvor min selvagtelse var så høj som der. Altså aldrig én eneste gang har jeg tænkt denne dødsensfarlige situation, aldrig kunne jeg i mine vågne tanker komme så tæt på en dræberslange, men hold da kæft mand, hvor suverænt jeg handlede i drømmen. Intet våben havde jeg, men lige op ad dræberslangens gifttænder. Det geniale var at jeg brugte den ene hånd til at aflede dræberen, medens min anden hånd greb og passiviserede faren.  Denne drøm var så speciel at jeg var fast besluttet på at den skulle jeg huske. Drømmen som så kunne jeg dog ikke bruge til noget, at fortælle den til børnene som underholdning kan jeg ikke gøre, fordi denne drøm vil kunne gøre dem for uforsigtige så at de udfordrer skæbnen uden grund. Jeg tror dog der gik ca. to måneder,  førend at jeg satte denne drøm i forbindelse med guldhornsstudierne. På det tidspunkt interesserede jeg mig ikke for detalierne og de enkelte figurer, men et par måneder efter, hvor jeg en dag tilfældigvis forstørrede kopibilleder  af mit Bartholin Aureum tryk, da så jeg ligheder mellem denne eneste slangedrøm som jeg har haft, mig selv og den af figurerne som jeg har kaldt den godmodige, på øverste ring.

 

Hvad er det jeg gør her, jeg håber og tror at der er ligeså mange svar derpå som der er folk. Jeg tænker tilbage på den gode film med gøgleren Clausen, som sidder på et hospital og taler med en fupmager derindefra, og som binder ham på ærmet, at han er den ene af de pelsklædte kæmper fra det danske rigsvåben, det minder lidt derom. Så tro da pokker at jeg undersøgte pc’en og mistænkte rigsarkivet for dokumentfalsk osv, at nogen tog pis på mig. Det sparkede røv som intet andet, som Lemmy sang om dem selv:”We’re born to kick your  ass”, og ”I got rock n roll it saves me from the cold, I wont get mad”. Da er det at Motorhead er gode, idet at når man i mange år har kæmpet for bedre miljø ved at konstruere forureningfri teknologi, og at det eneste nye som sker, er at det eneste som de kan finde på og vil have gennemført er flere grimme betonkolosser med glasfacader, ja så føler man sig i godt selskab ved at høre rå rock, det har reddet mig mange gange.   

 

 

Én drøm mere skal med, og den har intet med guldhorn at gøre:

Er der en som er dårlig til at fortælle vittigheder, så er det mig, og jeg kan ikke engang huske på vittigheder. Dog: En vittighed drømte jeg, den var så god at jeg vågnede af latter,: Det er ca fem år siden, lidt over et år efter at vi var flyttet fra gården i Tinglev. Jeg garanterer for at du ikke harhørt den før, den er barsk og ulækker, men min hustru kunne godt se humoren i den:  Drømmen foregik ca. 12 år tilbage i tiden, kort efter at jeg havde købt gården ved Tinglev, Anette og jeg havde besøg af en del af vores bekendte, som hjalp os med at gøre køkkenet i stand. Jeg stod på køkkengulvet og skulle til at tage køkkengardinerne ned, de havde virkeligt hængt der i næsten 25 år, sælgeren var gammel ungkarl, den slags bruger ikke pengene på gardiner eller spilder tiden på kvindfolkearbejde. Så det var virkeligt nogle fedtholdige klæder som hang der. På trods af deres fedtholdighed og alder var de bestemt ikke hardske, spindelvævet var nemlig sort og de oprindeligt hvide gardiner var nu mørkebrune og således tilstrækkeligt  røgede, ganske naturligt fordi der var fastbrændselsfyr i bryggerset.

Se, det var ingen hemmelighed at der faktisk ingen penge var tilbage lige efter at jeg havde købt gården, og vi skulle jo leve af noget. Men jeg var ved godt mod, og midt i selskabet sagde jeg så henvendt til Anette: ”ved du hvad, se de gardiner der, nu har vi sku da noget at koge suppe på til selskabet her”. Føøøøjjjjjjj  da for den også, (vi fandt sikkert en håndfuld øl ude i bagagerummet !

Vores økonomiske forhold var faktisk barbariske. De første år var renteudgiften ca. 350.000 kr/år. Dernæst skulle der betales hhv. ydelser på lånene, og så skat. Først derefter var der penge til os selv. De første 4 år skulle det klares med en 30 år gammel 62 hk traktor, ganske vist en BM 600. Luksusudstyret på den var en el-vinduesvisker, så den blev brugt.  

 

 

Herunder har jeg skrabt nogle interessante billeder  om guldhornene sammen, men først skal i se lidt fra denne bog:

Jeg er ikke særlig streng som moralist, jeg vil hellere være ærlig, og jeg synes den der ovenfor viser en form for menneskelighed.

 

 

Nu vi er ved hænder, så skulle siden ovenfor med, hva f......  er det for noget !  Men, Hr. Thomas Bartholinum var både historiegransker og læge, faktisk verdensberømt i datiden. Utiltalende ser det ud, men derfor skal man ikke se det med hverken det blinde øje eller vende ryggen dertil. Jeg tror videnskaben kan genfinde nyttig viden deri.

 

Herunder flere guldhornsbilleder je har fundet under min forskning:

Paulli i een variation.

Også fra Müllers pinakotek.

 

 

Frost's tegning.

Ovefor "den danske Krysing"

 

 

Fra: Anette og Kurt [mailto:aggesen@kabelmail.dk]
Sendt: 17. juni 2008 11:42
Til: 'mail@uni-kiel.de'
Emne: Ein kleine forschungsarbeit um Gallehus horn

 

Ich habe ein wichtige faktum gefunden: Georg Krüsing habe nicht nur ein, aber zwei zeichnungen von das Gallehus 1734 goldhorn. In Danemark kennen wir das hier als der zeichnung hier:

 

 

 

 

 

Im buch Heimat 1906,  steht das es ist der zeichnung von Georg Krüsing. Aber: Es ist ganz anders als wir es kennen in Danemark. Auf das 4. Bild unten von hier, 8. Linie steht es: Im fuhrer durch das Museum vaterlandiche alterturmer in Kiel, welches wertvolles abbildungen des hornes bessitzt, unter andere die original - usv.-

 

Aufgabe: Ich kann der zeichnung nicht finden auf die Kieler Museen, weiss Ihr wo es ist? Der originalvert ist fur mich gleichgultig, nur bzv. Ein gute  fotokopi und digitalbild davon, um studien zu machen, ist was ich brauche.  

 

 

 

 

Mit freundliche grüsse

 

 

Kurt Aggesen

 

 

 

PS: Ich lasse das danische schrift stehen, vielleicht Ihr etwas davon brauchen kann.

 

 

 

 

 

 

Hermed vil jeg venligst gøre opmærksom på mit nyeste fund,

 

 

 

se filen Heimat 1906, selve billedet er

 

 

filen Kruesing2. Der eksisterer to forskellige Krysing tegninger af det brækkede guldhorn, i alt er det så hhv. Paulli, Frost og nu altså to forskellige af Krysing.

 

I Heimat fra 1906 findes vedhæftede billede af Krysing, denne tegning er meget forskellig fra "vores Krysing".  

 

Filen Dk's Krysing er det herhjemme kendte, jeg forsøger at sende det med som en fostørbar kopi fra KB, som jeg her kalder KruesingDK.. Blandt de eksakte forskelle ses at teksterne på hvert af Krysings billeder er forskellige, men figurerne og mundingerne er også forskellige.

 

Blandt de lidt interessante forskelle, eks. nederste ring, ses at hvor den ubekymrede selvmorderskes ene ben er sort på "vores" Krysing, da er der istedet bueskytteren som har et sort ben, ved det i Kieler museet's tryk, som der foreligger med guldskrift,

 

 

 

se filen Kielmus, som ses herover. I 2. afsnit fra oven ses at (det ene af) Krysings værdifulde originalpergament findes på Museet for fædrelandets oldsager i Kiel. Den øvrige tekst angår mest tolkningen af runeindskriften. Efter at jeg meddelte Morten Axboe fundet for ca. 2 uger siden, hvorom jeg intet svar har fået, har jeg selv forsøgt at opspore dette pergament. Det nævnte museum findes ikke længere med samme navn, men samlingerne må jo være flyttet til et af Kiel's andre museer, vilket der er ved jeg endnu ikke. 

 

 

På filen Kruesing2.ring er en forstørrelse deraf, som svarer til ovenstående uddrag fra "det danske Krysing".   Desværre er billedet lidt utydeligt. Det noget interessante er at på "Krysing 2." er det ikke selvmorderskens ene ben som er sort, men det er forreste ben på bueskytteren istedet. For betydningen af udseendet på dette horn er denneher opdagelse ikke afgørende, men lidt tendenser kan der vel udledes deraf.

 

 

 

 

 

 

 

Krysings' tegning, fra Müller's pinakotek.

Herover en forstørrelse af do.Krysing. Selvmorderens ene ben er også sort der. Bemærk bjørneskindet th., der ses det "strenget" tilsvarende de krydsede personer.

 

Har "lægast" set ud i fremtiden, da han fremstillede guldhornene. Det han skimtede, var det guitaristen som den der bedst begejstrer de fleste? Gengivet på hornet som det han skimtede, lidt ligeså uklart, som vi forsøger at forstå fortiden, ikke for at imponere, men for at lære, for at sikre. Det var vist ikke lægast som skrev NXMNY.

 

Hæderlige Johannes Brøndsted indleder således:

Hverken du eller jeg er de første som ikke helt fatter det og dem. Men man lærer af dem.

 

Kurt A deeeen 19.06.08